Imens byen starter litteraturfestival, vil kommunen lukke biblioteket
Alle peger imod, at nøglen for at løfte provinsbyer er at give dem en unik identitet og profil. Desværre er der byråd, der decideret modarbejder det arbejde, de lokale lægger.

Kommentar af journalist Birgitte Sonne Kristensen. Foto: Torben Hansen
SKØRPING:Det lyder næsten som noget i en farce - som handlingen i et afsnit af DRs satireserie "Valg i kommunen" fra 2013.
Men det er det ikke. Imens ildsjæle starter en litteraturfestival - et litterært folkemøde - op i Skørping, planlægger kulturudvalget i selvsamme kommune at lukke byens bibliotek. Får du lyst til at grine?
Det er ikke underligt, for det er godt set af manuskriptforfatterne - hvis altså det var fiktion.
Indtil videre har byrådet modtaget over 50 indsigelser fra indignerede borgere i alle aldre. Argumenterne for at bevare biblioteket lyder her, at biblioteket er et lokalt mødested - både som ramme for arrangementer og for tilfældige møder i hverdagen med andre lokale, samt et sted at tage hen for forældre på barsel. Et sted for dannelse, der stimulerer læselysten hos børn og unge. Et fyrtårn i profileringen af byen som kulturby og en vigtig institution i tiltrækningen af nye borgere, samt en vigtig samarbejdspartner for byens øvrige kulturinstitutioner - kulturforeningen og biografen.
Og så er det et sted, hvor folk gratis kan orientere sig - fx læse dagens aviser. Flere ældre borgere fremhæver dette og finder det urealistisk, at de kommer af sted med offentlig transport til Støvring for at komme på biblioteket - de kommer der, fordi der er gåafstand og let. Kort sagt spiller biblioteket et stor rolle i byen.
Jeg skal for en god ordens skyld nævne, at jeg selv er bosat i Skørping, så jeg er ikke uden personlige præferencer. Men forslaget om lukning af en kulturinstitution som denne er principiel nok til at kunne løftes op til et generelt spørgsmål.
Er det værd at spare 400.000 kr. årligt på en lukning i forhold til den betydning, det har for byen og dens borgere?
På Kulturmødet Mors diskuterede forskere, politikere, kulturledere og helt almindelige borgere forrige weekend, hvordan man kan løfte kulturlivet uden for de store byer. To anbefalinger gik her igen.
1:Skab et særkende for byen! Profiler jer på noget, andre byer ikke har.
2:Bak om de lokale, der tager initiativ og løfter opgaven. Det, der klarer sig bedst, er lokalt forankret.
I Skørping giver de frivillige arrangører Rebild Kommune begge dele: Et arrangement, der skaber opmærksomhed og bidrager til byens identitet, og en solid lokal forankring.
Det eneste, du ikke skal gøre som lokalpolitiker, er at få dem, der trækker læsset, til at føle sig dumme eller trække på skuldrene overfor det, de gør.
Jeg er klar over, at Rebild Kommune giver et bidrag til litteraturfestivalen. Men det passer på ingen måde sammen med, at man samtidig med den anden hånd lukker det lokale bibliotek, der holder litteraturelskerne stimulerede og fodrer dem med events resten af året til næste litteraturfestival samt danner rammer for festivalen. Eller i det hele taget lukker en institution med så stor betydning i en by som Skørping.
Så kære lokalpolitikere, tænk nu over hvilke signaler, I sender, og hvilke ringe i vandet, I spreder. Der er kræfter lige nu, der arbejder for at løfte Skørping. Bakker I op eller spænder I ben?
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.