Filmanmeldelse

"The Irishman" er fuld af skuespillere, der spiller skruppelløse gangstere lige så naturligt, som når vi andre børster tænder om morgenen

Filminstruktør Martin Scorsese's nyeste mafiafilm er mafiadrama for fuldt udtræk. Replikkerne falder som skud fra en 32’er, men det er også en film, der på sæt og vis smører et ubehageligt forsonende lag udover myrderiet. Og så er den for lang.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Russell Bufalino (Joe Pesci) tager endnu en gang en alvorssnak med sin ven og højt betroede lejemorder Frank Sheeran ( Robert De Niro). Med et godt glas inden for rækkevidde.

FILM, ”The Irishman”

Velkommen til en stærk amoralsk, stærkt underholdende film med veloplagte veteranskuespillere, der spiller skruppelløse gangstere lige så naturligt, som når vi andre børster tænder om morgenen.

Men hvad har bygningsmalere og italiensk mafia med hinanden at gøre?

Jo bygningsmaler er for de indviede internt fagsprog for en lejemorder - en hitman, som det hedder på amerikaniseret nudansk. Ham, der kommer på uventet besøg for at ”male” huset.

Og det er det Frank Sheeran (o) er eller rettere bliver. Bygningsmaler for mafiaen. Han bliver spillet af Robert de Niro og har samtidig fået tildelt filmens gennemgående fortællerstemme, og vi møder ham i åbningsscenen siddende i kørestol på plejehjemmet, hvor han husker tilbage til dengang det hele begyndte.

Da han som ung lastbilchauffør kørte med kød, mødte Russ- altså Russell Bufalino (Joe Pesci ), fik kontakt til mafiaen gennem Skinny Razor og lod nogle oksebagfjerdinger ”forsvinde” - læssede dem af ved en mafiakontrolleret restaurant, indtil den dag han blev afsløret med en tom lastbil.

- Den er tom, lyder det fra kontrollanten

- Jeg ved ikke, hvad der er sket, siger Frank

Heldigvis er Frank fagforeningsorganiseret i Teamsters, ledet af Jimmy Hoffa (Al Pacino), dengang USA’s stærkeste fagforening, som organiserede transportarbejdere og chauffører, og efter at have fået kyndig advokatbistand kan Frank forlade retssalen som en fri mand.

På bowlingbanen - Frank og Russ sammen med den førstes datter, Peggy. Hun kan ikke lide Russ.

På bowlingbanen - Frank og Russ sammen med den førstes datter, Peggy. Hun kan ikke lide Russ.

For blot at blive knyttet endnu tættere til mafiaen gennem sin ven og mentor Russel. Snart er han i fuld gang med arbejdet som bygningsmaler, når nogle ganske upassende gør sig ud til bens. Inden han bliver hyret som fuldtids livvagt for den magtfulde Hoffa, der også bliver både ven og livskammerat.

Her er ikke sparet på noget, hvad angår autentiske miljøer. Skønne biler fra dengang sådan nogle havde svungne former, og det hele er filmet i farverige tableauer, der bringer os tilbage til 50-erne, hvor de brutale drab og nedskydninger bliver ledsaget af lystig doo-woop eller inciterende latinpop.

Der er en egen uskyld, en slags elegant feel-good stemning over det hele. Især i begyndelsen hvor Franks systematiske grove kødtyverier bliver skildret sådan lidt tø-hø-agtigt. Så nemt er det at stjæle uden at det får konsekvenser. Eller for alvor gør ondt på nogen.

Men det gør det længere fremme, skal det snart vise sig.

Hoffa bliver anholdt under ståhej - USA’s nye justitsminister Robert Kennedy forsøger at få skovlen under fagforeningsmanden, der tilsidst blev idømt fem års fængsel.

Hoffa bliver anholdt under ståhej - USA’s nye justitsminister Robert Kennedy forsøger at få skovlen under fagforeningsmanden, der tilsidst blev idømt fem års fængsel.

