Kulturrådmand: Aalborg Kommune VIL kulturen

Meget kan ofte gøres bedre, og flere penge er altid velkommen, men jeg synes ikke, at der er tale om tomme ord, når vi i Aalborg Kommune siger, at vi gerne vil kunsten og kulturen, skriver Jan Nymark Thaysen i denne kommentar

Fungerende kulturrådmand Jan Nymark Thaysen (V) svarer her på de seneste ugers spørgsmålstegn fra lokale ved kulturbyen Aalborg. Arkivfoto

Fungerende kulturrådmand Jan Nymark Thaysen (V) svarer her på de seneste ugers spørgsmålstegn fra lokale ved kulturbyen Aalborg. Arkivfoto

Som fungerende rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen er jeg oprigtig ked af, at dele af byens kulturliv sætter spørgsmålstegn ved, om Aalborg nu er den kulturby, som vi udadtil gerne vil fremstå som.

Jeg er også ærgerlig over, at der stilles spørgsmål ved, om kultur og sundhed er en god kombination forvaltningsmæssigt. Det mener jeg nemlig, det er. Vi oplever hver dag i forvaltningen synergierne mellem områderne hos os.

I Sundheds- og Kulturforvaltningen har vi foruden kulturen også ansvaret for fritidsområdet og landdistriktsområdet. Samspillet er indlysende, når vi med lokalbefolkningen skal have mest muligt ud af medborgerhuse, forsamlingshuse og i det hele taget skabe rammer for oplevelser i eksempelvis kommunens landdistrikter. Her har vi også lige søsat en populær sommerpulje i kølvandet på Corona-nedlukningen, og senest oplever vi et succesrigt samarbejde med nyskabelserne omkring Halkær Kro.

De nylige resultater og ikke mindst utallige positive borgerhistorier fra Kulturvitaminer-projektet vidner om, at kombinationen sundhed og kultur i høj grad giver mening. Flere andre kommuner i landet følger nøje efter på netop dette projekt.

Selv WHO har for nylig offentliggjort en rapport med evidens for, at kultur har en sundhedsmæssig positiv effekt på mennesker. Så jo, sundhed og kultur giver mening sammen – og så sandelig også sammen med fritidsområdet og vores dejlige landdistrikt.

Personligt er min holdning, at når der vedtages nye politikker for Aalborg Kommune, så skal det naturligvis også følges op med vilkår og økonomiske midler, der muliggør ønskerne. Skåltalerne skal med andre ord kunne realiseres, for ellers er det jo blot tomme ord.

I øjeblikket arbejder vi på de sidste detaljer af den nye kulturpolitik, som i høj grad er blevet til i et tæt samarbejde med kulturlivet og repræsentanter fra hele kommunen. Den politik skal også ud og have ben at stå på – i fællesskab med vores aktive kulturinstitutioner.

Hvis vi kigger faktuelt på investeringerne på kulturområdet, så arbejder vi ud til grænserne af de rammer, vi har tildelt. Jeg kan nævne kæmpe satsninger, som investeringerne i det nye Artcenter på Spritten og realiseringen af monumentalværket Cloud City. Investeringer og støtte til Nordkraft med spillesteder, teater, biograf og galleri, Musikkens Hus, Kunsten, Utzon Center og ikke at forglemme AKKC.

Alt dette bliver hver dag serviceret og underbygget af forvaltningens arbejdsmæssige ressourcer, så jo, vi vil kultur – hver eneste dag.

Vi gør også en masse for Aalborgs kulturvækstlag. I øjeblikket er der gang i renoveringen af ”Huset” blandt andet med henblik på at skabe gode rammer for KORMA, vores nystartede Center for rytmisk musik. Vi har puljer, der hjælper med etablering og renovering af forsamlingshuse samt understøtning af kulturarrangementer i landdistrikterne.

Vi er også med, når der bliver etableret kunst i bybilledet i forhold til events på nye scener og realiseringen af de smukke og farverige gavlmalerier i Aalborg.

For nylig etablerede vi også en ekstraordinær udviklingspulje på i alt 10 mio. kr. til kickstart af kommunens kulturinstitutioner. Og ja – forløbet har været anderledes end normalt, men Covid–19 har også sat os i en ekstraordinær situation, hvor tingene ikke er, som de plejer.

Meget kan ofte gøres bedre, og flere penge er altid velkomne, men jeg synes ikke, at der er tale om tomme ord, når vi i Aalborg Kommune siger, at vi gerne vil kunsten og kulturen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.