klassisk musik

Musikalske lækkerier serveret af Ensemble MidtVest

Det var et smukt Mozart-rum at være en del af og botanisere rundt i, lyder vurderingen fra Nordjyskes anmelder.
Det var et smukt Mozart-rum at være en del af og botanisere rundt i, lyder vurderingen fra Nordjyskes anmelder. Fotos: Andrej Grilc

KONCERT: Esemble MidtVest

Ensemble MidtVest havde kastet sig over et rent Wienerprogram til Kammermusikforeningens 2. sæsonkoncert, Mozarts kvintet for klaver og blæsere i Es-dur fra 1784 og Schuberts store Oktet i F-dur fra 1824. 

Kun 40 skiller de to værker, forskellige som nat og dag; men begge rummer de en sprudlende energi og musikalitet, og da i særdeleshed i hænderne på de ni musikere fra Ensemble MidtVest, som musicerede med gejst stort overskud.

Mozarts kvintet er oprindeligt komponeret for klaver og fire blæsere, hvor man forestiller sig komponisten selv har leget med ved pianofortet. Lykkelige de Wiener-borgere, der i sin tid kunne opleve det, vi andre fik den her i en ganske udmærket bearbejdning, hvor klaverstemmen blev udført af en strygekvintet. Det fungerede upåklageligt, bortset lige fra solokadencen, som jo altså blev uden solist!

Til gengæld fik alle ni musikere lov til at boltre sig som solister på skift med gode, friske tempi og et sprudlende musikalsk sammenspil, der lyste af energi og spilleglæde. Der var lagt megen omhu i indstuderingen til frasering, musikalsk udtryk og en vel afbalanceret ensembleklang, så det var et smukt Mozart-rum at være en del af og botanisere rundt i.

I Schuberts store Oktet for fem strygere plus klarinet, fagot og horn var den musikalske arkitektur den samme, otte solister der indgik i skiftende konstellationer, og hvor sammenspillet konstant ændrede karakter på ægte kammermusikalsk manér. Også her måtte man imponeres over en fremførelse, der var gennemtænkt ned i mindste detalje, og sammenspillet, der på trods heraf virkede både levende spontant og sprængfyldt med energi.

Der var større rum for solisterne her, bl.a. Zilvinas Brauzauskas’ smukke klarinet-solo i adagio-satsen og hans efterfølgende dialog med Nicolas Dautricourts 1. violin. Variationssatsen eksponerede også Benjamin Tomters cello samt Yavor Petkov (fagot) og Neil Page (horn).

En stiv klokketime spillede dette smukke værk, men det opdagede man først, da det hele var til ende. Undervejs åndede man blot med musikken i denne helstøbte og originale fremførelse med MidtVest ensemblet.

Hele koncerten kan (gen-)høres onsdag d. 7. oktober på P2 Koncerten, hvilket kan anbefales varmt.

Mozart, Schubert
  • Ensemble MidtVest
  • Aalborg Kammermusikforening
  • Sankt Markus Kirke
  • Mandag aften

Gå til relaterede emner

Forsiden