Jonas Ringtved: Musik dulmer på en måde, ingen piller eller psykiater formår

Der er noget uimponeret over ham - 27-årige Jonas Ringtved, der ikke har lang erfaring som solist, men allerede ser ud som en garvet en af slagsen. Med skjorten og vesten, det lange hår og guitaren på maven ligner han en krydsning mellem Neil Young, Flemming Bamse Jørgensen og forsangeren fra The War on Drugs. Men det mest slående er roen, der stråler fra ham.

Når han læner sig imod mikrofonen, kommer der en fyldig, blød lyd med en dyb bund ud af ham.

Han har kun spillet få dage sammen med Ole Albrechtsen, Peter Parmo og Klaus Thrane, da de optræder i Skørping som en del af konceptet Live & Lokalt. De tre ældre og garvede musikere er skolede, det er han ikke, og måske har de undervurderet ham lidt inden mødet, måske har de forventet en singer-songwriter, der giver dem akkorderne, som de så kan lægge musik ind over. Men Jonas Ringtved ved præcis, hvordan han vil have det, og trods få øvegange lyder de som et band.

Der er ikke mange til koncerten i Skørping, det er weekenden op til efterårsferien - folk er på ferie, men det gør ikke noget, mener Jonas Ringtved. Det gør blot koncerten mere intim, og det er hovedpointen for ham.

At nå andre og føle sig som en del af en organisme med de andre musikere. Udover tjald er det det eneste, der kan give ham ro.

Sådan har det været, siden han som 14-årig begyndte at tage stoffer og sloges for at slukke for tankerne, der lagde sig i lag og lappede ind over hinanden, så han ikke kunne sove eller fokusere. Kun når han fik trommestikker eller strenge mellem fingrene, kunne han sænke skuldrene, og for få år siden tog han konsekvensen og lod musikken fylde alt. Han vil aldrig igen spise psykofarmaka og forsøge at passe ind i en form, der ikke er støbt til ham.

Her kan du høre Jonas Ringtved

Jonas Ringtved kan opleves på Korma Showcase, fredag 12. november kl. 20 på Huset i Hasserisgade.

De øvrige kunstnere på scenen er Martin Buster, Pawis, Charlotte-Amalie og Jeppe Hydén.

Du kan også opleve ham 25. november, når han spiller releasekoncert på Studenterhuset i forbindelse med udgivelse af EPen 'The Faith Dealers'.

VIS MERE

Et uforståeligt barn

Jeg er for tidlig på den og er nødt til at gå frem og tilbage på Reberbansgade i Vestbyen, før jeg kl. 10 kan taste hans nummer. Vi har aftalt, at jeg ringer ham op, så han kan guide mig det sidste stykke op til lejligheden gennem en baggård. Til koncerten i Skørping gjorde han det klart for publikum, at han ikke er en af dem, der står tidligt op, men hans etværelseslejlighed er ryddelig og sengen redt.

Jonas Ringtved har modtaget et halvt års guitarundervisning som 12-årig. Resten har han selv suget til sig fra de ældre musikere, han har mødt på vejen, fx lærere på produktionsskolen i Aalborg. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Vi taler om hans netop overståede turné i Tyskland, om kommende koncerter og hans nye EP på vej, og han spiller et af sine nye numre for mig på anlægget, imens vi drikker kaffe og te og danser om den varme grød.

Jeg er her for at høre om musikeren Jonas Ringtved, men på hans afventende facon fornemmer man, at der er en anden historie, der også vil ud. Efter en halv time åbner han selv samtalen.

- Min første EP tog afsæt i min skizotopi, fortæller han.

Det er en diagnose, der dækker over tankeforstyrrelser. Jonas Ringtved mangler det filter i hjernen, der styrer, hvornår tanker starter og slukker. Det betyder, at de kan blive ved at køre i et loop, imens der kommer flere og flere til. Det er en tilstand, der aldrig hører op og medfører en oplevelse af ikke at kunne høre sig selv.

Da han var lille, betød det, at han var konstant rastløs - et uforståeligt barn, beskriver han sig selv. En dreng, der sad i garagen i hjemmet i Aalborg og stirrede ind i en mur og tænkte på, om verden var lige så uoverskuelig for andre. For at finde ro - slå tankerne ned og i det hele taget bare føle noget - begyndte han at søge yderpunkterne.

