G. F. Händels Messias

Aalborg Symfoniorkester

Til de faste juletraditioner hører Händels juleoratorium Messias, elsket af enhver med bare en smule kærlighed til den klassiske musik.

Og som altid forekommer enhver opførelse af Messias velkendt, men lyder alligevel lidt anderledes end tidligere gange.

For mens tonerne er Händels, så skabes de hver gang her og nu af levende musikere og sangere, og derfor kommer musikken også til at lyde forskelligt fra gang til gang.

Igen i år var det dog det 80 m/k store kor, der havde hovedrollen. Thisted Kirkes Drenge-Mandskor blandede fornemt med Filharmonisk Kor, og i alle korsatserne stod de melodiske linjer klare med præcist artikulerede fraser og melismer samt perfekt intonation.

I Händels oratorier er orkestret primære rolle at understøtte og fordoble koret, og i år var orkestret reduceret til blot 21 strygere (plus continuo), tre træblæsere og de to baroktrompeter med pauker.

De friske tempi og en fin continuo-gruppe gav et godt afsæt for den rytmisk fjedrende bund, som fik især de store korfugaer til at danse, præcis som de skal.

Også de fire sangsolister fyldte deres partier godt ud. I absolut særklasse var den unge britiske sopran Nardus Williams, hvis smukke timbre og mirakuløse frasering lyste op i 1. afdelings hyrdescener og ”Rejoice” arien. Sceneskiftet var også markant, da hun overtog melodien i ”He shall feed his flock” og løftede den mod himlen.

Svenske Emma Sventelius er mezzosopran og altså ikke født alt. Hun bar den store arie i 2. del, ”He was despised” i det ekstremt langsomme tempo, med stor udtrykskraft og en næsten hypnotisk virkning.

Den australske tenor Christopher Bowen forenede letheden med det dramatiske udtryk i sine arier (”Thou shalt break them”) og det lette lyriske udtryk i ”Ev’ry valley”, mens den svenske bas Arvid Fagerfjäll bar sine melismer ubesværet og var i besiddelse af stor udtryksfuldhed (”The people that walked”).

Et par orkestersolister stak hovedet frem. Aftenens koncertmester, Terje Skomedal, dannede en smukt afstemt duet med Nardus Williams i ”How beautiful are the feet”, mens Lars Ole Schmidt bar sin obligate stemme i ”The trumpet shall sound” med overskud og musikalitet.

Den rutinerede engelske dirigent Graham Ross blandede sig kun lidt i detaljerne, men havde et hovedansvar for en velfungerende Messias i kraft af sine gode tempovalg.

Dynamikken var gennemgående nedtonet, hvilket ind imellem skabte koordineringsproblemer, sikkert fordi sangere og kor havde problemer med at høre hinanden ordentligt.

Af samme grund var det sikkert en god disposition at placere koret på scenen i stedet for på pulpituret oppe under orglet.