Kulturmødet på Mors holder sit budget
Hyrer konsulenter for at få afklaret den fremtidige organisation
Opdateret kl. 11:34
MORS: Sidste år overskred Kulturmødet på Mors sit budget med 400.000 kroner. Men en efterregning af den størrelse regner den politiske styregruppe ikke med at blive præsenteret for i år.
Det oplyser Lauge Larsen (S), formand for Morsø Kommunes børne- og kulturudvalg og medlem af Kulturmødets styregruppe.
- Til evalueringsmødet for nylig kiggede vi Kulturmødets daglige ledelse dybt i øjnene, og den slog fast, at dette års Kulturmøde på Mors holder sig inden for budgettet, siger Lauge Larsen.
Regnskabet for Kulturmødet er dog endnu ikke gjort op.
- Det foreligger først til november, hvor det også vil være offentligt tilgængeligt, siger han.
Ifølge Lauge Larsen skyldes sidste års underskud, at et par af de fonde, man havde søgt og regnet med at få støtte fra, først meget sent meldte ud, at der alligevel ikke kom tilskud.
Med hensyn til den fremtidige organisation for Kulturmødet blev det på evalueringsmødet besluttet at hyre konsulenter fra Aalborg Universitet for at få afklaret fordele og ulemper ved forskellige modeller.
- De har blandt andet også bistået det politiske folkemøde på Bornholm, siger Lauge Larsen.
Han regner med, at bestyrelsen kan tage stilling til Kulturmødets fremtidige struktur og organisation på et møde efter efterårsferien i oktober.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.