Musicalstjernen Stig Rossen spiller revy i Aalborg
Revy med to uprøvede kræfter overtager efter Cirkusrevyen

Odense Sommerrevy har et miks af uprøvede og erfarne revyskuespillere: Thomas Mørk, Mathilde Passer, Lars Arvad, Vicki Berlin, Stig Rossen. Foto: Anders Wiuff
AALBORG:Odense Sommerrevy overtager scenen hos Aalborg Kongres og Kultur Center, når Cirkusrevyen til september spiller for sidste gang. Deres første show i Aalborg i 2020 bliver med to revy-novicer.
Sangeren Stig Rossen er nok mest kendt for tre ting: To gange har han optrådt i Dansk Melodi Grand Prix, han leverer julekoncerter over hele landet og så har han sunget ”Les Misserables” over 1500 gange. Revy er en helt ny genre for ham - selvom han har været i nærheden af det humoristiske som en af de fire ”Four Jacks” i teaterkoncertudgaven og har haft flere roller som skuespiller.
Stig Rossen
Fra Kolding, bosat i London i 13 år, men er nu tilbage i Danmark
1988 Dansk Melodi Grand Prix med ”Vi danser rock og rul” - og igen i 2007
1990 Spillede hovedrollen som Jean Valjean i Les Miserables i England
1991 Solopladen ”Starry Starry Nights” er siden fulgt op af både julesange, egne sange og hans fortolkninger af popmusik
1997 Begyndte en årrække af julekoncerter og udgivelser
Har deltaget i musicals som ”Chess”, ”Egtved Pigen”, ”Jesus Christ Superstar”, ”Kærlighedens farve”, ”Fregatten Jylland” og har sunget Les Miserables over 1500 gange
I 2000 begyndte han også som skuespiller. Debuten var i Det Danske Teaters stykke ”Ballader om kunst og kærlighed” men har siden også roller i: ”Sweeney Todd” og ”Mens vi venter på Godot”. På tv blev det til en rolle som politimester i ”Rejseholdet”
Har lagt stemme til flere tegnefilmsfigurer
Har haft en gæsterolle i et enkelt afsnit af ”Klovn”
Har turneret rundt med Four Jacks teaterkoncerter
Mathilde Passer er et nyt blad på den danske skuespillerscene, da hun blev færdiguddannet i 2017, men hun har allerede været med i folkekomedien ”Jeg er sgu min egen” på Nørrebro Teater, hvor hun spillede hovedrollen. Som barnebarn af Dirch Passer er hun indirekte flasket op med revy.
Mathilde Passer
Uddannet fra Skolen for Scenekunst på Aarhus Teater i 2017
Hovedrollen ”Annie” i folkekomedien ”Jeg er sgu min egen” på Nørrebro Teater
Barnebarn af Dirch Passer, der døde da hun var 13 år.
Med på holdet er dog også mere erfarne kræfter: Vicki Berlin, Thomas Mørk og Lars Arvad har været med fra begyndelsen af Odense Sommerrevy, der blev skabt i 2016. Joy-Maria Frederiksen instruerer igen, mens Morten Wedendahl fungerer som kapelmester.
- Jeg er pavestolt over at kunne præsentere dette hold. Jeg synes i alt beskedenhed, at det er lykkes at skabe både genkendelighed og fornyelse med dette line-up. Jeg mener, at vi som branche har en vis forpligtigelse til at kaste nogle nye navne i puljen en gang i mellem. Både Stig og Mathilde er revydebuttanter, og det er så vigtigt, at vi får nogle friske kræfter ind i trædemøllen, så det ikke bare er de samme skuespillere, der kører i ring. Når de nye navne så alligevel vækker genklang, så synes jeg, det er lykkedes både at give folk noget de gerne vil have, men samtidig udvikle revyen og fastholde det, vi ved, der virker, siger Lars Arvad i en pressemeddelelse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.