kunst og underholdning

Garvet cirkusperson får Den Danske Cirkuspris

Freddi Steckel er en af Danmarks ældste stadig aktive cirkusartister. Nu hædres han med fornem pris.

Fredag bliver Den Danske Cirkuspris uddelt, og i år er det kulturminister Jakob Engell-Schmidt (M), der overrækker prisen.

Den går til 74-årige Freddi Steckel, der er en af Danmarks ældste cirkusartister. Han hædres for sin lange og bemærkelsesværdige karriere i cirkusverdenen.

Valget er faldet på lige netop Freddi Steckel, fordi han er en artist i verdensklasse, siger formand i foreningen Den Danske Cirkuspris Ole Simonsen.

- Jeg har aldrig set noget på samme niveau, som dengang han viste sig med sine tre søskende. Hverken før eller siden, siger han til Ritzau.

- Da han så bliver lidt ældre, har han måtte finde på noget, der er teknisk lettere, og det gjorde han også helt suverænt, lyder det fra formanden.

Den danske cirkusartist havde allerede sin debut i cirkusmanegen som toårig. Dengang var det i hans fars og farbrors cirkus og senere "Cirkus Empress" i Norge, hvor han optrådte med sine søskende under navnet "4 Steckels".

Den garvede cirkusartist har brugt hele sit liv i cirkusverdenen, og danskerne har både kunne opleve ham i Cirkus Dannebrog og i Cirkus Baldoni af flere omgange. Senest har han optrådt i Sirkus Jesper i Norge. Det skriver Den Danske Cirkuspris i en pressemeddelelse.

Ud over hædersprisen er der uddelt en pris for årets bedste nummer, årets talent og årets indsatspris.

Årets bedste nummer er i år gået til makkerparret Strahlemann & Söhne, der består af Leif Gordon og Thomas Zeh. Valget er faldet på dem for et nummer, hvor der jongleres med kegler, mens de tager deres tøj af.

- De får prisen, fordi nummeret er anderledes, og fordi det er en genial idé, siger Ole Simonsen.

Med prisen følger et diplom og et beløb på 500 euro (cirka 3700 kroner).

Prisen for årets talent er gået til Conor og Antonio Garcia på henholdsvis 17 og 21 år. Sammen danner de gruppen "Garcia Brothers".

De modtager et diplom og et beløb på 10.000 kroner.

Og til sidst er prisen for årets indsats blevet uddelt. Den er i år tilfaldet Cirkusmuseet i Rold for at give et særligt indblik i cirkus som arbejdsplads.

Den Danske Cirkuspris blev uddelt første gang i 1968 og igen året efter. Frem til 2016 stoppede prisuddelingen af uvisse årsager, men den er siden blevet genoptaget.

Prisoverrækkelsen fandt sted i Fægtesalen på cirkusmuseet i Hvidovre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden