Super Karla stod foran et europæisk gennembrud i 1986: Men en sommeraften var det hele forbi

Spillestedet og natklubben Quasimodo i Charlottenburg-distriktet i Vest-Berlin damper, da orkestret Super Karla træder ind nytårsaften 1986.

Udenfor er der snestorm, men sne og bidende kulde holder ikke tyskerne fra at fejre årsskiftet. Der er propfyldt i de mørke og rå lokaler, hvor aftenens højdepunkt er det danske band, der sætter gang i festen med danske og engelske sange om kærlighed og moderne kvindeliv. De venner, bandet har med hjemmefra, går i veste med Super Karla som rygmærke, hvilket udløser fri bar hele aftenen, og publikum er med dem hele vejen.

1. januar om aftenen gentager de det hele for en fyldt klub, der enten kender dem fra radioen eller for første gang vugger til ’Panikromantik’ og ’Drømmer i nat’. I Østberlin fejrer de succesen med kaviar og champagne.

Lyden af Danmark i 1980’erne er i høj grad Gnags, Thomas Helmig og Anne Linnet. Men der er også andre stemmer – der er Super Karla, kvindebandet fra Aarhus, der i 1986 turnerer i DDR, og nytårsaften lyder som begyndelsen imod toppen, som en rus, der kun lige er begyndt, men det er det ikke. Det er slutningen.

Hvad sker der, når ”årets danske debut” og store kvindelige bandhåb pludselig parkerer ambitionerne? Og hvorfor er det, som om alt, hvad der blev kæmpet for som kvindelig musiker i 1980’erne, er blevet rullet tilbage, da de igen sætter sig bag instrumenterne 35 år senere?

Tag med tilbage til Aarhus, hvor det hele begyndte.

Pop des femmes og pik-rock

Aarhus i 1970’erne er landet over kendt som hotspot for musikere. Byens arnesteder er Gnags’ Feedback studie i Viby, og Musikkontoret og Fronthuset, og så er der universitetet, der føder nye musikere.

Det er der, de mødes; Anne Marie, Susan, Jytte, Rikke, Birgitte og Rita. På musikvidenskab, der primært uddanner musiklærere, og hvor kvinder traditionelt holder sig til sang og klaver og sidder med benene over kors.

Men i takt med, at rockmusikken trænger ind på instituttet, og kønsrollerne sættes under lup i samfundet udenfor, begynder kvindernes fingre at klø efter at sætte sig bag trommerne, bassen og guitarerne. Det samme gør sig gældende for kvinderne, der snart skal finde sammen. De er forskellige årgange, Susan Ohrt og Jytte Pedersen kender hinanden fra gymnasiet i Aalborg, Anne Marie Møller er vokset op i Aalborg og Rikke Sinding, Birgitte Slot og Rita Arenkiel er fra Aarhus. Over instrumenterne finder de ud af, at de svinger.

- I starten spiller vi også med mænd, men vi dropper det, fordi mændene hele tiden sætter sig bag trommerne, bassen og guitaren. De har især svært ved at give guitaren fra sig. Ifølge dem spiller vi ikke pik-rock-agtigt nok, fortæller Susan Ohrt, der erkender, at hun og de andre er nødt til at isolere sig fra mændene, hvis de skal blive bedre, så det gør de. I 1978 bliver de et band.

Anne Marie Møller skriver gode tekster, sammen skriver og arrangerer de alle fire et par numre, og de skiftes til at synge og spille. Med fagot, blæsere med og nogle gange percussion har de i starten en jazzet lyd. Men så får de guitaristen Pia Nyrup hevet dertil fra København, hvor hun spiller i kvindebands som Søsterrock og Lilith.

- Pia kommer fra et musikmiljø, hvor budskabet er en del af musikken, og vi har ingen idé om, hvad hun tænker om os, for vi spiller jo pop. Men hun er lykkelig. Hun elsker James Taylor, siger Anne Marie Møller, der sammen med de andre døber sig Super Karla med undertitlen Pop des Femmes.

- Vi er ikke en ren popgruppe, men det er alligevel pop, der er det nærmeste, og vi vil gerne understrege, at vi er kvinder, fortæller hun.

I starten bliver de booket til privatfester, og så er der Fronthuset og Musikcaféen i Mejlgade, hvor hele venstrefløjen kommer, og som er ivrige efter kvindebands. Der er behov for musikere, der tager afsæt i de temaer, de diskuterer, og det gør Super Karla med sange om at score i byen som kvinde, arbejdsløshed og nedsunkne livmødre.

