Landsorganisation: Aalborg går foran resten af Danmark - alligevel vil man lukke ned
Det virker ugennemtænkt, at man de facto nedlægger det mest innovative og på det menneskelige plan mest udviklende amatørteater i Aalborg kommune, skriver landsdækkende organisation
Opdateret 16. august 2023 kl. 12:56
Debatindlæg af landsformand Ege Juul Nielsen og generalsekretær Pia Longet, DATS – Dansk Amatør Teater og Scenekunst
Dansk Amatør Teater og Scenekunst (DATS) har naturligvis ikke indsigt i en given kommunes økonomi, og skal heller ikke bestemme, hvad den økonomi skal bruge til.
Men DATS vil alligevel gerne gøre opmærksom på, hvad der måske er svært at se, når man er tæt på, nemlig, at Det Hem’lige Teater er helt unikt i sin form og i de resultater, de opnår.
For en landsorganisation er det vigtigt, at der blandt medlemsskaren er nogle fyrtårne inden for deres virke, og sådan et er Det Hem’lige Teater.
I et område, der trods sin størrelse ikke mønstrer mange amatørteatre, har Det Hem’lige Teater formået at øge kendskabet til teatret, udviklet forestillinger og optrædener i byens rum, og alt sammen med en forståelse af, hvad teatret kan: netop at forene kunstnerisk aktivitet med menneskelig udvikling!
Alene af den grund virker det ugennemtænkt, at man de facto nedlægger det mest innovative og på det menneskelige plan mest udviklende amatørteater i Aalborg kommune.
Derudover er Det Hem’lige Teater lige netop indgået i et samarbejde med DATS omkring at skabe en Gadeteaterfestival i Aalborg i 2024. Hvilket også vidner om et teater, der direkte beriger byen ved hele tiden at udvide sine samarbejdsrelationer.
Der skal derfor fra DATS’ side lyde en opfordring til at genoverveje, om den besparelse, man tænker at opnå, er prisen værd, med alt det man i stedet mister og på ingen måde kan garantere kan opbygges igen.
Vi håber, at I politikere i Aalborg tænker jer om en ekstra gang og bevarer Det Hem’lige Teater, som vi i DATS altid fremhæver som det bedste eksempel på, hvor meget man kan opnå med teater.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.