Som 14-årig startede han slåskampe, tog stoffer og kom i lag med ældre fyre - voksne pushere i Aalborg - der brugte ham til at fragte narko. Politiet stopper ikke drenge på 14 med sportstasker over skuldrene.

Han var stor af sin alder, men mændene vidste udmærket, hvor gammel han var, konstaterer han.

- Og det er jo for fanden ikke okay, men det tog de sig ikke af.

Hans forældre vidste intet, og han delte intet med dem. Før det gik helt galt med hovedet som 19-årig. Der fortalte han dem, at han ikke kunne mere - at han ikke hang sammen, og hans mor tog med ham på psykiatrisk hospital, hvor en udredning blev sat i gang.

Hvert eneste ord var fra hjertet

Jonas Ringtved har røget en joint, før jeg kommer. Det kan man ikke mærke på ham, han fortæller fokuseret og nærværende.

Og han vil aldrig anbefale andre at ryge hver dag, konstaterer han, men det har en god virkning på lige netop hans hoved. Han har eksperimenteret med at stoppe flere gange, men måske fungerer hans hjerne i virkeligheden ligesom andres, når han har røget, konstaterer han - i hvert fald fungerer han nu.

Det gjorde han ikke i årene, hvor han var en del af psykiatrien. Her fik han udskrevet piller - antipsykotisk, antidepressivt og beroligende. Det var behandlingsvejen frem - det, der skulle give hans tanker ro nok til, at han blev klar til psykologbehandling, der dog var et halvt års venteliste på.

- Jeg prøvede længe at tage pillerne. Jeg ville virkelig gerne blive normal og tage uddannelsen til pædagog - jeg er god til at tale med unge gutter. Men pillerne gjorde mig til en zombie, fortæller han.

Foto: Kim Dahl Hansen

Som 20-årig stillede Jonas Ringtved op til bandbattle med bandet Salvia, hvor han blev introduceret til Aalborgs musikmiljø. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Da han som 24-årig ikke kunne holde ud at leve i en boble, skiftede han pillerne ud med joints. Ikke rockerhash, men økologisk tjald produceret på en gård udenfor byen. Det sætter farten på tankerne ned og gør, at han kan fokusere på en enkelt ting ad gangen.

Og så skete der også et andet skifte hos ham.

Indtil 2016 havde han udelukkende spillet i punk- og rockbands uden at gøre tekstuniverserne personlige - det var energien i musikken, der tiltrak ham. Men på en musikerworkshop blev han udfordret på sangskrivningen.

Han var der med sit garagerockband Salvia, og de fik ros - set bort fra teksterne - de var decideret kedelige, konstaterede en af de professionelle. Og det ramte Jonas Ringtved, der gik for sig selv.

- Jeg havde altid bare råbt ord i øvelokalet. Nu tog jeg afsæt i mit eget liv, fortæller Jonas Ringtved, der skrev nummeret 'Lone Wolf' om sit yngre rastløse 14-årige jeg.

Jonas Ringtved er netop vendt tilbage fra turne i Tyskland med musikeren Linus. Han ser lige nu frem til tre yderligere turnéer i Tyskland næste år samt til at indspille en plade med støtte fra Aalborgs musikpulje. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

- Mit liv som teenager var forfærdeligt, jeg fuckede det helt op. Og hvert eneste ord, jeg formulerede den eftermiddag, kom direkte fra hjertet, og sådan har jeg skrevet siden, fortæller Jonas Ringtved, der samtidig begyndte at eksperimentere med folk og country - inspireret af de kunstnere, han selv har hørt som barn og ung som Johnny Cash og Stephen Stills fra Crosby, Stills, Nash & Young, men ikke tidligere turde gøre kunsten efter.

Men noget fik ham til at søge genren, og hans musik har efter skiftet vist sig at appellere til et større og bredere publikum, end han har oplevet før. Folk opsøger ham i dag efter koncerter og fortæller, at de er blevet rørte over hans tekster - at han rører dem. Og det giver ham yderligere lyst til at skrive - han betegner det selv som en besættelse.

