Kom med på Umbas uforudsigelige juleeventyr

Skuespiller fra Aalborg Teater står bag en podcast-julekalender til børn og barnlige sjæle, som i december kan findes på nordjyske.dk

Umba er en 7-årig pige, som får en noget speciel jul. Foto: Podcastcover

Umba er en 7-årig pige, som får en noget speciel jul. Foto: Podcastcover

PODCAST:Hvad gør man, når man har aftenarbejde og ikke kan være hjemme til at putte sin 7-årige datter i december?

Den problemstilling er der sikkert flere, der kan nikke genkendende til også Kathrine Høj Andersen, der er skuespiller på Aalborg teater. Hun fandt dog på en noget alternativ løsning, da hun sidste år spillede juleforestilling.

- Jeg tænkte, at det kunne være genialt, hvis jeg lavede en indlæst historie til min datter, og så kunne hun få et kapitel hver aften, fortæller Kathrine Høj Andersen, der allierede sig med sin gode ven Solvej Kyung-Sook Christiansen, der er lyddesigner, komponist og skuespiller. Sammen producerede de 24 afsnit om den 7-årige pige Umba, der kommer på et spændende og uforudsigeligt juleeventyr og møder farverige karakterer som blandt andre Lurifax Nissen, Bartholin Fyrkat og kaninen Yvonne.

Det er Kathrine Høj Andersen (tv.) og Solvej Kyung-Sook Christiansen, der sammen står bag Umbas jul. Privatfoto.

Det er Kathrine Høj Andersen (tv.) og Solvej Kyung-Sook Christiansen, der sammen står bag Umbas jul. Privatfoto.

Improviseret historie

Mens hovedpersonen kommer på noget af en rejse, var hele projektet også en noget speciel oplevelse for Kathrine Høj Andersen. Hun havde nemlig ikke skrevet historien på forhånd.

- Jeg stillede mig bare foran mikrofonen og begyndte at fortælle, som jeg også gør, når jeg digter en godnathistorie. Jeg er startet fra en ende af uden at vide, hvor det skulle føre mig hen, og så sendte jeg det til Solvej, som redigerede det og lagde lyd på. Dagen efter indtalte jeg så et nyt afsnit. Så det var lidt spændende om der kom en hel historie ud af det, fortæller Kathrine Høj Andersen, der havde en klar idé med, at julefortællingen skulle være improviseret og uden manuskript.

- Vi synes der manglede noget til børn, der var lidt mere levende fortalt. Der ligger nogle lydbøger, men jeg synes det bliver lidt tungt, når det bliver læst op. Vi ville lave noget der var levende og improviseret. Derfor var der ikke noget sikkerhedsnet i forhold til, om man fortæller en sammenhængende historie, men det gjorde vi, og det var sjovt at se, hvor historien bar mig hen, siger Kathrine Høj Andersen.

Børn leger Umba

Hun kan glæde sig over, at det ikke kun er hende selv, der er begejstret for julekalenderen om Umba. Hendes datters klasse fik den afspillet i frokostpausen i julen for et år siden, og gav den det tætteste man kommer på topkarakter hos det publikum.

- Jeg ved, at de legede Umbas jul i frikvartererne, og hvis folk har lyst til at gå med på universet og lege eventyret, så er det helt fantastisk, lyder det fra Kathrine Høj Andersen, som i disse dage sammen med Solvej Kyung-Sook Christiansen også er aktuel med lydbogen "Forbudte steder", hvor pigen Pil kommer på et vildt eventyr i Aalborg.

Alle afsnit af Umbas jul, kan findes her på nordjyske.dk ved at gå ind på temasiden med Umbas jul. Her kan du få en smagsprøve i form af afsnit 1.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.