Utzon Center får fem mio. kr. til ny satsning
Vidste du, at vi i fremtiden kommer til at bygge huse af svampe, der kan reparere sig selv? Ny afdeling på Utzon Center skal de næste tre år vise vejen
AALBORG: Hvis man for alvor skal ændre fremtidens måde at bygge på, skal man allerede nu have en ny generation med, og nu bliver der sat kraftigt ind landet over.
Villum Fonden har valgt at uddele 23 millioner kr. til otte projekter, der gør videnskab sjovt og sender det i hænderne på børn og unge, og fem af millionerne går til Utzon Center, der skal opbygge et arkitekturlaboratorium.
Her skal børn, unge og børnefamilier få inspiration og viden om biobaserede byggematerialer og grøn omstilling.
For eksempel til, hvordan man i fremtiden kan bygge et hus af svampe, så væggene selv kan vokse sammen igen, hvis der kommer revner eller andre småskader.
Og vidste du, at man kan bruge svampemycelium til at vokse mursten?
- At øge bevidstheden og interessen, især blandt den yngre generation, for nye biobaserede materialer er et helt afgørende skridt i en overgang til en grøn og cirkulær økonomi, siger Phil Ayres, professor ved Institut for Bygningskunst og Teknologi ved Det Kongelige Akademi, der er nogle af verdens førende forskere i bio-hybrid arkitektur og en samarbejdspartner i projektet.
Endnu en rådgiver i projektet er Rex Skov Arkitekter, der bidrager med viden og erfaring indenfor nye materialevalg, gode håndværksdyder og arkitektur.
- Børn elsker at lykkes med noget
På Utzon Center er der stor begejstring for støtten fra Villum Fonden.
- Vi står overfor nogle store udfordringer med den grønne omstilling, hvor vi skal gentænke byggeri og arkitektur. En af løsningerne er intelligente og biobaserede byggematerialer, siger Matilde Marling Kiib, chef for Utzon Centers undervisningsafdeling, der har som afsæt, at læring skal være en leg.
- Vi ved, at børn og unge elsker at blive fascineret af teknologier og det at skabe noget selv samt at opleve at lykkes, når de gennemfører et projekt og får et fællesskab omkring det. Vores nye Utzon Arki-Lab rummer det hele, siger hun om laboratoriet, der kommer til at være fyldt med laserskærere, 3D-printere, Virtual Reality og masser af svampemycelier.
Utzon Arki-Lab løber i perioden 2023-2026.
Her vil der være fritidsaktiviteter for store og små på Utzon Center, laboratoriet henvender sig både til børnehaver, folkeskoler, institutioner ogbørnefamilier.
Formaterne bliver workshops, sommer science camps og events for børn, unge og børnefamilier - nogle strækker sig over et helt år, så man - helt bogstaveligt - kan se sit projekt spire og gro
Det hele foregår i selskab med arkitekter, arkitekturformidlere, forskere og svampeeksperter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.