Coronavirus

Mundbindets nekrolog: Du var træls at se på, og du vil ikke blive savnet

Først mente man ikke, at de virkede, så skulle man bruge dem nogen steder og til sidst næsten overalt. Mandag er det slut.

Illustration: Jette Klokkerholm

Illustration: Jette Klokkerholm

Du kom, du var synlig overalt, men du vil ikke blive savnet.

Ret meget mere behøver der ikke at blive sagt, når mundbindet på mandag bliver lagt i graven.

Der er næppe mange, der vil savne halvmasken, som vi jo bar, fordi sundhedsmyndighederne vurderede, at den begrænsede risikoen for, at vi blev smittet eller smittede andre med coronavirus.

Først skulle vi ikke, fordi Sundhedsstyrelsen ikke mente at kunne påvise, at mundbindene havde en effekt. Det havde de så i august og især i oktober, da det blev et krav at gå med mundbind i blandt andet supermarkeder.

Men de var trælse at gå med. Varme og generende. Selvfølgelig mest for dem, der måtte gå med dem længe ad gangen, men selv efter kort tid var de bare ubehagelige, også fordi de mindede en om, at tiden var inde til at spise noget, børste tænder eller gnaske noget tyggegummi. For de forfængelige ødelagde den makeuppen, og for vi synshandicappede duggede den brillerne - måske havde det virket, hvis man havde fulgt sundhedsmyndighedernes råd om at vaske briller i opvaskemiddel og i øvrigt klemme maskens metalskinne fast om næsen?

De var trælse at se på. Både, når de lå smidt på fortovet, og når de sad i hovedet på andre mennesker, der jo rent faktisk kunne stå og smile til en, uden man kunne vide det. Man så det ikke, og øjnene afslører jo ikke alt, især ikke når man blev distraheret af, at mundbindets elastik trak deres ører frem - og ud - så de lignede noget, man anstændigvis ikke kan beskrive særlig præcist.

Mundbindene med den ellers så hav&himmelfriske lyseblå farve blev trælse at se på. Ikke helt som de fantasifulde mundbind, som nogen bar for at skille sig ud fra mængden, men næsten. De åbenlyst smarte og velsiddende mundbind var også irriterende at se på - hvis man ikke havde et selv.

De var trælse, fordi de ofte var væk, når man havde brug for dem for at komme ind et sted, man gerne ville. Skræmmende, hvis de nu omvendt dukker op, når man ikke længere har brug for dem.

For det værste ved mundbindet var, at det mindede os om, at der var noget rivravende galt. Noget farligt på færde. Mundbind i det offentlige rum var noget, der hørte til i dystopiske skrækfilm, eller blev båret af asiater, som vi - med en god portion hvidvestlig etnocentrisme - gerne opfatter som lidt løjerlige og barnagtigt ængstelige. Nu var det os selv, der lige nu og her bar masker og dermed mindede hinanden om, at der var en dødelig virus imellem os. At vi var farlige for hinanden

Når alt det er sagt, så er der jo også nogen, der kommer til at savne mundbindet. Mest af alt selvfølgelig dem, der føler sig utrygge ved at gå uden, og ikke kan få sig til det, når de nu ikke længere skal, og fordi de er nervøse for at blive skældt ud af dem, der er imod brugen af mundbind. De findes jo, mest blandt dem, der på nettet har selvuddannet sig til corona-eksperter, og blandt de pjevsede mænd i sort, der - siger de selv - har været bange for mundbindet, fordi de har fået fortalt om en mand i Düsseldorf, der har taget skade af nanopartikler indeholdt i mundbind.

De skræmte mænd syntes også, at det var et overgreb mod deres personlige frihed, at de skulle bære mundbind, og skal man endelig rose mundbindet for noget, så er det, at det fik os til at diskutere, hvad man hver især gør for fællesskabet.

Begivenheder værd at mindes

I øvrigt har de de sundhedsmæssige aspekter ved mundbindet været kendt længe. Første gang, mundbindet er at finde i det Nordjyske Historiske Avisarkiv, er 7. juni 1948. Da anbefalede Skagen Avis' huslæge, at den forkølede mor bærer mundbind for at undgå at smitte sit barn, når hun vasker det - og i øvrigt at hun selv vasker hænder, inden hun pusler barnet.

Måske er det den slags betænksom omsorg, de sortklæde mænd ikke mødte i deres barndom, men på mandag kan de - og vi andre - igen ånde frit.

Inden da er det måske værd at huske, at der selv i mundbindets tilværelse været begivenheder, der er værd at mindes. Mange vil huske, dengang nævnte Søren Brostrøm på tv viste, hvordan man skulle - eller kunne - tage et mundbind på, og så var der jo de tilfælde, hvor selvretfærdige medborgere havde fanget ham i situationer, hvor han ikke havde mundbind på, selv om han skulle.

Der kan have været flere momenter, og skulle man være en af dem, der kommer til at savne mundbindet, så kan man uden at vække særlig opsigt tage sig en tur med bus eller tog og lade være med at sætte sig ned. Så skal man nemlig stadig bære mundbind. I hvert fald frem til 1. september.

Derudover har mundbindets skæbne under coronaen nok sikret sig en plads i pensum på handelsuddannelser. Først var de svære at få fat på, mundbindene, og tilmed dyre. Så var de i restordre, men så kom markedet til at fungere, og de blev både billige og nemme at få fat i. Man kunne endda få dem gratis, men så med reklamer på.

For de fleste vil 14. juni dog blive den dag, hvor vi kunne fejre, at vi - for denne gang - ikke længere skulle bære mundbind, og får man brug for at huske datoen, så kan man alt efter sin historiske interesse huske den på, at det er den tidligere coronapatient og præsident Donald Trumps fødselsdag, eller at det er Hans Kongelige Højhed Arveprins Knud dødsdag.

Og vi tager den lige engang til til ære for dronningens farbror, der i 1976 blev vist den respekt at blive stedt til hvile i Roskilde Domkirke. Så meget kan vi ikke gøre for mundbindet. Vi nøjes med en gravsten og et håb om et ordentlig endeligt for de mange lyseblå, der lyser op i landskabet. Da det gik bedst - eller værst - brugte alene borgerne i Danmark fem millioner mundbind om dagen. Lad det hvile i fred - bare ikke i det åbne landskab.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.