Kultur

Knud Romer: Nu ved jeg hvorfor man tror, at det er et yndigt land

Forfatter Knud Romer har aldrig været nord for Limfjorden. Nu deler han sine oplevelser. I tredje afsnit går turen til Thy og Skagen

Foto: Laura Kirch Kirkegaard
Foto: Laura Kirch Kirkegaard

Forfatter Knud Romer har for første gang besøgt Nordjylland nord for Limfjorden. Her følger tredje og sidste kapitel.

Lige meget hvad der venter os på den sidste del af vores ekspedition i Nordjylland, er det en lettelse at slippe for Gammel Vrå Slotshotel. Laura trykker speederen i bund og råber til vinden i mit hår: Hanstholm!

Havet trækker i mig fra Falster, hvor jeg kommer fra - vejen er fuld af gederams, engbrandbæger og rølliker - og snart bryder brændingen med surfere på toppen.

Bølgerne, molen og havnen i min næse - måger skriger og sejler uden et vingeslag - og højt oppe langs kysten går vi igen mellem bunkerne fra Anden verdenskrig. Undergangen er blevet til et museum - ammunitionstoget kører med gæster - og Laura hjælper mig på stien med trærødder og ned ad den stejle trappe med de øjne, som jeg ikke længere har selv.

Jeg har hørt, at havnegrillen er god, men det er den ikke. Den er fantastisk og overtaget af kokken fra en Michelinrestaurant. Vi sætter os udenfor og spiser paella med friske jomfruhummere, og nabobordet hilser på: ”Kender jeg ikke din stemme?”

Tilfældet vil, at det er Finn Jorsal - kongen af Cold Hawaii i Klitmøller - og vi skal tage ud til fyret, siger han. I øvrigt er der en legatbolig til forfattere, hvis det skulle være, og jeg drømmer allerede om at sidde og skrive i efterårsstormen på vej op til den smukkeste udsigt i Danmark.

Laura peger, og Thy Nationalpark breder sig ud. Pludselig forstår jeg, hvorfor man tror, at det er et lille, yndigt land, når man kommer fra det flade Falster. Horisonten er uendelig med den grønne lyng og hvide bølger i Vesterhavet, og jeg kan se for mig, hvordan Saurons tropper fra Ringenes Herre - Tol­kien - samler sig over heden til det endegyldige slag.

Der er ingen vej udenom, og vi skal til Skagen. Det er umuligt at komme ind i byen - og næsten umuligt at komme ud. Alt for mange biler, alt for mange mennesker - Laura brænder sammen i et kryds - og det er bedst, hvis jeg bare holder min kæft. Det viser sig senere, at folkemængden selvfølgelig har spredt coronaen, og vi smutter heller ikke til Gammel Skagen i uge 29, fordi det ligger i København.

”Vi skulle have taget toget”, råber Laura og holder ind på en fyldt parkeringsplads. For et øjeblik tror jeg, at ”Grenen” er en iskiosk - det står på skiltet - men hun slæber mig over klitterne og langs med stranden, hvor en lind strøm af mennesker går frem og tilbage sammen med os.

Jeg synker min forestilling om at være andet end hvem som helst - og glæder mig over, at vi alle bare er turister i livet med de samme følelser og samme oplevelser - og trasker ud på den sidste, yderste spids.

Laura Kirch Kirkegaard og Knud Romer på toppen af Danmark

Vi står på toppen af landkortet, og jeg giver op og tager sko og strømper af og sjasker ud i vandet med Laura, hvor Vesterhavet og Kattegat bryder mod hinanden i et skummende kys.

”Hvad er det?” spørger Laura. Jeg har knækket Grenen af og taget den med i lommen. Hun sukker sødt og kører ud til Kandestederne ad en plan vej i sandet: Tyskervejen. Den blev også bygget af besættelsesmagten, og jeg er ved at være træt af deres infrastruktur i hovedlandet.

Vi holder ind ved kiosken og køber to, små flasker vin, hvid og rosé, og vader gennem sand og mere sand for at komme op på den største - og billigste - vandreklit: Råbjerg Mile.

Det er vi heller ikke alene om, men landskabet er så overvældende og stort i de bølgende klitter, der vil dække landevejen om 100 - hunaaar - år, at selv den svenske børnefamilie forsvinder, og vi klinker med hinanden i lyserødt og hvidt, inden vi forsvinder med dem.

Det er tid til meningen med det hele i Aalbæk. Her bor et stykke af verdenshistorien, som hedder Lean Waage Bech. For 14 år siden ringede jeg ud af det blå for at spørge, om det er hende, som havde frisørforretningen i Teheran: Lean of Copenhagen?

Det var det, og hun er grunden til, at det lykkedes mig at skrive den persiske historie i min roman, ”Kort over paradis.” Siden har vi adopteret hinanden, og jeg kalder hende for ” مادر بزرگ” - bedstemor. Hun har fået en buket stillet til os på værelset i badehotellet.

Lean kommer ud af det lille hus på villavejen med energiske skridt. Hun fortæller, at lynet slog ned og splittede skuret ad, og vi giver hinanden et dybt og inderligt, vaccineret knus.

Vi snakker om minderne og sætter os i haven til et stjerneskud fra delikatessen i Spar. Hun er blevet snydt, fordi indrykningen af annoncer giver tilsvarende omtale i lokalavisen, men intet kunne være mere ligegyldigt.

Lean har rejst jorden rundt med sin saks og friseret Jacqueline Kennedy - hun havde en flad nakke og skjulte den med en pilleæskehat - og jeg kan omsider plante mig i hjørnet, som er tilbage af hendes salon, og blive klippet af selveste Lean of Copenhagen.

Bagefter er det Lauras tur til at få taget spidserne, og så er det slut. Vi får en kirsebærvin med fra 1985 - Lean drikker ikke - og vinker farvel til hende og Vendsyssel og vandet og sandet, der rinder mellem vores fingre som tiden i et timeglas.

Om lidt skal vi ses igen, Inshallah.

Fik du ikke læst 1. kapitel og 2. kapitel, så kan du læse med her:

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden