Hovednavnet flåede koncertsalen fra hinanden
Efter tre års pause vendte den aalborgensiske festival Northern Winter Beat atter tilbage med det måske mest udfordrende program til dato
Northern Winter Beat har gennem årene opbygget en solid profil og et trofast kernepublikum af både lokale og tilrejsende fra Danmark og udlandet. Her amerikanske A Place To Bury Strangers på Studenterhuset fredag. Foto: Studenterhuset
MUSIKFESTIVAL
Northern Winter Beats - diverse kunstnere
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Ligesom så mange andre festivaler og kulturevents har Northern Winter Beat været plaget af de seneste års corona-nedlukninger - sidste års udgave var et af de få arrangementer i 2022, som blev decideret aflyst.
Med dette in mente gik undertegnede til årets festival med en vis nysgerrighed - ville festivalens ret loyale publikum vende tilbage? For Northern Winter Beat er med årene blevet det, de fleste nok vil betegne som en undergrunds- eller niche-musikfestival, hvor de smalle genrer får lov til at komme til udtryk.
Årets festival er ingen undtagelse, for programmet bærer mere præg af undergrundskultur end nogensinde før. Med hovednavne såsom A Place to Bury Strangers, Panda Bear & Sonic Boom og Gilla Band har vi at gøre med bands og kunstnere, som er ikoner eller kultnavne inden for deres egne genrer: støjrock, psykedelisk 60’er pop og post-punk.
Sammenligner man med den seneste udgave af festivalen i 2020, som i øvrigt var udsolgt, var der også dér smalle navne på programmet, men der lykkedes man med at booke større undergrundsnavne såsom Michael Gira, David Eugene Edwards, Efterklang og Iceage.
Til trods for, at det ikke er lykkedes at få 2023-udgaven af festivalen udsolgt, og angiveligt kun halvdelen af partoutbilletterne er blevet indfriet, da torsdagens program løber af stablen, står man som gæst faktisk ikke tilbage med en følelse af, at publikum mangler.
Den svenske organist Maria W Horn og det norske lydkunstprojekt Punkt viste med musik og storslåede lydkollager i Budolfi Kirke, hvad Northern Winter Beat kan som festival. Foto: Studenterhuset
A Place To Bury Strangers fra New York på Studenterhuset fredag. Foto: Studenterhuset
Til hvad der næsten føles som en ambient åbningsceremoni i Budolfi Kirke, viser den svenske organist Maria W Horn og det norske lydkunstprojekt Punkt med storslåede lydkollager, hvad Northern Winter Beat som festival kan: skabe overraskende og udfordrende musikalske oplevelser, der udvider publikums horisont.
Og da jeg torsdag bevæger mig videre til 1000Fryd, er spillestedet stoppet til randen med mennesker, da schweiziske Schnellertollermeier med en blanding af jazz og krautrock fortsætter det høje kunstneriske niveau, som blev lagt for døren i Budolfi Kirke. Publikum er mildest talt ekstatiske over det ukendte band fra Schweiz, der har et uhyrligt godt sammenspil - en succesfuld åbningsdag.
Appetit på det udfordrende og vilde kræver fredagens program også, da hovednavnet A Place to Bury Strangers fra New York med ekstreme mængder støj, ingen klassisk sangskrivning, to gennemsmadrede guitarer og rigeligt stroboskoplys flår Studenterhusets koncertsal fra hinanden.
Det seks mand store orkester Narcosatanicos med base i København er kendt for en kompromisløs fusion af vild free-jazz, doom-metal og atmosfærisk psykedelisk rock. Foto: Studenterhuset
Få momenter inden forsøgte det danske freejazz-støjrock orkester Narcosatanicos sig med samme på Studenterhusets café-scene med en brutal og overbevisende performance. At de to koncerter er placeret lige efter hinanden, ærgrer dele af publikum, som må gå ud og trække luft og hvile ørerne midtvejs i det amerikanske hovednavns koncert.
Ikke desto mindre er alle spillesteders sale godt fyldte denne fredag, og selvom man kan undre sig over den noget triste lysproduktion på Utzons scene, hvor belgiske Flying Horseman dog musikalsk har imponeret med deres blanding af folkrock og 80’er eksperimenter tidligere på aftenen, står dagen samlet set solidt og horisontudvidende.
Belgiske Flying Horseman på Utzon Center fredag aften. Foto: Henrik Bo
Foto: Henrik Bo
Der er en hårfin grænse mellem det horisontudvidende og det polariserende, og sidstnævnte er nok den primære overskrift for festivalens sidste dag. Her leverer Coby Sey et mildest talt rodet forsøg på en eksperimenterende rap-koncert i Studenterhusets sal. Den eneste reelle skuffelse til årets festival, hvor det viser sig, at det udfordrende ikke altid er et kvalitetsstempel i sig selv.
Sidst på aftenen polariserer Gilla Band ikke qua manglende musikalske evner, men med bandets ekstremt kompromisløse, introverte stil, der deler vandene i Studenterhusets sal. Som sidemanden så fint beskriver det: ”Jeg aner ikke, om jeg kan lide det, men det er også ret fedt”.
Lørdagen står nok en tand svagere end de to foregående dage, som til gengæld viser, hvad festivalen virkelig kan, når den rammer plet. Samtidig kan man konkludere, at festivalen ret flot har formået at holde fast i størstedelen af det publikum, som søger de udfordrende koncertoplevelser.
Northern Winter Beat er uden tvivl en vigtig festival for Aalborg, og den viser, at byen på tværs af sine spillesteder sagtens kan rumme de smalle musikalske genrer og tiltrække et publikum til dem.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.