1000Fryd er ikke bare lokalhistorie, men Danmarkshistorie. 

Bands som Green Day, Mø, Mew, Malk de Koijn, Frank Turner og Flaming Lips har spillet her, det er et af de steder, danske bands på vej op allerhelst vil spille i landet, og skal man kalde noget spillested for legendarisk, er det dette - kun Loppen i København kan konkurrere på ry.

Og det kommer ikke til at mindske opmærksomheden, at lukningen skyldes manglende lydsikring i et hus opført længe efter spillestedet.

Kultur

Et valg i 1986 kan føre til lukning af kendt spillested

Det er endda et problem, spillestedet gjorde opmærksom på i en indsigelse allerede forud for opførelsen i 1986 - en udfordring enten bygherre eller Aalborg Kommune valgte at overhøre. 

Men problematikken peger også ind i hele den debat om gentrificering, der har bølget i landets større byer i mange år.

Folk vil bo centralt i bymidter, men de vil ikke tage alt det med, der hører til storbylivet, nemlig larm og natteliv.

I Aalborg altså i en bygning klos op ad et 40 år gammelt spillested og kort fra Jomfru Ane Gade, Bispensgade - en af Aalborgs mest travle butiksgader, og trafiktunge Vesterbro.

Man skulle tro, at det var med i overvejelserne, når man lejer sig ind der - og for dem, der opførte byggeriet, men tilsyneladende ikke.

For en by, der i stigende grad satser på kultur, er det ikke mindre end en skandale, hvis man må opgive et så markant stykke historie og mødested for unge, og det er svært for politikerne at komme ud af sagen uden at tabe anseelse og respekt.

En af de midlertidige løsninger kunne være, at Aalborg Kommune giver spillestedet mulighed for at spille som normalt indenfor et tidsrum dagligt, fx frem til kl. 22. 

Det vil sikre, at 1000Fryd kan fortsætte med det, der er ryggraden i kulturhuset, og som trækker publikum til og er centrum for mange af de frivillige - på stedet kendt som aktivister. 

Huset har allerede nedsat koncertaktiviteten gevaldigt og nedsat spilletiden til midnat i weekenderne, selv om de har bevilling til kl. 03.

Man kan også lægge koncerterne ude af huset og lave et "1000Fryd præsenterer" koncept. 

Men de mister penge på det uden barindtægter, og det er jo ikke 1000Fryd, og rammerne er en del af det, folk kommer efter.

Det er midlertidige overvejelser.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvad der skal ske på sigt, hvis ikke man løser problemet med lydsikring mellem spillestedet og lejlighederne ved siden af, og en del tyder på, at det bliver svært.

Med mindre kulturhuset fuldstændig skal gentænkes i placeringen af rum og faciliteter, så scenen placeres et andet sted - fx i toppen eller i den gamle biograf. Det er en bekostelig affære, som spillestedet umuligt kan løfte selv. Og her kan man spørge, om det er dem, der skal gøre det.

Den sidste løsning er selvfølgelig at flytte 1000Fryd, men spørgsmålet er, om det er risikoen værd, for 1000Fryd er i høj grad Kattesundet 10. 

Det er her, Jakob Ejersbo indsamlede stof til "Nordkraft", her nye musikere, lydfolk, arrangører (og borgmestre) som unge har haft deres gang og er blevet dannet. 

Det er atmosfære og en fornemmelse af at stemple ind i noget større, der gennem årtier er mejslet ind i væggene.

Der kan intet stilles op, når først restaurationsloven er sat i spil, forstår man på Klima og Miljø forvaltningen, regler er regler, selvom det kan virke skørt, at en enkelt lejer, der for længst er flyttet fra nabohuset, har fået sat så meget i gang, der har betydning for hundredvis af unge. 

Med mindre man på tværs af forvaltninger kan tænke kreativt - det skal gå hurtigt!