- Jeg har aldrig før set politikere opføre sig så uanstændigt. De ødelægger byen

Der skal ikke mange dårlige historier til, før fortællingen om Frederikshavn skrider fra noget friskt og venligt til en, der handler om en kulturfjendsk og fattig kommune

- Der er lige nu stor risiko for, at 20 års udvikling af Frederikshavn Kommune rulles tilbage, skriver Niels Østergaard, der har været en del af det lokale kulturliv som både iværksætter, udvikler, driftsansvarlig og bruger. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

- Der er lige nu stor risiko for, at 20 års udvikling af Frederikshavn Kommune rulles tilbage, skriver Niels Østergaard, der har været en del af det lokale kulturliv som både iværksætter, udvikler, driftsansvarlig og bruger. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Gennem 40 år har jeg været aktiv i det nordjyske kulturliv - især i det frederikshavnske. Det har budt på samarbejde og sameksistens med forskellige kultur- og fritidsudvalg med dertil hørende formænd - på godt og ondt. Nogle har forstået perspektivet, andre har ikke. Dog har alle haft en anerkendende, positiv og konstruktiv tilgang til det kulturliv, kommunen bød på.

Med det nuværende fritids- og kulturudvalg har vi nået et hidtil uset lavpunkt. Jeg har aldrig før set et formandskab, der i den grad vælter rundt og får trampet på aktører. Eller et udvalg der helt undlader at få deres formandskab til at opføre sig anstændigt. Er der en voksen til stede?

Jeg er gift med formanden for foreningen Frederikshavn Kunstmuseum. Det er ikke en hemmelighed, men det ikke museets situation, dette indlæg handler om, den arbejder de selv med. Jeg skriver ud fra en bekymring omkring kommunens kulturliv samt omdømme. Og med det evnen til at tiltrække nye indbyggere. Og så er vi der, hvor kultur hænger sammen med erhvervsliv og dermed områdets evne til at generere indtægter.

Ja ja, maler jeg nu ikke fanden på væggen, kunne man vende skråen og tænke. Nej, faktisk ikke. Jeg var ung i Frederikshavn i 1980'erne. En periode, hvor byen var helt afhængig af to store værfter, og hvor man helst skulle ligne hinanden og muntre sig med sport i fritiden. Guld-Harald-epoken fra 1950'erne var stadig en vigtig del af byens fortælling, og FFI var gud. Forårsfesten i Rottehullet var årets kulturelle højdepunkt…

Niels Østergaard er opvokset i Skagen og Sæby og er i dag bosat i Frederikshavn. Han har i 25 år været selvstændig og er medstifter af Eventteknikeruddannelsen på EUC-Nord, der uddanner lys- og lydteknikere til hele landet og Skandinavien. Han har været aktiv i musikmiljøet siden 1981 og er medstifter af Frederikshavn Musik & Teatervenner, Flounder Records mv. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Niels Østergaard er opvokset i Skagen og Sæby og er i dag bosat i Frederikshavn. Han har i 25 år været selvstændig og er medstifter af Eventteknikeruddannelsen på EUC-Nord, der uddanner lys- og lydteknikere til hele landet og Skandinavien. Han har været aktiv i musikmiljøet siden 1981 og er medstifter af Frederikshavn Musik & Teatervenner, Flounder Records mv. Foto: Kim Dahl Hansen

De fleste af mine studenterkammerater dampede af til Aalborg, Aarhus eller København, imens de mumlede noget med, at de aldrig ville tilbage til det sorte, kedelige hul, som Frederikshavn var i deres bevidsthed. Det havde unge gjort i årtier. Men vi var nogen, der blev, selvom vi ikke interesserede os for håndbold, men orienterede os mod kunst, kultur og andre ’underlige’ interesser. Det var noget med lys, luft, plads, familie og venner, der fik os til at blive.

