Mesterlige Marker vendte hjem: Aalborgs bysbarn er blevet en moden frontkvinde

KONCERT
Ginne Marker
★ ★ ★ ★☆ ☆

Ginne Markers musik er ikke for alle. Selvom hendes seneste single ”Something In The Way You Move” afslører et lidt mere radiovenligt udtryk, hook og groove (vi får den serveret over højtalerne til en let afskedsdans, da lyset i Europa Hallen bliver tændt efter halvanden times musikalsk mindfulness), så kræver det aalborgensiske bysbarn nærvær, opmærksomhed og ro.

I en tid, der emmer af alt andet end fordybelse, er det imponerende, at Marker fylder salene både fredag aften i Aalborg og DR´s koncerthus lørdag. Og kan man finde evnen til at besidde det, er chancen for, at man bliver rigeligt belønnet.

Marker er bedst, når hun ikke kun søger det traditionelle singer/songwriter udtryk, men fletter de jazzede molakkorder ind i sin sangskrivning og i arrangementerne.

Som for eksempel på ”For Seasons To Come”, der mere end til fulde åbenbarer, hvorfor Marker er ved at finde et (stort) publikum i Paris. Både Nordens og den franske hovedstad. Det stående afsluttende bifald, viser, at førstnævnte i hvert fald har overgivet sig.

Marker har taget sin tillidsmand, producer og sidekick Aske Jacoby med på guitar og bas, samt Johan Dalgård på keys, og det er en trio, der har et internationalt snit. Man fristes (over evne) til at skrive det globale i det lokale.

Dog blev det til sidst i koncerten et irritationsmoment, at flere minutters intermezzoer i sangene skulle fyldes ud med Jacoby, der spillede guitarrundgange og soloer. Ganske overbevisende, bevares. Men det tilførte ikke sangene noget som helst.

Faktisk tog det fokus fra dem, og med sange af så stor kvalitet var det en fandens skam. Også selv om det som trio i et spartansk set-up selvsagt kan være svært at fylde arrangementerne helt ud som på albummene. Guitarsoloer har dog sjældent gjort en sang bedre.

Og når vi engang er færdige med at diskutere helligdage, Irma, og om Aalborg Kommunes borgere nødvendigvis skal betale en ekstra medieskat til TV2 Nord, så bør vi tage diskussionen, om djævle-håndtegn ikke bør forbydes for alle, der har rundet de 40 år. Uanset hvor imponerende et CV, de end har.

Men ”Never Golden But Beautiful”, ”Omen” og ”Titans” bliver spillet med stor overbevisning og tydelig spilleglæde og tiltro til det stærke materiale.

Foto: Anne Kirstine Roed

Marker er i sin egen ret en eminent og ubesværet guitarist og vokalist, hvilket gør, at man ikke ret ofte bemærker, at tekstuniverset ikke foregår på modersmålet. Og det hører efterhånden til sjældenhederne, at dette ikke virker som en akilleshæl hos en dansk kunstner.

Både i udtryk, levering og tone er der ikke ret meget danglish over Marker. Det er kun, når den umiskendelige aalborgensiske dialekt lyder fra scenekanten, at vi hører, at dette er en kvinde, der er opvokset ikke mange kilometer fra Europahallen, der står foran os, badet i det afdæmpede jazzklublys. For hun er modnet. Ikke kun som sangskriver og vokalist, men også som frontkvinde. Der er en selvtillid i Marker nu, der ikke kan holdes tilbage.

Det eneste, der herfra er at være bekymret over, er, om Marker (og Jacoby) falder for at strømline udtrykket i jagten på hooks og airplay, eller forfalder til at ville lyde som Eric Claptons guitarblues. For sidstnævntes skib er sejlet for længst, og det er ingen inspirerende havn at lægge til kaj i.

De skal i stedet insistere på, at der er kvalitet og talent nok i Ginne Markers sangskrivning, stemme og scenekarisma til at omfavne alt fra vokaljazz, Joni Mitchell og lidt 70er disco. For det er der. Og det kan bringe hende endnu tættere på - og endnu længere væk fra Aalborg. Hendes talent er uomtvisteligt.

Ginne Marker

AKKC (Europa Hallen), 3. februar

VIS MERE

Musik

Festival udvider i Nordjylland: "Jeg er vild med stedet - der bliver sikkert også danset på bordene"

---

Musik

Ginne kunne ikke komme ud at spille, men så lavede hun en fantastisk plade i stedet

---