Top 10: Her er årets bedste julesange
Vi har nærlyttet årets nye julesange og fundet en overraskende vinder

Sanne Salomonsen er en af de kunstnere, der har indspillet en julesang i år. Men er det den bedste? Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Så er vi der igen. Julegaver, julefrokoster, julehygge, og der skal musik til det hele. Playlisterne fra sidste år findes frem på computeren eller telefonen, men er der mon nye toner, der skal med for at skabe den perfekte julestemning?
Tjaaaeh.
I forhold til sidste år, hvor rigtig mange musikere brugte den første coronanedlukning til at skrive sange, også julesange, har der været mere stille på den front i år. Og kvaliteten er noget svingende.
Vi har valgt 10 af de nye julesange og vovet at rangere dem, startende fra bunden:

10. Mads Christian: ”Sneen falder”
Et tankeeksperiment: Man fodrer en computer med alle de elementer, der skal til for at lave et pophit i 2021. Og hvad kommer så ud? Ja, det kunne være noget, der ligner X Factor-deltageren Mads Christians julesang. Alt er, som man forventer af en ung popsang fra en ung popsanger, men der er ingen hooks, intet særpræg, intet der fanger opmærksomheden. Alle kanter er slebet væk, og i samme øjeblik, sangen er slut, har man glemt, at den nogensinde har eksisteret.

9. ABBA: ”Little Things”
Man skal virkelig være i det sentimentale hjørne for at få ABBAs julesang til at glide ned. De fire aldrende svenske popfænomener har måske nok ramt deres jævnaldrende publikums forventninger til, hvordan en julesang skal lyde, men verden har flyttet sig. Og hvis man vil have nostalgi, kan man vel bare lytte til de gamle travere. Her er intet, der stikker ud, ingen overraskelser, bare en sukkermad med sukker på, der gud-hjælpe-os afsluttes med et børnekor.

8. Kelly Clarkson og Ariana Grande: ”Santa, can’t you hear me”
De to superstjerners bud på en julesang lyder mistænkeligt som en opdateret udgave af Mariah Careys monsterhit ”All I want for Christmas is you”. Rytmikken og den musikalske opbygning er stort set identisk. Under alle omstændigheder er der her tale om en dansevenlig julesang, som ikke bryder nogen musikalske grænser, og som bare skal underholde og sætte gang i en fest. Synge kan d’damer jo som bekendt til overflod, men sangen er lidt for kommercielt beregnende til at bejle til en topplacering.

7. Andreas Odbjerg: ”God jul”
Det har været svært at komme uden om Andreas Odbjerg her i 2021, så det virker som et sikkert valg at lade ham skrive sangen til årets TV2-julekalender ”Kometernes Jul”. ”God jul” er blød dansabel pop med en snert af 70’er-souldisco og lidt spacy synth-lyd af hensyn til julekalenderens rumtema. Sangen lyder som noget, Martin Brygmann kunne have begået i sine velmagtsdage. Om det er et kvalitetsstempel, kan man altid diskutere. ”God jul” har sin egen kitchede charme, men om den kan leve uden tv-serien er stærkt tvivlsomt.

6. Sanne Salomonsen: ”Stjernen er til dig”
Sanne Salomonsen har ikke været så aktiv på julemarkedet, som hendes musikalske medsøstre, Lis Sørensen og Anne Linnet, har. Men med ”Stjernen er til dig” har hun begået en ganske vellykket højtidssang. Hun går all in med bjældeklang lige fra sangens start men har alligevel ikke kunnet dy sig for at krydre sangen med et drilsk eksotisk islæt, der lyder som en sitar. En blød, afdæmpet og behagelig sang, som emmer nok så meget af Sanne som af jul.

5. Mariah Carey, Khalid og Kirk Franklin: ”Fall in love at Christmas”
Mariah Carey kunne jo sådan set bare læne sig tilbage og skovle royalties ind for kæmpehittet ”All i want for Christmas is you”, der trods sine 27 år på bagen stadig er et must på manges juleplayliste. Men sammen med den unge r&b-sanger Khalid og gospelsangeren Kirk Franklin har hun i stedet begået en ganske fin og afdæmpet juleballade, som forener moderne r&b med hendes egne rødder i soulpoppen. Hendes sangtalent kan ingen tage fra hende, og hun beviser, at hun stadig kan ramme de berømte fløjtetoner.

4. Troels Gustavsen: ”Tænd et lys”
Troels Gustavsen har de seneste år markeret sig som en af dansk popmusiks mest driftssikre hitmagere, og hans nye julesang har da også lige præcis de kvaliteter, man forventer af en sangskriver af hans kaliber. Ikke mindst det catchy omkvæd, som man tager sig i at gå og tralle med på efter ganske få gennemlytninger. Den er julet uden at være alt for sukkersød. Et ganske godt bud på en julesang, der kan få et liv også efter 2021.

3. Gæsterne: ”Jul i vente”
Fynske Christian Juncker og jyske Jonas Breum har slået sig sammen i duoen Gæsterne, der diverterer med blød rock med tænksomme tekster. At lige de skulle lave en julesang er lidt overraskende, men det er blevet en ganske fin lille sag. Temaet er, at vi skal huske vore ældre medborgere her i juletiden, og det hele toppes med et omkvæd, der er lige til at synge med på. De to herrers stemmer står godt til hinanden, og faktisk overlever sangen flere gennemlytninger, så den sniger sig med i Top 3.

2. Ed Sheeran & Elton John: ”Merry Christmas”
Det lyder jo som et samarbejde skabt i himmelen at få disse to ekstremt dygtige hitmagere til at optræde sammen, angiveligt på Ed Sheerans initiativ. Og der er da også kommet et rigtig godt resultat ud af det. Sangen er præcis så catchy, lækker, dansabel og syng-med-egnet, som man kunne forvente. Lige til at blive glad i låget af. Man kunne måske have håbet på lidt større originalitet, alene sangtitlen er jo ligesom hørt før. Men man kan ikke få alt, heller ikke til jul.

1. Nikoline Steen Kristensen: ”Rigtig Jul”
Somme tider er det enkle og banale bare det, der er brug for i denne søde juletid. Og det leverer X Factor-Nikoline til perfektion i denne lille juleperle, skrevet af Jecho og Clara Sofie. Der er intet som helst overraskende, nyskabende eller på anden måde bemærkelsesværdigt ved sangen, men Nikolines charmerende vokal gør bare et eller andet magisk ved musikken og ordene og truer med at lokke selv en sur gammel mand i julestemning.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.