Og selvom vi var i stik modvind fra det meste af det omgivende lokalsamfund, arbejdede vi støt videre. Noget skulle ske. Der blev grundlagt en del kunstneriske karrierer, arbejdet med koncerter, spillesteder og meget andet.

icon

Det endelige gennembrud kom med værfternes lukning i 1990´erne. Den gamle orden var brudt sammen, der måtte ske noget nyt.

Frederikshavn Kommune var ikke altid medspiller. Nogle gange på grund af simpel uvidenhed, andre gange fordi man fandt det ligegyldigt at have et kulturliv med ungdommeligt udspring. Men vi blev ved og syntes egentlig også, at vi blev dygtigere, og vi blev flere og flere. Og af og til faldt der lidt underskudsgaranti og andet af.

Det endelige gennembrud kom med værfternes lukning i 1990'erne - den gamle orden var brudt sammen. Heldigvis forstod byrådet alvoren og tog arbejdshandskerne på. Området måtte tiltrække nye virksomheder - gerne meget forskellige, så sårbarheden blev mindre. Det betød, at byen måtte have en anden profil. Man skulle være attraktiv for et bredere segment. Folket i de blå kedeldragter trængte til nye kollegaer med supplerende kompetencer, og sloganet ”Fra værftsby til værtsby” blev lanceret.

Det Musiske Hus og Arena Nord blev bygget, Tordenskjoldsdagene og Knivholt kom til, og musik- og kunstnermiljøet blev ikke længere set på som et irriterende vedhæng, men som et værdifuldt bidrag til bymiljøet. Der blev arbejdet på en ny fortælling om Frederikshavn som en levende kulturby. Mange begyndte at trække på samme hammel.

Set i bakspejlet er projektet lykkedes. Det har taget 20 år, men når du i dag spørger folk andre steder i Danmark om, hvad de kender Frederikshavn for, er det udover det maritime at det er en by, hvor der sker noget - tit spændende og utraditionelle ting.

Når jeg taler med unge frederikshavnere i dag, er tanken om at bosætte sig i kommunen efter endt uddannelse andre steder i landet slet ikke så fjern. De føler sig værdsatte og forstår kvaliteterne.

Men det er en tynd tråd, den nye fortælling hænger i. Der skal ikke mange dårlige historier til, før fortællingen om Frederikshavn skrider fra noget friskt og venligt til en, der handler om en kulturfjendsk og fattig kommune.

Det sidste arbejder kultur- og Fritidsudvalget hårdt på, anført af en heftigt bjæffende og snerrende formand. Da de første meldinger kom om agendaen før sommerferien, troede jeg, at det var løgn. Havde man glemt, hvad de seneste 20 år har handlet om? For at sikre mig, at jeg forstod det rigtigt, skrev jeg til alle partier i byrådet for at høre, hvad deres kulturpolitik var. Jeg fik ét svar (!). I øvrigt fra Venstre, som kunne oplyse mig, at de faktisk ingen politik havde…

icon

For at sikre mig, at jeg forstod det rigtigt, skrev jeg til alle partier i byrådet for at høre, hvad deres kulturpolitik var. Jeg fik ét svar (!). I øvrigt fra Venstre, som kunne oplyse mig, at de faktisk ingen politik havde…

Med gru gik det op for mig, at vi har et kultur- og fritidsudvalg siddende, som ikke har nogen ide om, hvor de vil hen. Og som ikke ved, hvor de kommer fra. Det giver godt spil for personlige interesser og sognerådspolitik. Og her ser vi den tidligere formand for FFI-Håndbold, Peter Laigaard, sætte offensiven ind, så al bidrag til de kommende besparelser kommer fra kultursiden. Han nævner ikke sport med et ord, selvom de får tilført broderparten af udvalgets midler. Kurt Kirkedal (tidl. borgmester, red.) sidder lunt med i offensiven; bare han kan skåne Skagen er alt godt. Det her er ikke politik, det er noget helt andet.

Venstres enlige medlem har forsøgt at nuancere debatten i udvalget, men uden held. De resterende medlemmer er stumme, for de har ikke åbnet munden i offentligheden – overhovedet. Jeg har indtryk af, at de ikke aner, hvorfor de sidder der. Det er slemt at have magt uden at have agt.

Selvfølgelig er det ikke let at være politiker, der skal gennemføre besparelser. Men det er prøvet før. For 10 år siden var kommunen tæt på at komme under administration. Der var der en fælles forståelse for, at vi måtte spænde livremmen ind og komme igennem det sammen. Det hedder solidaritet. Når man vælger at svinge sparekniven vilkårligt, dukker alle sig, holder kæft og håber, at det ikke bliver dem. Det fremmer egoismen i rigt mål.

Ser vi på tallene, disponerer kultur- og fritidsudvalget over et budget på 238 mio. kr. Herfra går en del midler til bibliotek-og borgerservice. Skærer vi det fra, disponeres der næsten 86 mio. kr. til kultur, fritid og folkeoplysning. Der er varslet en besparelse på 6.4 mio. kr. på totalbudgettet. Heraf fremgår det af sparekataloget, at de 2,7 mio. kr. skal findes hos Bibliotek og Borgerservice. De resterende 3.65 mio. kr. skal så findes i de 85,6 mio. kr. til kultur, fritid og folkeoplysning. Det svarer til cirka 4,3 procent af budgettet. Praktiserede vi nu den omtalte salamimetode og fordelte dem på alle modtagere, ville det i praksis betyde, at Skagens Kunstmuseer fik skåret deres tilskud med 164.045 kr., Arena Nords med 125.001 kr., Skagen Stadions med 41.443 kr. og Dybvadhallen med 23.428 kr.

Det er med andre ord ikke de store beløb for de enkelte institutioner. Og noget som man med høflig dialog kan få forklaret tilskudsmodtagerne.

icon

Begejstring og engagement er en sart størrelse, det kan hurtigt slås ihjel.

Det, der driver det meste i kultur og fritidslivet, er begejstring og engagement. Og så er det ligegyldigt, om du er frivillig håndboldtræner, spejder, amatør-rockmusiker, restaureringsmurer eller professionel kunstner. Du brænder for noget og føler, at livet giver mening, når du arbejder med det. Summen af al den begejstring og engagement bliver til den kultur, som præger vores lokalområde.

Men begejstring og engagement er også en sart størrelse, det kan hurtigt slås ihjel. Det er det, jeg mener med glasbutikken i starten. Hvis man vælger at trampe rundt her, bliver det stærkt destruktivt. Og med trampe rundt forstås at nedgøre og negligere noget, selvom man har en post, der kræver at man kender til det. Vi har et par elefanter i gang!

Det er helt reelt at fjerne tilskuddet til Verdensballetten. Men det kunne være ordnet med en høflig telefonopringning til Jens-Christian Wandt. I stedet for er han blevet trukket rundt i et mediecirkus, inden han fik informationen. Jeg tror, Wandt har oplevet det som et slag i ansigtet. Næste gang, han får en god ide til et kvalitetsarrangement, vil han nok være mere stemt for at afvikle det i en mere venlig kommune.

icon

Det er helt reelt at fjerne tilskuddet til Verdensballetten. Men det kunne være ordnet med en høflig telefonopringning til Jens-Christian Wandt. I stedet for er han blevet trukket rundt i et mediecirkus, inden han fik informationen.

At sidde i kultur- og fritidsudvalget er et tillidshverv. At være formand er forpligtende. Den nuværende formand er i min optik dumpet, han har ikke formatet. Han skal ikke vinde en håndboldkamp, han skal sørge for, at kultur- og fritidslivet i kommunen trives. Byrådet bør være sit ansvar voksent og fjerne ham fra posten, inden elefanten får jokket mere rundt i glasbutikken og tiltrukket mere dårlig omtale.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden