Der er så lyst, at det næsten på sin vis kommer til at virke forkert, at det skal handle om mørke og mystikken, for det mørke fader ud og overbelyses.

Værkerne af de tolv forskellige kunstnere kredser uden tvivl om mørket og fortolker det lys, der måtte være at finde i det.

Fie Norskers akvareller er som tarotkort, der spår om underfundige monstre og mareridt, der har været eller som kommer. Amerikanske Paul Brainard viser kraftige blyantstegninger, der brænder i gennem i deres direkte henvendelser med øjne, der kigger lige tilbage på beskueren.

Christina Hamres store stoflige assemblage Natsommerfugl er lige dele sart og hårdtslående med sin florlette slør, der både afslører og tildækker den store tyngde der er i mørket, der kalder på et memento mori (husk du skal dø), og som nærmeste svæver os i møde. Ulrik Weck seks store farveragtige malerier er som parafraser over kendte Edvard Munch-ikoner, og som her får deres eget liv i menneskets grundvilkår af at være alene og ensom. 

Henrik Kramer Westergaard får i sine blanksorte keramiske værker, mørket til at vokse, ud og op. De er kraftfulde og hans store næsten kulsorte tavler, der så tykke af maling, så de sidder i små klumper, har en drøjde og tyngde, som løftets af bittesmå glimt af farver, så bruger igennem og næsten går at de tunge værker ikke drætter ned af væggen, og man bliver nysgerrig til at gå hel tæt på mørket og se det og det lyse det også rummer.

Jon Stahn’s skulpturer af en kanin og en afstøbning af anus, er humoristisk og underlige. En madonna og et futuritiskpræget hoved på gulvet har den urolighed i sig, at man både drages og frastødes. Den sorte bronze er blankt og poleret og alligevel med knivskarpe kanter.

Frodo Mikkelsen, der også står bag opstillingen og samlingen af de tolv kunstnere herhjemme fra det nørrejyske og fra udlandet, har sat den ensomme cowboy og kraniet, som ellers er et godt kendemærke hos ham, lidt til side. Hans ellers farverige og klare farver er dæmpet og sløret, så der er en større dybde i dem. Og hans store skulptur af en sort kiste midt i det mindste rum kunne være mistrøstigt, men er meget håbefuld, især med sin lille fortælling, om kvinderne der i Ukraine, putter solsikkefrø i lommerne på deres sønner og mænd, så om de falder og dør i kamp, vil der spire noget op af deres krigsgrave. Det er både uhyggeligt og opbyggeligt.

Jonas Pihl får os ud i rummet og man forsvinder og forvirres i hans maleriske optiske bedrag ud og ind af rum og rummet. Og sluger os og lokker os længere ind i grotter og glemte verdner. Væsner og ting vendes på hovedet og fordrejes, så vi nu ser dem ret.

Udstillingens højdepunkt er i hjørnet af det store udstillingsrum, og er stilfærdig på sin egen måde, for i Christian Harbsmeier Brøggers fem stærke malerier, hvor er der meget på færde, ses både mørket så det mærkes og mystikken føles. Det handler om de rum, som vi er allermest fortrolige med derhjemme. Og her ses så det der gemmer sig i skyggerne og mellem rummets genkendelige overflader og ting. Her trænger mørket sig ind over det kendte, så det ikke længere er helt så kendt og trygt som ellers. Ting anes og tydes. Det er virtuost.

Udstillingen viser flere gode værker, der brænder igennem med mørke og liv og det hele er sat sammen i en næsten pædagogisk opstilling, og man kunne ønske, at mørket var mere påtrængende og pågående i de lyse rum, så lyset fik en baggrund at skinne igennem og op i mod og mystikken, ikke bare i værker, som findes i dem, men så hele temaet blev tydeligt mellem værkerne, og stod tydeligere frem.

Udstillingen har nok at være nysgerrig i og imod og derfor et besøg værd.

"Se i mørket", Himmerlands Kunstmuseum, Aars, indtil 7. april

Foto: Fra Himmerlands Kunstmuseum

Foto: Fra Himmerlands Kunstmuseum

Foto: Fra Himmerlands Kunstmuseum

Foto: Fra Himmerlands Kunstmuseum