- Det er interessant, hvordan der kan opstå en lykkefølelse i en, når man udtrykker sig og får respons fra folk. At have en rolle, du bliver anerkendt i.

Slut med at passe ind

Det seneste år har han haft det bedre end nogensinde, fortæller han og laver endnu en kop kaffe og tænder endnu en smøg. Det skyldes flere ting, både at han ikke længere tager medicin, er omringet af gode mennesker, og at han i 2018 traf en beslutning om at være musiker - at gå all in.

- De seneste år er jeg nået frem til en accept af mig selv. Af at jeg ikke kan fungere i et 8 til 16-job. Jeg troede virkelig, at jeg skulle have uddannelse og fast job, det er jo vejen til lykken, det lærer man tidligt. Mine forældre har gode stillinger, og min bror spiller fodbold på højt plan. Og så stod jeg der som 24-årig og var droppet ud af den tredje uddannelse. Men jeg har aldrig kunnet sidde stille i en hel time i skolen, konstaterer han og udstøder et let grin for at understrege det komiske i kontrasten mellem idealet og virkelighed her.

Udover min kæreste og min familie, er der kun en ting i verden, der gør mig oprigtig lykkelig, og det er musik. Selv når jeg er allermest nede kan jeg blive glad for at spille et nummer for en kammerat med en kunstner, han ikke har hørt før. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Så bliver han alvorlig.

- Skal vi realisere os selv som mennesker, så tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at vi gør det, vi er gode til, og som tænder os. Og at vi finder en måde at træde hen over alt det, der holder os tilbage. Jeg kunne være blevet stoppet af, at jeg ikke har gået på konservatoriet - det er nok derfor, at tanken om at blive musiker ikke faldt mig ind, før jeg blev 24, selv om jeg konstant spillede musik. Vi har en idé om, at vi kun kan gøre noget, hvis vi er uddannet til det. Men der kan være folk, der elsker at skrive, og som skriver bedre end uddannede journalister og kan udtrykke erfaringer på helt anderledes måder, end du lærer på en skole - men som ikke tør, fordi de ikke har uddannelsen, siger han og sender mig et skævt smil.

- Sådan stopper vi hele tiden os selv. Ud fra idéen om, hvordan samfundet hænger sammen.

Også i psykiatrien er der systemer, der hindrer folk i at få det bedre, mener han.

- Jeg har flere gange oplevet læger, der vil udskrive ny medicin eller har givet mig en forkert diagnose efter at have talt med mig en enkelt gang. Heldigvis er jeg vokset op i et ressourcestærkt hjem, der har givet mig gode analyseevner og en evne til at se igennem forvirring, men det er der mange, der ikke har. Min oplevelse med psykiatrien er, at der ofte ikke bliver lyttet meget til den enkeltes behov - eller vist interesse for, hvem man er, og så kan det gå rigtig galt. Jeg har set mange unge, der bliver presset ned i en kasse, hvor de ikke hører hjemme og ikke bliver bedre - fordi de ikke bliver set eller forstået. Det er ikke af ond vilje fra den enkelte behandlers side, det handler om, at samfundet har udviklet et system, der ikke virker, og hvor ingen står til ansvar, siger Jonas Ringtved, der har taget behandlingen af sig selv i egen hånd.

I dag er han på en ordning i kontanthjælpssystemet, der hedder IPS - Individuelt planlagt job med støtte. Her har han en fast konsulent, som kan se idéen i, at han finder praktik og job indenfor musikmiljøet, hvor han trives. Han er lige nu i praktik som altmuligmand på KORMA - kompetencecentret i Aalborg for musikere. Håbet er, at han med tiden kan få småjobs i hele musikmiljøet og kombinere det med indtægter fra spillejobs.

Han ved endnu ikke, om musikken kan blive en levevej.

- Men jeg har ikke nogen, jeg står til ansvar for lige nu, og jeg kan leve på en sten, hvis jeg laver det, jeg elsker.

Musik

Nordjysk sangskriver: - Hvis min kæreste og jeg bliver uvenner, går hun en tur - jeg skriver en sang om, hvor træls hun er

---

Musik

Solvej - den nordjyske cowboy: Jeg tror, at mange bliver tiltrukket af den ro, der er i mine sange

---

Musik

Kærlighedsbarnet blev til i en stormfuld proces

---