Gården er Danmarks ældste. Men dens lade får nu et nyt og helt moderne formål

400 kvm. stor lade ved Danmarks ældste bondegård bliver udstillingssted for samtidskunst på højt niveau

Kunsthal Thy åbner 1. juli i Dovergaards 400 kvadratmeter store, højloftede lade mellem Hurup og Doverodde.
Kunsthal Thy åbner 1. juli i Dovergaards 400 kvadratmeter store, højloftede lade mellem Hurup og Doverodde. Foto: Angelina Owino

DOVER: - Det er en nordisk katedral. Med en helt unik og meget hellig stemning.

Rasmus Søndergaard Johannsen, initiativtager til og kunstfaglig leder af et nyt udstillingssted i Sydthy, sætter ord på, hvorfor han er faldet for en gammel, 400 kvadratmeter stor og højloftet lade som ramme om udstillingsstedet, der har fået navnet Kunsthal Thy.

Kunsthallen, med ambition om at vise samtidskunst på højt niveau, åbner 1. juli i laden på Dovergaard, en gammel landbrugsejendom i Dover mellem Hurup og Doverodde.

Gården på Doveroddevej 3 ejes af tækkemand Per Ringgaard, der sidste år kunne præsentere stuehuset som Danmarks ældste af sin slags. Konklusionen skyldes arkæologer fra Moesgaard Museum, som i deres undersøgelse dog nåede frem til, at der skal lægges cirka et halvt hundrede år til det årstal - 1527 - som en tidligere ejer har malet på bygningen.

Laden er i den sammenhæng ganske ny: Den er opført i 1831. Men det er ikke desto mindre en markant bygning, med trækonstruktioner fra gulv til op under det pladebeklædte tag med høj rejsning. 

Rasmus Søndergaard Johannsen "blev solgt", da han oplevede den helt specielle stemning i Dovergaards lade. Foto: Angelina Owino

Fra Berlin til Stenbjerg

Vinduerne er små og sidder lavt. Men dagslyset bryder her og der igennem huller og sprækker og er med til at give helt specielle rammer for en kunstudstilling. Og i hvert fald en helt anden oplevelse end de hvidmalede, kubeformede rum, der er standard på de fleste udstillingssteder, påpeger Rasmus Søndergaard Johannsen:

- Her er et stort rum, som giver nogle frie rammer til at udstille kunst. Men det er den helt unikke stemning i rummet, som var grunden til, at jeg "blev solgt".

Rasmus Søndergaard Johannsen er selv billedkunstner. Han stammer fra Brovst, men er uddannet i Tyskland og har i nogle år boet i Berlin sammen med sin hustru. Men sidste år, da parrets førstefødte var to år, forlod de den tyske hovedstad til fordel for et hus i Stenbjerg.

- Jeg havde tænkt, at jeg gerne ville starte et udstillingssted her i Thy, men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle ske så hurtigt, fortæller han - der fik kontakt til ejeren af Dovergaard via et medlem af den lokale afdeling af By og Land, foreningen der arbejder for bevaring og udvikling af kulturhistorisk vigtige bygninger.

Støtte af Statens Kunstfond

Kunsthal Thy-projektet er støttet med 200.000 kr. fra en pulje under Statens Kunstfond til "opstart af nye udstillingsplatforme". Desuden har en privat fond givet 50.000 kr.

- Det lyder af mange penge. Men der er en del opstartsudgifter, og så koster det jo at lave en udstilling, siger Rasmus Søndergaard Johannsen, som har prioriteret at kunne give de udstillende kunstnere honorar. Derimod bliver der, i hvert fald indtil videre, ingen løn til ham selv.

Den første udstilling, med åbning 1. juli, bliver med Heine Kjærgaard Klausen, dansk kunstner uddannet på kunstakademiet i København.

- Det bliver gipsskulpturer, primært torsoer, der refererer både til oldtidens græske skulpturer og til modeindustriens mannequiner. Desuden udstilles nogle collageværker med dynebetræk, som han har klippet sammen til nye, teenageagtige motiver. Så det er både traditionelt og moderne, fortæller han.

Denne udstilling varer måneden ud, hvorefter den næste - og den sidste i år - åbner 19. august. Det bliver med en kunstner ved navn Zuzanna Czebatul fra Berlin.

Dovergaard mellem Hurup og Doverodde er Danmarks ældste gård, selv om den er knap så gammel som det årstal, en tidligere ejer har malet på gavlen, giver indtryk af. Laden fra 1831 (uden for billedet) bliver nu ramme om et nyt udstillingssted, Kunsthal Thy. Arkivfoto: Bo Lehm

Ejeren af Dovergaard har aftalt med Rasmus Søndergaard Johannsen, at han kvit og frit kan bruge den gamle lade i foreløbig to år.   

- Så må vi se, hvad tiden bringer. I hvert fald i de næste tre år har vi ikke nogen planer om at gøre noget ved laden, siger Per Ringgaard - som også gerne, i den udstrækning han er til stede, giver gæsterne i Kunsthal Thy en rundvisning i Dovergaards cirka 450 år gamle hovedbygning.

Nabo til SMK Thy

Du har Danmarks ældste gård. Og så er den ramme om udstilling af noget af det mest moderne kunst ... 

- Vi ville da gerne udstille van Gogh og Monet. Men den gamle kunst har vi ikke råd til. Det er jo til gengæld noget af det, der kan blive vist i Doverodde, siger Per Ringgaard - med henvisning til den gamle købmandsgård halvanden kilometer længere nede ad vejen, hvis pakhus står til at skulle genopføres som en filial af Statens Museum for Kunst.

Og i den forbindelse er det perfekt med en kunsthal lige i nabolaget til SMK Thy, fastslår Per Ringgaard,  som - på lidt længere sigt - har planer om både åbne værksteder og overnatningsmuligheder for bl. a. kunstnere på den gamle gård. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden