Prestigeprojekt kan skifte profil: - En ny direktør skal sætte sit eget præg
Et af de mest komplicerede byggeprojekter i Danmark i mange år er ved at falde på plads - nu kommer der nye øjne på det kunstneriske indhold.
Opdateret kl. 18:13
AALBORG: Det er ikke hver dag, Danmark får en kunsthal af den kaliber, der er lagt op til på den gamle spritgrund i Aalborg, og en ny direktør for Kunsthal Spritten skal kunne jonglere mange bolde i luften.
- Det er et projekt med stor tyngde. Jeg tror, at få gør sig begreb om det monumentale omfang af Saracenos værk og udfordringerne, der hører med, når man arbejder i rammer, der udgør den største industrifredning i Danmark, siger Stefan Bille Hermann, formand for bestyrelsen i Kunsthal Spritten, der har oplevet fagfolk tage sig til hovedet undervejs de seneste år.
- På et tidspunkt sagde en byggerådgiver, der har byggerier bag sig ti gange mere omfattende i økonomi og størrelse, at han aldrig tidligere har oplevet noget så komplekst som dette, siger Stefan Bille Hermann, der samtidig kalder projektet for ekstremt spændende.
Og nu er de ved at se en ende på det. Projektet er nu godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen og klar til at komme i udbud.
Visionen bag det stort anlagte projekt, der er tegnet af Praksis Arkitekter, er en kunsthal i international klasse med den argentinske kunstner Tomás Saracenos enorme skulptur, Cloud City, som omdrejningspunkt.
Netop fordi de er langt, kom Mads Damsbos opsigelse som en overraskelse, selvom formanden kan se, hvorfor Damsbo som kulturhistoriekyndig har været interesseret i stillingen som slotschef på Christiansborg Slot.
- Men ja, det var en overraskelse, for Mads har været en vigtig figur i forberedelsen og formgivningen af kunsthallen. Han har deltaget i op til 200 byggemøder på tre år og har spillet en vigtig rolle i det kulissearbejde, der stadig pågår, samt samarbejdsaftaler og etableringen af en profil udadtil, siger Stefan Bille Hermann, der sammen med bestyrelsen nu skal i gang med at finde en ny direktør.
Også den nye i rollen skal være klar på at indtage en mangefacetteret rolle.
- Vi lægger vægt på gode evner til samarbejde, stor kunstfaglig indsigt og en god portion entreprenørånd og alsidighed. Alle, der har prøvet at starte noget nyt op eller fusionere, ved, at man skal kunne mange ting på en gang, siger formanden, der desuden peger på, at en ny direktør skal fortsætte arbejdet med at skabe perspektiv og engagement omkring Sprittens fremtid, inden det åbner næste år.
Hvad angår den præcise organisation, aftaler med partnere og aktiviteter er der imidlertid plads til at modellere, siger Stefan Bille Hermann, der også peger på kunsthallens kunstfaglige og kuratoriske profil som et punkt, hvor der kan ske ændringer fra det, der er præsenteret hidtil.
- En ny direktør skal kunne sætte sit præg. Det vil ikke blive ægte, hvis vedkommende blot skal realisere en andens plan, siger formanden, der samtidig fremhæver det som en mulighed for at få nye øjne på dette punkt i forløbet.
Han og bestyrelsen håber på hurtigst muligt at finde en ny til at indtage rollen.
- Vi skynder os langsomt. Vi er meget optaget af at leve op til den vision, Martin Nielsen og andre i sin tid formulerede.
- Jeg er stolt af det, jeg overleverer
Ifølge Mads Damsbo er det med vemod, at han forlader posten som direktør for Kunsthal Spritten, men der kom en drømmestilling, han ikke kunne sige nej til.
- Det har været en kæmpe oplevelse for mig rigtig at opdage Spritten og dykke ned i og formidle dens fantastiske historie, men jeg efterlader mig en god platform til den, der overtager. Nu er der skabt en idé om, hvad Kunsthal Spritten på en måde allerede er. Det er et helt andet sted, end det var for tre år siden, siger Mads Damsbo, der har delt sin tid mellem Kunsthal Spritten som dels et omfattende byggeprojekt, dels en startup-kulturinstitution.
- Jeg har brugt rigtig meget tid på begge dele - kulturinstitutionen er startet op fra bunden med udgangspunkt i min egen computer. I dag er der et projektkontor, en administration, kommunikationsplatforme og en klar fortælling over for omverden.
Har det været hårdt at arbejde på noget med udsigt flere år ude i fremtiden?
- Ja og nej. Det har været sindssygt spændende at male på et helt hvidt kanvas. Det, der har været krævende, har været at skabe interesse for et sted, som alle kan se potentialet i, men som ikke findes endnu. Men det bliver et fantastisk sted, og jeg er stolt af det, jeg overleverer, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.