Da Aalborg lå i sprit: Det var ikke ualmindeligt at skylle en flaske brændevin ned om dagen

AALBORG: Nu gik det hele ellers lige så godt. Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker var blevet stiftet i 1881 i Aalborg. To år senere fulgte opkøbet af Harald Jensens brænderi rundt om hjørnet, og året efter et opkøb af det berømte A. Brøndums og Søn i København. Spritfabrikken i Aalborg var nu den absolut dominerende spiller udi spritproduktion på det danske marked. 

Selskabets bestyrelsesformand og medstifter C.F. Tietgen var en af tidens største, danske erhvervsmænd. Som hans wing-man valgte han den driftige direktør C.A. Olesen, der vendte tilbage fra Roskilde til Aalborg for at træde i karakter. Og sammen med fabrikkens oprindelige stifter, den nu aldrende Isidor Henius, fik han sat skub i sagerne. 

Fabrikken i Urbangade blev udvidet med et nyt, storslået rektifikationsanlæg ned til Limfjorden. Her blev man snart i stand til at producere ikke mindre end to millioner liter ren sprit om året - et svimlende kvantum! Men tørsten var også stor, særligt blandt byernes mange arbejdere. 

Brændevinen, den fattige mands snaps, var billig og flød i utrolige mængder rundt om på landets værtshuse og krostuer. Det var i 1880'erne ikke ualmindeligt at støde på arbejdere, der skyllede en fuld flaske brændevin ned. En flaske om dagen vel at mærke. Hertil kom naturligvis rigelige mængder øl.

Endnu åndede alt driftighed, fred og idyl på spritfabrikken i Aalborg. Gamle Henius havde i mellemtiden trukket sig tilbage med en betydelig formue til den smukke landejendom Sohngaardsholm i udkanten af byen. Det nygotiske hus blev dengang i folkemunde kaldt for 'slottet', og det ligger der endnu, i dag omgivet af den fine Sohngaardsholmpark. Men langt ude i horisonten trak mørke skyer sig sammen over Spritten og produktionen af alkohol i Danmark.

Om tidens umådeholdne drukkultur blev der sagt og skrevet mangt og meget. Det lød for eksempel således fra den socialt kurssikre Emma Gad i bogen "Man skal aldrig" i 1909: 

"Man skal aldrig drikke Vin eller Spiritus om Morgenen, man bør overhovedet aldrig drikke undtagen ved Maaltiderne. Snapseri er ikke blot vulgært, det er ogsaa skadeligt for Sundheden".

At Fru Gad følte sig kaldet til at fordømme drikkeri om morgenen - og snapseri i det hele taget - er hverken en tilfældighed eller en overdrivelse. Beretningerne om tidens fuldskab er hårrejsende. Det samme gælder fortællingerne om den sociale kontrol, der foregik arbejderne imellem. Som en murer Rasmussen beretter i slutningen af 1880'erne: 

"En Dag da vi var paa Værtshus, bestilte alle Svendene Kaffe med Brændevin, men jeg bestilte Kaffe med Wienerbrød. Saa var den jo gal igen, har man nogensinde set en Murersvend drikke Kaffe med Wienerbrød? Formanden forlangte, jeg skulle jages væk, da de ikke kunne være bekendt at arbejde sammen med en Svend, der drak den slags Pigepatte".

Pigepatte eller mælkedreng? Kære børn fik navne, der ikke er til at tage fejl af. Og en mælkedreng var såmænd blot et godt glas mælk tilsat to til tre snapse fra morgenstunden. Man kunne også gå med en kaffepunch, som bestod af en kop kaffe med tilsvarende procenter. En bajer kostede i de år 12 øre, og en fuld flaske brændevin 25 øre. Det var så lidt, at selv de ringest stillede havde råd til at drikke sig i hegnet. Og det gjorde flertallet, ofte på daglig basis.

Det gik naturligvis ikke i længden. Og modstanden mod Kong Alkohol, som brændevinen blev dømt, indtraf i organiseret form i 1879 i form af Danmarks første afholdsforening, der blev stiftet i Vejle. Inden længe havde foreningen over 200.000 medlemmer.

Forbud i udlandet

Blandt afholdsbevægelsens mest markante stemmer var journalisten Lars Larsen-Ledet fra Løkken i Nordjylland. Larsen-Ledet var i 1905 medstifter af partiet Det Radikale Venstre, hvor han sad i hovedbestyrelsen i de for sagen afgørende år 1912-1921. Han var også i over tredive år redaktør på Afholdsdagbladet, afholdsbevægelsens vigtigste talerør. Heri agiterede han sammen med nationale profiler som lægen Mikkel Hindhede for en sundere livsstil. Hindhede var forud for sin tid og ligefrem vegetar og slog til lyd for æblemost på frokostbordet i stedet for akvavit.

Målet for bevægelsen var et decideret forbud mod alkohol. Det lykkedes som bekendt aldrig. Men i USA blev der nedlagt totalt forbud mod salg og udskænkning af alkohol i årene 1920-1933, og i Sverige og Norge blev der gået tilsvarende hårdt til værks.

I Danmark var Socialdemokratiet med statsminister Thorvald Stauning i spidsen imod et forbud. Alkohol var så indgroet en rettighed og del af arbejderklassens kultur - og af politikernes, og det huede hverken den akvavit-elskende statsminister eller hans arbejderparti at forbyde så grundlæggende et gode.

Og det på trods af, at alkoholismen vitterligt havde social slagside. Der var afgrundsdyb forskel på kulturen for alkohol på tværs af samfundets klasseskel.

Når Lars Larsen-Ledet blev så stærk en stemme i afholdsbevægelsen, skyldtes det ikke mindst hans egen opvækst i en arbejderfamilie i Nordjylland, der var præget af farens alkoholisme. Som blot 18-årig cyklede Larsen-Ledet ned gennem Europa og endte i Paris, hvor han studerede på Sorbonne. Undervejs oplevede han, hvad han i årene efter beskrev som arbejderklassens armod og forfald på grund af alkohol. Det var ikke middelklassen eller borgerskabet, der lå i rendestenen opløst af billig brændevin.

Prisstigninger - og en sund konsekvens

Det er ikke mange linjer om afholdsbevægelsen, man finder i spritfabrikkens årsskrifter eller festtaler i disse år. Men at situationen var alvorlig, må have stået direktør Olesen lysende klart. I april 1914 samlede afholdsbevægelsen over 35.000 mennesker til demonstration i København. En flaske brændevin kostede endnu kun en krone.

Året før havde landet fået ny regering med den radikale Carl Theodor Zahle i spidsen. Og nu udviklede tingene sig pludselig hurtigt. Anledningen blev Første Verdenskrigs udbrud. I 1915 fik kvinder stemmeret. Og to år senere, i lyset - eller under påskud - af den almindelige krigsmangel og knaphed på kartofler, ti-doblede man afgiften på alkohol til staten.

En flaske brændevin kostede nu 11 kroner pr. flaske, og effekten af afgiften var dramatisk. Det følgende år faldt hospitalsindlæggelser til det halve i Danmark, og salget af den billige brændevin holdt stort set op fra den ene dag til den anden.

På spritfabrikken i Aalborg måtte man indstille produktionen i seks måneder på grund af manglen på kartofler. I stedet begyndte man at producere bagegær, der jo allerede var en vigtig ingrediens i fremstillingen af sprit. Da produktionen af alkohol kunne genoptages, satsede direktør Olesen nu på den fine Aalborg Taffel Akvavit, der under hele forløbet var blevet solgt som kvalitetsprodukt til pænt brug.

Om Taffel Akvavitten - i folkemunde også kendt som Rød Aalborg - kan du høre om i det næste og indtil videre sidste afsnit af historien om Spritten, der bringes næste weekend.