Kommentar: Det er kvinderne, der trækker mændene med, men det er mændene, der græder

Koncerten om en gal konge - opført af det norske ensemble Insimul Sinfonietta, der har splintret Peter Maxwell Davies klassiske værk fra 1969 i tusind stykker og samlet det igen; som sparker noderne ned af stativet og smadrer en violin i gulvet; som præsenterer et vildt stemmenummer - GBG Hardcore – det er en Danmarkspremiere, og så er der operasangeren Gustav Johansson, som man vitterligt tror på er vanvittig.

Det er ikke min første opera, men jeg har aldrig hørt noget lignende, det er skide smukt, frastødende og  - ja - hardcore.

Festivalen har generelt solgt godt. Det er især de folkelige formater, der trækker folk til. Som operamorgensang på Hovedbiblioteket, hvor man får gratis kaffe og mozartkage, hvis man åbner munden og synger med, og det gør mange - folk skråler løs. Det er hyggen, der tæller - det må ikke være fiseforment, det er jo Nordjylland. 

Men også de smallere events er gået fint. Det er oftest kvinder, der trækker deres mænd med, der dukker op i nystrøget skjorte og glæder sig til hvidvinen og den fred, der venter på den anden side, fordi hun har fået sin vilje. Og så - midt i en slurk - rammer sangerens dvælen ved de store følelser pludselig, det bliver ved og ved, og så kommer tårerne, han kan ikke stoppe dem, der er noget inde i ham, der bliver sat lyd på, noget i hans krop, der giver slip...

Foto: Birgitte Sonne Kristensen

Okay - jeg ved ikke noget om det med de nystrøgne skjorter og hvidvinen, men det med gråden er rigtig nok, jeg hørte det fra festivalleder Peter Rønn nogle dage før festivalens start. Efter koncerterne er det ofte mændene, der giver ham de stærkeste håndtryk og kram. 

Havde jeg haft tid, ville jeg også gerne have oplevet kunstneren Ulrik Vincent, der i Vor Frelser Kirke skabte et lydunivers af religiøse tekster indlæst af udvalgte trosoverhoveder, suppleret af den lokale sopran Diana Haugland - det lyder intenst. Og opera / rock'n roll / cabaretstjernen Freddie Love fra London, der drysser lidt LGBTQ+ glimmerstøv ned over festivalen for 500 mennesker.

Foto: Nicolas Cho Meier / Musikkens Hus

Jeg fortæller ikke om festivalen her for at blotte en ærgrelse over at fravælge oplevelserne til fordel for den familietid og de parmiddage, der også skal til for at få livet til at hænge sammen, men fordi den viser noget fint om Aalborg lige nu.

Til et bryllup i forrige weekend fortalte min bordherre mig om et familiemedlem fra København, der var involveret i festivalen. Han var dybt imponeret, lod han mig forstå, over arbejdsgangen på festivalen i Aalborg. Letheden, kunstnere og initiativtagere bliver mødt med, blandingen af genrer og den hurtighed, beslutninger bliver truffet med. Det er mange kunstnere og konceptudviklere i mange andre byer slet ikke vant til, dén åbenhed og opbakning.

Der er et hotel i Aalborg, hvor alle kunstnere mødes før og efter koncerter under festivalen, og hvor nye projekter og koncepter undervejs opstår. Det er her, festivalleder Peter Rønn sidste år mødte årets ”altansanger” Gustav Johansson og fik idéen til mashup konceptet omkring den gale konge på Spritten, der fyldte den rå fabrikshal på Spritten en midnatstime. 

Svenske komponister og musikere har søgt stipendier for at kunne bo her og opleve festivalen - og præsentere idéer. Og der er stigende interesse for festivalen  - både i det øvrige Danmark og i udlandet. 

Der er mange ting, man ikke kan som en lille storby / stor lilleby, men man kan dette - gøre det nemt at få ting til at ske. Det er noget af det, man hører om Aalborg fra folk mange steder i landet lige nu. 

Det er nok noget, der er svært at eksportere, men det er noget at dyrke!