– Dengang er det ikke et problem at være et kvindeband, Shit & Chanel har i høj grad banet vejen, og kvindelige musikere udgør en stærk bevægelse i tiden. Rødstrømpebevægelsen er der ikke længere, men der er kvindefestivaler og en stærk følelse af, at vi kan alt, siger Anne Marie Møller.

Bandet definerer sig dog ikke som et feministisk band, trods tekster som "Jeg ku' fristes til at blive din datter bar’ for en dag, Egalia - leve i dit land, hvor kvinden er mand” i sangen 'Egalia'.

- Vi hører ikke til den gruppe kvinder, hvor det vigtigste er teksterne og budskabet, selv om nogle kvinder gerne ser, at vi er tydeligere omkring kvindesager. Vi er først og fremmest musikere, siger hun.

Og jo mere de spiller, jo mere stiger ambitionerne.

- Da jobsene begynder at komme, beslutter vi os for, at vi fandme skal være gode til det, vi spiller, fortæller Anne Marie Møller, der oplever kritik fra andre kvinder på musikvidenskab.

- Nogle kvinder er sådan lidt – ah nu skal der ikke gå stjernenykker i det. Men det besvarer vi ved at skrue op for ambitionerne. Det er en reaktion imod det der med, at alt skal være fladt og kollektivt, vi vil have lov til at stikke ud.

Fræk og fatal

Super Karlas første år bliver hurtigt fyldt op af bookinger. Først på Aarhus festivaler, kvindefestivaler og 1. maj, og derfra på landets spillesteder, herunder Sysseltinget i Hjørring og Skråen, 1000fryd og i Skovdalen i Aalborg. Livetraditionen er på det tidspunkt stærk, det er på spillestederne, man går i byen, så der er nok af jobs, og de slæber selv udstyr og kæmper for at få tid til at slappe af og tørre sveden væk, før de indfinder sig i satinskjorter, store øreringe og vrid i hofterne.

I 1984 udgiver de singlen ”Fransk Visit” og ”Du var der endnu” – produceret af Anne Linnet, og spiller på Roskilde Festival i et proppet rytmetelt. Da de i 1985 får en forside hos musikmagasinet Gaffa, går snakken om dem allerede bredt.

Særligt i København vækker de genklang. Hver gang de er forbi, spiller de på Loppen på Christiania, og en aften, hvor de vender tilbage fra Malmø og skal sætte grej op på Musikcaféen i København, sidder der folk hele vejen op ad trappen og venter på at komme ind. Folk elsker deres attitude – fra den stump af Edith Piafs ”Je ne regrette rien” (”jeg fortryder intet”, red.), som lydmanden spiller før det første nummer som en signatur, til de skarpe replikker, de sender tilbage, når folk råber til dem fra gulvet.

I 1985 får de en aftale med Rosen – Socialdemokratiets pladeselskab. Her indspiller de, nu med en ny bassist, Helene Lønsted, debut-LP’en ”Fræk og fatal” – produceret af SW 80- og Kim Larsen-musikeren Søren Wolff, der finpudser deres lyd og udtryk, der går lige ind hos anmelderne.

”Med tanke på News, Tøsedrengene og Rocazino, hvor pigerne blot er frontfigurer, er det forfriskende med en gruppe, hvor pigerne også er bag instrumenterne”, står der i en af pladeanmeldelserne om deres ”ti velklingende funky numre”, og både Jyllands-Posten og Ung Nu kalder det årets hidtil mest spændende albumdebut.

Og rygtet spreder sig til udlandet.

Ind og ud af DDR

I efteråret 1983 tager Super Karla på en 14-dages turné i England, arrangeret af bookeren på Huset i Aarhus, Anne Castleman. Her spiller de til demonstrationer imod Margaret Thatcher samt på spillesteder og pubber. Derpå følger en kvindefestival i Holland og turnéer i Sverige og Frankrig. Samme år kommer de med i Aarhus Musikkontor - et af Danmarks vigtigste bookingbureauer, der fluks sender dem på turné til Tyskland, hvor de får kontakt med et af Tysklands største rockbands, østtyske Die Puhdys, der er så store, at de helt exceptionelt får lov til at rejse ind og ud af DDR, som de vil. Super Karla turnerer med dem i 14 dage i DDR og nyder det hele vejen.

De kan ikke få lov at tage de penge, de tjener, med ud af Østtyskland, så de lever som dronninger og baronesser, imens de er der. I de østtyske stormagasiner kæmper de med ekspedienterne om at få lov til at købe de få attraktive varer, de har på udstillingshylderne – de ligger der primært for at få det til at se ud som om, der er et marked.

På et tidspunkt investerer de i en røgmaskine, der får dem alle til at hoste på scenen. Men tyskerne er vilde med deres lyd og energi og står i kø for at få autografer.

- For fanden hvor havde vi det sjovt. Når vi satte os i tourbussen og kørte ud af Aarhus – vi elskede det, vi grinte konstant. Det var indbegrebet af frihed, siger Susan Ohrt.

Og i 1985 vælger de at gå all in på musikken. De siger alle deres arbejde op for at spille i bandet, og det tegner godt, der er masser af jobs i bogen.

I England bliver de spillet på flere radiostationer, og de får godt fat i Vesttyskland, der mere og mere fremstår som det marked, der kan give dem et større gennembrud, og de er begyndt at tale om at rykke teltpælene til Tyskland.

En mavepuster

De er så tæt på gennembruddet, og i dag kan ingen af dem pege på den afgørende faktor.

Det er til en middag hos Susan i Aarhus i sommeren 1986, at Helene, bassisten, lader sætningen falde.

- Jeg forlader bandet, jeg har fået et tilbud om et samarbejde, jeg ikke kan sige nej til.

Der er først stille omkring bordet, men så starter der en dominoeffekt, ingen af dem har forudset før mødet.

De er alle netop hjemvendt fra pladestudiet i Tyskland, hvor de har knoklet med at indspille to af deres dansksprogede numre på engelsk, som skal ud til tyske radiostationer. Nu mødes de over mad som så mange gange før for at tale processen igennem. En opløsning var på ingen måde i tankerne, da de gik herhen.

Men Helene har åbnet en dør; stemningen breder sig, hvorfor blive i et band, de andre ikke tror på? Og nu melder også Susan ud, at hun er blevet tilbudt et job som højskolelærer og faktisk savner at prøve sit fag af.

Susan Ohrt tøver lidt, som hun tænker tilbage. Der er jobbet på højskolen, men der er i virkeligheden flere årsager til at stoppe. De kan endnu ikke leve af musikken, de er altid på arbejde, når deres kærester og venner har fri, det er svært at stifte familie – eller få et familieliv til at fungere med øvetimer og turnéer, og det tager dage at rekreere ovenpå weekender med jobs i udlandet. Og album nummer to er svær.

- Det er en psykisk hård proces at være i studiet. Man skal samle hinanden op bagefter. Vi var i høj grad et kollektiv, vi skrev og arrangerede sammen, og når der så kommer en producer ind, bliver vi splittet op og vurderet, om vi spiller instrumenterne godt nok og tvunget til at se hinanden i et nyt lys. Vi fik en god behandling, men det var en hård proces for både den enkelte og kollektivet, siger hun.

Men bandet er ikke enige, som de sidder i stuen i Aarhus. Anne Marie Møller sidder tilbage med en underlig tom fornemmelse.

- Ligesom man kan køre en stemning op, kan man også vende den nedad og i sig selv finde argumenterne for at stoppe. Og selvfølgelig er det en mavepuster, når en i bandet kommer og siger, at hun flytter til Andebølle, og at en anden hellere vil noget andet. Det er som et forhold, der går i opløsning – bandet betød jo super meget for os og havde fyldt alt i mange år, siger hun – trommeslageren, der i dag undrer sig over, at de ikke bare fandt en anden bassist.

- Det var svært at slippe muligheden for at se, hvor det kunne føre os hen. Jeg tror, der var mere i os end det, vi på det tidspunkt havde nået at få ud.

De splitter op i 1986. De er da omkring 30 år og har nået at udgive en single og en LP.

Kvindekampen er rullet tilbage

Der er gået snart 35 år siden, at Super Karla gav afskedskoncerter i Berlin.

I dag spiller de igen sammen, nu under navnet Mums in Space, i dag som Super Karla 2021. Det er mere besværligt end tidligere, de er spredt ud over landet, Susan Ohrt bor i Hundelev ved Løkken, Anne Marie Møller i København, men det går. Børnene er flyttet hjemmefra nu. De griner lige så meget som dengang, når de mødes i øvelokale Aarhus, der stadig er musikby, men med nye scener og samlingssteder.

I det hele taget er det en anden verden, de vender tilbage til som band. Og ser man på forholdet mellem kønnene, er de vendt tilbage til en situation, der er bombet tilbage til før 1970’erne, vurderer både Anne Marie Møller og Susan Ohrt.

