Mads: Heroppe sælger Michelin bare langt flere bildæk end spiseguider
Nordjyske kokke leverer masser af stjernestunder, fastslår journalist og forfatter med ny bog
BOG: - Vi kan faktisk noget her i Nordjylland. Men når det gælder gastronomi, bliver vi bedømt efter en anden skala, end de gør i Frankrig og Italien, ja måske i nogen grad også i København. Det ér bare sværere at sætte Nordjylland på det gastronomiske verdenskort, siger journalist, PR-mand og forfatter Mads Stenstrup:
- Heroppe sælger Michelin bare mange flere bildæk end spiseguider.
Det vil han gerne ændre på – og gennem mange år har han gjort en indsats, der også har båret frugt. Jo, der er kommet Michelin-stjerner til landsdelen – men efter Mads Stenstrups mening er der flere, der fortjener stjerner, og endnu flere, der fortjener opmærksomhed.
Nu ligger der et slags bevis for denne påstand på bordet – en smuk coffee table book om 22 udvalgte restauranter, der godt nok ligger tættest i højborgene Aalborg og Skagen – men bogen kommer ud i alle kroge af Nordjylland. Det er også et vægtigt bevis – 2,5 kg med illustrerede fortællinger om restauranterne, deres mennesker og deres mad.
Bogen Stjernestunder i Nordjyllan om 22 udvalgte restauranter er Mads Stenstrups helt personlige værk.
- Men det er også restauranternes og kokkenes værk. De har sagt ja til at åbne deres verden for os, siger Mads Stenstrup.
Bogen uddeler hverken stjerner, hjerter eller kokkehuer, og heller ingen sure smileyer:
- Vi leder ikke efter håret i suppen, siger Mads Stenstrup, der har været medskribent og redaktør på flere bøger om international topgastronomi. I 2016 var han med til at stifte GastroNorth, der har arbejdet for at løfte Nordjyllands gastronomiske niveau og skabe international opmærksomhed.
Desuden har han sammen med Bent Christensen fra Den Danske Spiseguide søsat konkurrencen Bedst i Nordjylland/ Value for Money.
- Konkurrencen er en hyldest til de nordjyske gourmetrestauranter, der alle fortjener en plads i rampelyset - også for vores, forbrugernes, skyld. Med bogen Stjernestunder ønsker jeg at give de 22 restauranter, der er med, en plads i rampelyset. Det er vigtigt for mig at komme helt ud i hjørnerne af vores landsdel og vise, at ambitionerne og niveauet er højt, også udenfor de store byer, siger Mads Stenstrup.
Restauranterne præsenteres med tekst og billeder, både af mad og af det, der foregår bag kulisserne. Men at gå ud og spise handler om hele oplevelsen. Interiør, service og stemning spiller sammen om oplevelsen, og det er dén, Mads Stenstrup vil indfange i tekst og billeder.
Han håber, at bogen kan forlænge de gode oplevelsen for gæsterne og mindes dem, og også prøve nye steder, de måske ikke kendte - og at bogen også får plads på gaveborde, hvor der ellers ville stå endnu et par flasker vin.
- Og selvfølgelig sender vi også en bog ned til Michelin-guiden i Frankrig. Så håber vi bare, at de også vil kigge i den, siger han.
Ved siden af forfatterens eget forord giver den internationale stjernekok Jeppe Foldager, der vandt sølv ved Bocuse D’or, VM for kokke i 2013, og er født og opvokset i Hirtshals, sit besyv med:
- Når man som jeg arbejder med gastronomi på højt niveau, kan man nemt lade sig forblænde af det internationale – de store køkkener, de store navne, de store byer. Men det er hjemme i Nordjylland, jeg mærker rødderne. Her findes der en ro, kvalitet og stolthed, som ikke kan kopieres.
Mads Stenstrup er selv fra København, men startede sin journalistiske karriere i Thy. Han er tidligere JP- og Nordjyske-journalist, og har siden 2008 været selvstændig med PR og kommunikation. Hans stofområde har især været forsvaret.
Hvordan kom du fra forsvaret til gastronomien?
- Som så meget andet i livet ved et tilfælde, forklarer Mads Stenstrup, der altid har interesseret sig for gastronomi, uden at dyrke det voldsomt i sit eget køkken.
Altså ud over, at han et ekstra køleskab kun til ost og en ekstra fryser kun til skaldyr.
- Det begyndte, da afdøde Henrik Rosdahl fra Penny Lane tog mig med ud at sejle for at fiske og spise nytårstorsk med fiskerne, fortæller Mads Stenstrup. Det førte ham omkring Mortens Kro, der installerede kamera i køkkenet, så gæsterne kunne følge med, og til samarbejdet med Bent Christensen fra Den Danske Spiseguide. Så udviklede det sig bare derfra, fortæller Mads Stenstrup, der nu også har stiftet sit eget forlag, GastroMani, sammen med sin faste samarbejdspartner, grafikeren Ebbe Rubien.
- Måske er sådan en fysisk bog en anakronisme. Men jeg synes, det giver mening mellem alle tidens elektroniske løsninger. En følelse af at stå med noget særligt kvalitet mellem hænderne, siger Mads Stenstrup.
- Bogen Stjernestunder i Nordjylland har tekst på både dansk og engelsk. Den er både en gastronomisk guide og minder om gode spiseoplevelser.
- Den udkommer 21. oktober og præsenteres ved en reception på Restaurant Fauna i Aalborg. Ud over hos restauranterne og i boghandler kan bogen købes direkte hos www.forlagetgastromani.dk.
- De 22 restauranter er Abstrakt, Alimentum, Bach & Nurup, Bühlmann, Bistro Dejavú,Essens Gaarden, Fauna, Færgekroen Hadsund, HimmerRiget, Hjorths Badehotel, Hos Isidor Henius, Håkon, Limfjordens Hus, Mortens Kro, Hotel Nor - Badehotellet, Oké, Plesners Badehotel, San Giovanni, Strandhotellet Blokhus, Tri, Hotel Thinggaard og Vendia Gourmet & Brasserie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.