Skuespillet fejler ikke noget. Kan De Niro, Pesci, Al Pacino og Harvey Keitel spille mafiagangstere? Kan fisk svømme? Det er lige så skridsikkert som nye vinterdæk på bilen.

Computeranimation har været inde over og gør dem skiftevis langt yngre og langt ældre, end de rent faktisk er. Det virker nogle steder, men hist og pist bliver ansigtstrækkene uskønt forgrovet og sært udtryksløse. Især De Niro ser på et tidspunkt ud som om, at han har fået lagt tykt modellervoks på kindbenene og minder om en kantet papamachemand. Det går udover mimikken.

Robert De Niro spiller i øvrigt som rutineret kompetent, men heller ikke mere. Rævesmilet og det handlekraftige sidder, som det skal. Han veksler mellem at være den bekymrede, tjenestevillige ”mafiasoldat”, der dræber uden tøven, når det er nødvendigt, og samtidig gerne vil løse problemerne fredeligt. Men også kan eksplodere i heftigt, ukontrollerbart raseri.

Pesci derimod er et fund for sin rolle og spiller 110 procent Russ, mægleren og diplomaten, der hele tiden bliver kontaktet, når interne stridigheder eller langt værre - mafia og fagforeningsformand Hoffa kommer på kant med hinanden.

Fagforeningsmand Jimmy Hoffa (Al Pacino- t.h)) bliver slæbt i retten sigtet for bedrageri - men har virkelig svært ved at huske noget.

Fagforeningsmand Jimmy Hoffa (Al Pacino- t.h)) bliver slæbt i retten sigtet for bedrageri - men har virkelig svært ved at huske noget.

Han bliver spiller helt ud til kanten og også udover den af Al Pacino, der dog også har stjerneøjeblikke i det tætte samspil De Niro. En krakilsk opfarende og skråsikker umulig fagforeningsformand, der rydder alt og alle, der kommer i vejen - af vejen. Med vandrør eller næverne.

Filmen bygger på et bogforlæg, skrevet af Charles Brandt, og filmen stopper undervejs ind imellem kort op ved det store persongalleri, og fortæller med en tilføjet tekst, hvornår vedkommende blev dræbt, hvor henne og med hvor mange skud.

Her er også masser af konspirationsteorier. Om hvordan præsident John F. Kennedys valgkamp blev finansieret af mafiaen, så mafiaoserne igen kunne få kontrol over de indbringende hoteller, kasinoer og bordeller, de havde mister ovre på Castros befriede Cuba, om hvem der myrdede Kennedy, og ikke mindst om mordet på Hoffa, hvis lig aldrig er blevet fundet.

De røverhistorier skal man nok tage med mere end blot et enkelt gran salt. Et kilo kan måske række.

Det er dramatisk. Det er mafiadrama for fuldt udtræk. Replikkerne falder som skud fra en 32’er, men det er også en film, der på sæt og vis smører et ubehageligt forsonende lag udover myrderiet.

Som når en mand bliver dræbt hos en barber, og kameraet zoomer ind på en nærliggende blomsterbutiks udstillingsvindue, og vi kun hører og ikke ser de dræbende skud, mens vi kigger på blomsterknopper.

Skønt velspillet er den også for lang - tre og en halv time. Den her historie ville sagtens kunne skæres en time ned, især i de scener,hvor Al Pacino spiller Al Pacino for fuld udblæsning.

Men er du til endnu en Scorsese film om skruppelløs mafia og vil nyde de gamle ronkedorer i en sidste veloplagt dans, så er ”The Irisman” simpelthen - filmen!

”The Irishman”

USA, 2019

Instruktør: Martin Scorsese

Tre timer, 29 minutter.

Tilladt over 15 år

Spiller kun i mindre biografer, bl.a. Biffen, Nordkraft

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst