Solvej - den nordjyske cowboy: Jeg tror, at mange bliver tiltrukket af den ro, der er i mine sange
Aalborg-musikeren Solvej tog til Nashville for at dyrke det, hun kalder cowboymusik, og som emmer af boots og denim og on the road. Hør første single fra hendes nye album her

For de mange, som har været begejstret for serien "32" om Julie og Jesper, vil nogle måske nogle genkende Solvej fra nummeret "Slå hjerte slå", der indgår undervejs. Nu udkommer hun med nyt. Foto: Martin Damgård
Solvej Nygaard Gregersen – som kunstner blot kendt som Solvej, har begået et album fuld af længsel og steel guitar.
Hendes musik er blevet kaldt skandinavisk western noir og er lige så uimponeret ærlig som kunstnernavnet. De første strofer på ”Double denim” lyder således:
Der er veje nok at ta’ / der er masser af asfalt tilbage / jeg tænker på alt det gamle og på / at være på vej til det nye / der venter foran mig.
Et nummer der handler om at tro på, at man kommer det rigtige sted hen, selv om vejen derhen kan føles utryg.
Hør nummeret her:
Er du meget optaget af at være på vej?
- Ja, jeg har altid funderet meget over fremtiden og hvor, jeg skulle hen. I dag kigger jeg mere og mere bagud på det, der har formet mig. Hvad jeg er rundet af, min hjemstavn, og hvilke valg jeg har truffet. Spørgsmålene om, hvad der tager en fra et sted til et andet, og den der konstante længsel efter noget andet eller mere.
Tror du, at det er en følelse, der følger med, når man vokser op på landet i Nordvestjylland?
- Jeg tror ikke nødvendigvis at lige præcis de samme spekulationer følger med hos alle, men jeg tror, at de åbne vidder giver tankerne mulighed for at vandre.
Hvordan bliver dine numre til?
- Jeg arbejder meget alene med dem, jeg har skrevet sange, siden jeg var 14 - 15, for mig er det en naturlig forlængelse af at være her – en måde at bearbejde livet og forstå det, der foregår, bedre på. Når jeg føler, at et nummer er klar, præsenterer jeg det for publikum, når jeg er ude og spille. Der kan jeg fornemme, om det holder.

Sidste vinter bookede Solvej sig ind i det legendariske Club Roar Studio i Nashville, hvor hun lagde grundsporene til albummet sammen med musikerne Tim Easton, Robin Eaton og Jesse Newport. Det hele er produceret færdigt af Sebastian Martin Munk Autzen, der har produceret for bands som Hymns from Nineveh, Bells Echo, mm. Foto: Martin Damgård
Hvad er idéen bag det nye album?
- Jeg lytter selv meget til amerikansk folkemusik – det jeg kalder cowboymusik, og som emmer af boots og denim og on the road, og jeg har længe haft lyst til at arbejde mere dedikeret med genren. Dét har været ideen. Og så selvfølgelig at lave en rigtig god plade. Jeg kan godt mærke, at der er sket en del siden mit første album, det her er et langt mere gennemgribende projekt. Både fordi jeg selv har udviklet mig, og fordi der på alle måder er skruet op for ambitionerne.
Hvordan endte du i Nashville?
- Jeg var på et sangskriverophold i den lille by Ketchikan i Alaska. Arrangøren Tim Easton bor i Nashville, og vi talte om, at det kunne være spændende at lave noget sammen. Så det fik jeg stablet på benene. Han hjalp med at hyre musikere ind i Nashville, hvor jeg indspillede pladens ti grundspor.
Hvad giver det at spille med musikere i Nashville?
- Det var meget inspirerende. Musikerne ER lyden, den ligger så dybt i dem. Lige så snart, de sætter sig ned og spiller, synes jeg, at det lyder som det, jeg længes efter. Jeg havde det ofte undervejs som om, jeg var med i en film. Udfordringen var at kommunikere på et andet sprog. I forvejen synes jeg, at det kan være svært at sætte ord på musik, og så kunne de jo ikke forstå selve indholdet i sangene, fordi jeg synger på dansk. Men de var alligevel svært begejstrede. Jeg tror, vi inspirerede hinanden undervejs. De syntes, at mit sprog var enormt eksotisk og gav dem associationer til elverfolk og en "blue Scandinavian angst", som de sagde. Og jeg var vildt fascineret af, at de fx. går med hat. Hver dag.

Solvejs første album blev taget godt imod. I 2019 blev hun indstillet til fire GAFFA-priser: årets danske udgivelse, årets danske solist, årets nye danske navn og årets danske pop-udgivelse. Foto: Martin Damgård
Folk og country er ellers ikke den lyd, man hører mest blandt nye danske musikere i dag, oplever du en nysgerrighed på den herhjemme i disse år?
- Jeg kender personligt flere unge danske singer-songwriters, der beskæftiger sig med samme genre. Deres musik kommer måske ikke så bredt ud i den officielle radio, men der er masser af virkelig god ny folkmusik rundt omkring.
Hvem er dit publikum?
- Det er folk i alle aldre, der kan lide den måde, jeg skriver på, og som kan genkende sig selv i numrene. Jeg tror, det handler om den ro, der er i sangene. Der er for eksempel også børn, der er begejstrede for min første plade. Særligt er der en 10-11-årig knægt, der følger mig – han hører min musik, når han skal sove om aftenen. Det gør mig enormt glad.
Albummet "Drømme på dage, hvor tanken er tung" udkommer 29. januar 2021. Hun crowdfunder lige nu albummet via Booomerangog planlægger en releaseturne til foråret.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.