Sex kan føre til mange ting: Børn, utroskab og til et livslangt forhold
Den dansk-norske tv-serie "Mellem os" handler dybest set om sex og hvad sex kan bruges til
TV-DRAMA: ”Mellem os” afsnit 1+2 af 8
”Mellem os” er en co-produktion mellem Norge og Danmark. Skuespilsmæssigt er det halvt norsk og halvt dansk. Det foregår i Oslo og København. Med andre ord: Dette er forsøget på at lave en underholdende og morsom serie, hvor to tv-kanaler deles om regningen. Det er jo i grunden godt tænkt, og det fungerer såmænd glimrende. Men serien havde nok vundet noget, hvis den var pæredansk. Men vi køber præmissen. Når der er to til at betale regningen, så kan middagen blive lidt bedre.
Serien handler om sex. Sex på to måneder.
Det vender vi lige tilbage til.
Nanna og Kasper og Merete og Joachim
Serien handler også om to par: danske Nanna og Kasper spillet af Lærke Winther og Johannes Nymark samt norske Merete og Joachim spillet af Agnes Kittelsen og Nicolai Cleve Broch. Sidstnævnte er i øvrigt også medforfatter på serien.
De to par har hver sine problemer at slås med. Og så er vi tilbage til det der med sex.
For Nanna og Kasper handler sex (også) om reproduktion. De vil så gerne have et barn. Nanna er 10 år ældre end kæresten, og hun er skruk.
Sex er en mangelvare
For Merete og Joachim er sex en mangelvare. De har et blind søn, og deres forhold går primært ud på at få alt det praktiske til at fungere. Så erotikken er sendt til hjørnespark.
Men pludselig bimler Meretes telefon efter at hun er gået i seng. Joachim ser beskeden, der tikker ind. Og den kan kun læses på én måde: Merete har gang i et-eller-andet, som IKKE involverer Joachim.
Og så klipper vi lige til et kolonihavehus. Her sidder Nanna over for en psykolog. Hun er i gang med at fortælle om sine frustrationer over sin barnløshed. I den samtale får hun masser af andre ting med. Herunder også at hendes veninde har gang i noget udenom-ægteskabeligt.
At bruge psykologsamtalerne som kit til at klippe de mange episoder sammen, er bestemt ikke nytænkende rent dramatisk. Men det fungerer altså rigtigt fint lige her. Vi får nogle fine pauser, og det giver en god måde klippe de enkelte handlingsspor sammen på.
Fine replikskifter
Først og fremmest er ”Mellem os” en sjov serie. Der er mange fine replikskifter, ofte afleveret ganske skarpt. Og så er det grundlæggende fire fine og søde typer, vi møder her.
Det kan da godt ske, at kriserne ligger og kradser under overfladen, men det ændrer ikke ved, at vi sagtens kan holde med og holde af vores fire hovedpersoner.
40-års-valget
Samtidig er der fint fokus på de problemer, der rammer folk omkring 40 år. Lad os bare kalde det 40-års-valget: Det er på det tidspunkt, den seksuelle gnist kan udeblive. Det er i den alder, at man tænker tilbage på den brusende forelskelse og det deraf følgende sorgløse liv. Det er der, man savner sorgløsheden. Er gnisten for evigt slukket?
Men det er også der, man skal komme videre i tilværelsen. Det er der, man skal indse, at livet er smukt og dejligt - på trods af mange sure pligter, børn der forstyrrer, når man omsider håber at have tilkæmpet sig lidt voksentid. Det er der, man for alvor skal planlægge, hvem man vil tilbringe resten af livet sammen med.
Men det er også der, panikken rammer, når man ikke har ført slægten videre. Når graviditeten er udeblevet igen.
Man skal smede mens ægget er klar
Det er disse problemer, der skildres i serien. Ikke på en dybde-psykologisk måde. Men som et let drama med masser af befriende humor. Som for eksempel ved brylluppet i første afsnit, hvor Nanna lokker Kasper med ned i en kælder. Hun har nemlig ægløsning. Derfor skal hun have en quicky. Man skal smede, mens ægget er klar. Men det, der skal være klar til ægget, ender et helt forkert sted...
Med andre ord: Sex kan føre til mange ting.
”Mellem os” er otte korte afsnit af 25 minutter stykket. Og når man så fraregner resumeer og rulletekster, så er det ganske korte, dramatiske forløb, vi møder. Derfor er dette heller ikke en serie, du vil så anmeldt her efter hver afsnit.
”Mellem os” afsnit 1+2
Episodetitel første afsnit: ”Bryllup”
Episodetitel andet afsnit: ”Skruk”
Instruktion: Charlotte Sachs Bostrup og Eigil Langmark
Manus: Nicolai Cleve Broch og Ole Marius Araldsen
TV 2 onsdag aften 20:50 og på TV 2 Play.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.