- I dag kan kvinder få rigtig svinske anmeldelser, hvor de bliver vurderet eksplicit på størrelsen på deres bryster eller næser frem for deres musik. I 1980’erne var der ingen, der skrev så klamme anmeldelser. Folk ville have tænkt ”hvor pinligt!!”, de var blevet udskammet, siger Susan Ohrt, der desværre også ser en tilbagevenden til gammeldags kønsroller i musikbranchen, som hendes egen datter i dag er trådt ind.

- Det er desværre igen blevet sådan, at er du en kvindelig trommeslager eller bassist, bliver du identificeret med et bestemt band, hvorimod mange mandlige musikere bliver hentet ind, hvor der lige er behov. Det er skideærgerligt for de kvindelige musikere, der vil mere end at synge, siger Susan Ohrt, der generelt savner en større fandenivoldskhed blandt tidens yngre kvinder.

- Blandt de piger, der er teenagere i dag, er der ikke mange, der siger ”jeg er kraftedeme trommeslager”. Der er ikke mange, der tør tage noget maskulint ind i sig, og det skal man kunne som trommeslager og bassist, siger Susan Ohrt, der også kunne ønske for denne generations yngre kvinder, at de havde flere lukkede kvindenetværk.

- Da vi var unge, dannede kvinder grupper sammen – basisgrupper, svangregrupper, faggrupper på universitetet og alt muligt, fordi vi kunne se vigtigheden i at dele erfaringer og spille hinanden stærkere. Tiden i dag er blevet individualistisk, og jeg tror, at mange kvinder mangler de frirum sammen. Ikke mindst når mange piger vokser op med en idé om, at de skal være perfekte på alle tidspunkter af dagen. Den pornoficering af kvinder, vi kæmpede imod dengang, er en meget mere integreret del af pigeliv i dag. Kvinder er blevet feminiserede igen, også i opdragelsen i hjemmene, siger hun.

Det er noget, de diskuterer i bandet. Samfundet i dag burde være kommet længere – efter de slag der stod i 1970’erne og 1980’rne, mener Anne Marie Møller. Hun henviser til den aktuelle fascination af unge kvindelige forfattere som Olga Ravn (forfatter til ’Mit Arbejde’) og Dy Plambech (’Til min søster’).

- Jeg synes, at det er interessant, hvordan man for tiden fascineres af stemmer, som skriver om intime og kropslige erfaringer som moderskab og barsel – alle de temaer var super fælles engang. Kvinder sad i rundkreds og diskuterede klitoris. Dea Trier Mørch skrev også om fødsler og moderskab. Det var jo parolen allerede i 1970’erne, at det private skal gøres offentligt, og så har generationer efter os haft travlt med at gemme det væk igen. Ligesom kvindebevægelsen har været usynlig de seneste årtier – hvorfor er vi ikke kommet længere, spørger hun.

- Den refleksion er jeg faktisk ikke enig i, for du kan ikke gøre dig erfaringer på næste generations vegne. De skal selv finde ud af, hvordan de takler rollen som mor i den verden, de lever i. Det er jo et evigtgyldigt tema, siger Susan Ohrt.

Anne Marie Møller ryster på hovedet.

- Men så flytter vi os jo ikke, så bevæger vi os bare i cirkler.

Susan Ohrt er enig.

- Ja, der har været denne her idé om, at nu er vi ligestillede, og så kan vi så begynde at diskutere kønsidentitet. Men vi er på ingen måde i mål med ligestilling indenfor løn og arbejdsforhold mv. Det er det samme med musikscenen - der har været kvinder, der har forsøgt at bane vej, siger hun og kaster et blik på stakken af udklip fra omtaler af Super Karlas koncerter.

- Nu kan de næste kvindelige musikere så starte forfra. Heldigvis er der nogle rigtig stærke stemmer i blandt.

Se flere billeder her:

Medlemmer af Super Karla:

Rikke Sinding, tenorsaxofon, leadvokal, kor, keyboards (1978-1986)

Susan Ohrt, altsaxofon, leadvokal, keyboard, kor, percussion (1978-1986)

Jytte Pedersen, keyboards, leadvokal, kor (1978-1986)

Anne Marie Møller, trommer (1978-1986)

Pia Nyrup, guitar, leadvokal, kor (1980-1986)

Helene Lønsted, bas (1984-1986)

Rita Arenkiel, altsaxofon, kor (1978-1984)

Debutalbummet 'Fræk og Fatal' kan blandt andet høres på Telmore, Spotify og YouSee.

Og singlen 'Du var der endnu' kan høres på Telmore og YouSee.