Coronavirus

Spillesteder fortsætter trods nedlukning af Nordjylland: Det eneste mere sikkert end koncert på Skråen er at blive under dynen

Angsten ovenpå Covid-19 mutation stiger i disse dage, men spillesteder i Aalborg holder fast i koncerter

Der var 470 mennesker samlet per koncert, da Carpark North lørdag spillede to gange på Royal Stage i Nordkraft. Der er normalt plads til 1.300 publikum, men hellere færre publikum per koncert end at lukke helt ned, mener Jørgen Nielsen, leder af Skråen. Foto: Bente Poder

Der var 470 mennesker samlet per koncert, da Carpark North lørdag spillede to gange på Royal Stage i Nordkraft. Der er normalt plads til 1.300 publikum, men hellere færre publikum per koncert end at lukke helt ned, mener Jørgen Nielsen, leder af Skråen. Foto: Bente Poder

AALBORG:Det kan godt være, at en stor del af Nordjylland lukker ned, men angsten har tilsyneladende ikke taget over, mange tager stadig til koncerter.

Der var således 470 mennesker samlet til hver af de to Carpark North koncerter på Royal Stage i Nordkraft i denne weekend. Og de to koncerter var blot to ud af i alt syv udsolgte koncerter på Skråen i weekenden.

Til TV2-koncerten kom ligeledes 470 mennesker, der hver betalte 500 kr. for en billet. Den billetpris, der skal til, hvis en koncert med TV2 skal løbe rundt med færre publikum end normalt.

- Vi taber penge på stort set alle koncerter for tiden, men regeringen har besluttet, at vi skal holde kulturlivet i gang - også i Aalborg, så vi fortsætter, fortæller Jørgen Nissen, leder af Skråen, der har skruet op for sikkerheden.

- Vi har indregnet tomme sæder, ekstra rengøring og sørger for, at folk holder afstand. Man skal bare være indstillet på, at man ikke kan mingle som normalt, men man kan fortsat købe øl og rødvin og høre god musik. Og nordjyderne er jo fornuftige, det er jo ikke fordi, at smittetallene går amok heroppe, siger spillestedslederen, der opfordrer folk til fortsat at tage til koncert.

- Det eneste, der er mere sikkert, er, hvis du går i seng og trækker dynen op over hovedet. Men det går jo ikke, at folk sidder derhjemme og bliver desperate og deprimerede, siger Jørgen Nissen.

Mange i Aalborg fortsætter med at tage til koncert - trods de mange nyheder om muteret smitte og nedlukkede nabokommuner. Foto: Bente Poder

Mange i Aalborg fortsætter med at tage til koncert - trods de mange nyheder om muteret smitte og nedlukkede nabokommuner. Foto: Bente Poder

Også på Studenterhuset fortsætter man arrangementer som normalt. Her afholdt man i weekenden eventen "Holm & Møldrup - To Mikrofoner og en stak vinyler" og jazzarrangementet "Fresh from The Press" med en præsentation af unge komponister, der var velbesøgte omstændighederne taget i betragtning.

- Så længe vi kan fortsætte koncerter med et siddende publikum forsvarligt, gør vi det, siger Mads Mulvad, daglig leder, der især har Danmarks musikmiljø for øje.

- Det er vigtigt for os at holde huset i gang for publikum, men det er også vigtigt for os at få nogle penge ud til musikmiljøerne, både musikerne, teknikere og bookingbureauer har det hårdt lige nu. Det er vores pligt at få de midler, vi har, til at cirkulere.

Hver fjerde billet bliver ikke brugt

Både på Studenterhuset og Skråen tilbyder de refusion til folk fra en af de nedlukkede syv kommuner, der har købt billetter til koncerter eller events.

Studenterhuset er lige nu ved at danne sig et overblik over, hvad det betyder økonomisk.

På Skråen regner de med, at billetter, der ikke bliver brugt, kommer til at svare til cirka 25 procent af de solgte billetter.

Skråen havde i denne weekend syv koncerter med Jacob Dinesen, Carpark North, TV2, Barselona og Humleridderne / MC Einar, hvoraf nogle spillede to koncerter. Foto: Bente Poder

Skråen havde i denne weekend syv koncerter med Jacob Dinesen, Carpark North, TV2, Barselona og Humleridderne / MC Einar, hvoraf nogle spillede to koncerter. Foto: Bente Poder

- Det er selvfølgelig super ærgerligt, at de ikke bliver brugt, når vi i forvejen spiller for et mindre publikum på grund af sikkerhedsforanstaltninger, siger Jørgen Nissen, der er i gang med at finde ud af, hvor meget af tilbagebetalingen for billetter de kan få refunderet, ellers tegner der sig et meget stort tab.

- Regeringens hjælpepakker for de næste måneder er endnu ikke på plads, så vi ved reelt ikke, hvad vi kan få refunderet. Det er først i den seneste uge, at vi har hørt, at spillesteder er begyndt at få penge tilbage for aflyste eller nedjusterede arrangementer på over 350 mennesker, selv om støttepakken blev indført i april, fortæller Jørgen Nissen, der har over 100 arrangementer, han ikke er afklaret omkring i forhold til hjælpepakker.

Er det et kaos at arbejde i?

- Nej, men det er svært at vænne sig til at skulle gå fra at være selvhjulpen til at være 100 procent afhængig af støtte. Men vi kommer forhåbentlig igennem - med opbakning fra nordjyderne.

Også Musikkens Hus og Huset i Hasserisgade har meldt ud, at de refunderer billetter til gæster fra Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland og Læsø.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.