Hovednavnet varmede Øster Brønderslev og sig selv op

Jung åbnede Bålhøj Festival med en koncert der lige skulle få øjne

Populære Jung varmede sig selv og publikum op på Bålhøj Festival.
Populære Jung varmede sig selv og publikum op på Bålhøj Festival. Foto: Andreas Sylvester Drustrup

Opdateret kl. 19:45

KONCERT

Jung



Når man sammensætter en festival, er der mange ting, der skal gå op. Mange hensyn. Der er selvsagt de økonomiske. Der er rådigheden på den bruttoliste af navne til startopstillingen, man har sammensat. Der er de lavpraktiske strukturelle ting, hvordan passer den givne dag ind i kunstnerens øvrige tourliste og alt muligt andet. Stort som småt.

Så man hævede lige det ene øjenbryn over, at den charmerende vendsysselske festivalhumlebi Bålhøj Festival i Øster Brønderslev, der de seneste år har fløjet højere, end vægten egentlig tillader, med Jung endnu engang var lykkedes med at hive et af landets absolutte topnavne ind som trækplaster på plakaten.

Så da det viste sig, at Jung allerede var i regionen til at starte med (de headlinede Skovrock dagen forinden) og at de af logistiske årsager var nødt til at åbne festivalen, da Kalundborg om aftenen havde betalt for deres selskab, var der altså en forklaring på det hævede øjenbryn.

Der er jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så selvom man stod i frokostsolen og engang i mellem forestillede sig, hvordan radioklassikere og allemandsange som ”Blitz Baby Blitz”, ”Hun Kommer Tilbage”, ”Jeg Skal Nok Vente”, ”Tur Retur”, ”Forfra Forbundet” ville have lydt ved skumringstid med en plads, der havde fået blodet (be)ruset i lidt flere timer, så var det jo også en lakmustest, om Jungs popularitet kunne fylde pladsen til madpakketid.

Koncert

Jung

Bålhøj Festival, Øster
Brønderslev

Lørdag

For det hele er i omvendtland for Jung. Da de brød igennem lydmuren for et par år siden og skulle ud og tjene anciennitet på landevejens små og større spillesteder, blev det umuliggjort af en pandemi. Og da den var slut, var efterspørgslen på Jung så stor, at deres navn kunne fylde arenaer og de største bogstaver på landets store festivalplakater.

Så deres erfaring med at tage til takke med åbningsdansen for, efter deres målestok, et beskedent publikum er begrænset. Men enhver bekymring blev gjort til skamme. Da først rusten og søvnen blev gnedet ud af øjnene.

Der er som bekendt ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget. For pladsen blev hurtigt pakket, da Jung gik på - og da de sluttede en lille halvanden time senere, efterlod de en fest der var midnatstimen værdig.

For ikke nok med at de er sympatiske, ydmyge og i forsanger Jonas Jung Larsen har et kæmpe karismatisk trækplaster, så er de nu så velsmurt en musikalsk maskine, at deres radiovenlige synthpop, også på lidet ønskværdige tidspunkter, kan få fortrinsvis de, der identificerer sig som +30'ish husmødre, til at danse, som om der ikke er en mandag morgen.

Men vi skal ikke gøre nogen uret, for selv de unge teens og de fadølsbærende husarer på pladsen, kunne synge med på de fandens iørefaldende omkvæd. Og det gjorde de. Højt og energisk.

Vi fik endda en forsmag på et kommende album ved en ny sang, der kører videre på synthdrivet, og hvad vi nu kan konstatere, er Andreas Odbjerg grebene. Den skal nok få køen ved Limfjordstunnelen til at føles lidt mindre træls, når den engang i mellem ser dagens lys.

Jung gæster Nordjylland igen til efteråret.
Mon ikke størstedelen af de tilstedeværende på Bålhøj Festival er på plads der også? Det gjorde Jung i al fald sig fortjent til.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden