Forfatter i svime over Nordjylland: - Der er så smukt, at man ikke kan forestille sig det

Forfatter Knud Romer har aldrig været nord for Limfjorden. Nu deler han sine oplevelser. I andet afsnit går turen til Vendsyssel

Foto: Laura Kirch Kirkegaard

Foto: Laura Kirch Kirkegaard

Forfatter Knud Romer har for første gang besøgt Nordjylland nord for Limfjorden. Her følger kapitel 2 ud af 3.

Jeg skal opleve Vendsyssel for første gang, og efter en enkelt dag i Aalborg med Laura siger jeg allerede ”fjååårten” og ”skjååårten” og føler mig klar til at overnatte i Nørholm Skov, inden turen går nordpå for alvor.

De havde sommerhus på Mariehønevej, fortæller hun og kører forbi Bodils vejbod med syltede asier og friske kantareller. Vi stiger ud ved ”Bollebo”, hvor bageren stadig bor - og når hen til lysningen. Den er sprunget i skov, men Laura kan skimte deres legehus i gult og himmelblåt bindingsværk. Det rummer solen og vinden og fyrretræsduften fra hver evig, eneste sommer.

Hjulsporet ned mod fjorden løber ud i græsset, og vi går bare i ring og tilbage til vejen, hvor vi kom fra. Der er så smukt, at man ikke kan forestille sig det på den flade landingsbane i Aalborg Lufthavn, og jeg kan se, at vi har trådt et hjerte ud i marken, der lyser i solnedgangen.

Næste dag krydser vi omsider Limfjorden for at spise på Futten i Blokhus. Badebyen glinser af mennesker i shorts og klipklapper: Nordens bette riviera.

Futfrokosten plejede at koste 39 kroner - altså ikke ”føøøar” - og der var sild, fiskefilet, lun leverpostej og ost på bardisken med en stor fadøl. Nu er prisen firdoblet, og ”jomfruhummerne” nærmer sig et mordforsøg uden citron.

Til gengæld underholder Ib Grønbech på scenen: ”Jeg Har Fået En Trailer. Og Mor Har Fået Mave På!” Bifaldet er sporadisk, og Niels Hausgaard har fortalt mig, at han optræder i Vendsyssel for at lære angsten at kende. Det er umuligt at regne ud, hvad de faktisk synes om det.

Men så kan man jo køre ad stranden mod Saltum, og hvis ikke det var for alle bilerne, ville udsigten være overdådig: Bulbjerg i Syd, Rubjerg Knude i nord. Laura siger, at sandet ikke findes finere end her, og prøver forgæves at få mig til at dyppe fødderne i hawet. Det er alt, alt for stort.

De dukker op fra fortiden i sandet: Bunkerne fra Anden verdenskrig - og minder mig om, at jeg er tyskerbarn på min mors side. Historien er lige så svær at slippe af med som Atlantvolden, der er støbt i den hårdeste beton.

Graffitien rammer mig som tyskerhadet i skolegården - ”Zimmer Frei” - og jeg fatter ikke, hvorfor den tyske stat ikke er blevet bedt om at fjernet lortet, men de tjener som kystbevaring, finder jeg senere ud af. Og turistmål med lidt anskuelsesundervisning.

Jeg foretrækker at få renset hovedet, og vi går ud på den lange mole af kampesten, hvor bølgerne bryder hvidt med den samlede kraft fra Vesterhavet og bader os i skumsprøjt og vind.

Vi kører meget hurtigt gennem Saltum, fordi Sussie og Leo lever i et åbent forhold, og ud til Kordals Klit. Sommerdagene i Lauras barndom gik mellem brændingen og klitterne med marehalm og hybenroser. Stierne er fulde af kærlighed og hjertegræs. Vi plukker Jomfru Marias Sengehalm og nyder udsigten til istiden i landskabet.

Det hedder Lille Norge, og sådan spiller de deres kort i Nordjylland. Enten er det størst og billigst lige fra Wienerschnitzlen (98 kroner) til sandslottet på 21,16 meter i Blokhus - der er opsat en trafiktæller for at måle effekten i besøgstal - eller også sammenligner man sig med Norge og Paris, som næsten er Aalborg.

Dagens højdepunkt er 100 - hunaaar - meter højt: Rubjerg Knude. Vandreklitten kommer os i møde med fyret, som Murer-Kjeld og hans frygtløse team flyttede for at forhindre det i at styrte i havet. Jeg fulgte med på fjernsynet sammen med resten af verden - mindst - og måske er det en turistattraktion, men vi er alligevel ens som sandet og forsvinder med det i naturen, som er større end os selv.

Foto: Laura Kirch Kirkegaard

Foto: Laura Kirch Kirkegaard

Historien bliver ved med at forfølge mig hele vejen til pølseboden, og jeg får taget et foto under skiltet: ”Pølsetyskeren.” Laura siger, at vi skal nyde det søde, flygtige liv og forkæle os selv på Gammel Vrå Slotshotel!

Der ligger noget, som engang var en tennisbane og ligner en rådden, indhegnet fængselsgård, og hvis de skriver med store bogstaver på muren foran hovedbygningen, at det er ”SLOTSHOTEL OG RESTAURANT”, ved man, hvad klokken har slået.

Receptionen befinder sig i kælderen, og alting lugter af brun sovs. En træt, ældre dame registrerer mit visakort og udleverer nøglen til suiten for enden af en gang til møbelopbevaring. Den lyserøde dims på væggen skal gøre det ud for himmelseng, og sæben på toilettet kommer ud af en sort plastikdispenser. Der er et skilt med streg over cigaretten: ”Rygning forbudt”. Jeg tænder uvilkårligt piben.

På natbordet ligger der en fluesmækker - og den eneste hilsen i gæstebogen i receptionen lyder: ”FLIES!” Baren består af rengøringsmidler - balkonen er pilrådden - og restauranten i kælderen er mørk og tung af depression, hvor det ene par efter det andet sidder uden en lyd og hader hinanden for at være endt her.

Vi beder om at få serveret udenfor i det fri foran lindetræet. Det er en lang skæbne, som stiller maden på det beskidte bord. Hendes underarm har en tatovering:

”Jeg bærer med smil min byrde.” Hun har travlt, og jeg når lige at spørge om, hvem der ejer stedet: Lokdam.

Velkommen til Danske slotshoteller - og tjek Trustpilot, før du bestiller et ophold, der gør en ende på romantikken med mug, møg og morgenmad fra helvedet. Godt nok var det ikke til at sove for fluer, men så kunne vi smække hinanden hele natten.

Fik du ikke læst 1. kapitel, så kan du læse det her:

3. kapitel finder du her:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.