Kongens ustabile privatliv og masser af kvinder: Hans Gregersen er klar med ny og afslørende bog
Historien om Christian 4. og hans forskellige kvinder står bestemt ikke tilbage for det britiske kongehus' skandaler og intriger, siger forfatteren
Hvis den følgende historie ikke foregik i det 17., men i det 21. århundrede, kunne den have været det oplagte udgangspunkt for en dansk version af den amerikanske-britiske tv-serie The Crown, som verden over har taget publikum med storm.
For historien om Christian 4. og hans forskellige kvinder står bestemt ikke tilbage for det britiske kongehus' skandaler og intriger.
Christian 4. og kvinderne er den første biografi om den navnkundige konge i mere end 30 år, hvor den nordjyske forfatter Hans Gregersen tegner et fornyet og personligt billede af renæssancekongen.
Ødelæggende kærlighed
Fra hans ægteskab med den stille nordtyske fyrstedatter Anna Cathrine, som han levede sammen med i 15 år, til hun døde i 1612, over den flotte, temperamentsfulde og purunge danske adelsfrøken Kirsten Munk, der blev hans livs store, men ødelæggende kærlighed, til sin tredje og sidste samlever, den trofaste kammerpige Vibeke Kruse.
Christian 4. havde gennem sit lange liv og styre et tumultarisk forhold til sine ægtefæller og elskerinder.
Og det påvirkede ham i høj grad i hans daglige virke som landets øverste, som konge.
Far til mere end 20 børn
I sit alt andet end stabile privatliv og sine meget forskelligartede kærlighedsforhold blev han far til mere end 20 børn født både i og uden for ægteskabet. Det påvirkede hans evne til at styre landet, når der var uro på hjemmefronten.
Hans Gregersen går så tæt på Christian 4.s kvinder og hans forhold til dem, som kilderne tillader.
Dette giver et langt mere nuanceret og detaljeret billede af kvinderne selv, end man hidtil er blevet præsenteret for, og samtidigt blotlægges kongens problematiske forhold til det modsatte køn.
70 bøger
Hans Gregersen (født 1946) bor i Sæby, er læreruddannet og har undervist i historie og engelsk sideløbende med sin forfattervirksomhed, der begyndte i 1975.
Siden pensioneringen i 2009 har han været fuldtidsforfatter, og han har udgivet mere end 70 bøger - blandt andet den meget anmelderroste bog Underdanmark – livet på samfundets bund i 2023.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.