Dronninglund

Kun ét forslag til borgmesterpost

Alle brikker faldt på plads i byrådet uden de store problemer, og det skete i en munter tone

Mikael Klitgaard blev bakket op af samtlige byrådsmedlemmer. Foto: Kurt Bering
Mikael Klitgaard blev bakket op af samtlige byrådsmedlemmer. Foto: Kurt Bering Bent Bach

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Der var ikke mange forslag til borgmesterposten i Brønderslev Byråd, da Arne M. Jensen (S) som byrådets nestor på det konstituerende møde fredag aften efterlyste forslag til den betydningsfulde post som kommunens førstemand.

Margit Chemnitz (V) foreslog Mikael Klitgaard (V).

Der blev nogen snak i salen, så Arne M. Jensen (S) spurgte, om der var flere forslag. Men det var der ikke nogen, der ønskede at komme med andre forslag. Så beslutningen fra valgnatten står ved magt.

- Det ville da være synd, hvis Mikael Klitgaard skulle sidde mellem socialdemokraterne, mente flere byrådsmedlemmer.

Arne M. Jensen erklærede sig dog parat til forandringer, som han mener kendetegner Socialdemokratiet.

Mikael Klitgaard havde nemlig indtaget Arne M. Jensens plads i den socialdemokratiske lejr, mens Arne M. Jensen som byrådets nestor ledede valg af borgmester.

Arne M. Jensen lovede, at Mikael Klitgaard nok kan blive medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe.

- Der er jo sagt i valgkampen, at Venstre nærmest fører socialdemokratisk politik, sagde Arne M. Jensen med et smil.

Men Mikael Klitgaard forsikrede, at han ikke har planer om at skifte parti.

Arne M. Jensen er det medlem af byrådet, der har siddet i længst tid, nemlig 31 år. Det er tredje gang Arne M. Jensen er mødeleder.

- Jeg er nok også mødeleder om fire år. Der er nemlig ingen andre, der kan opnå længere anciennitet, bemærkede han.

Arne M. Jensen udtrykte håb om, at der arbejdes for byens borgere og for kommunens ansatte.

Da Mikael Klitgaard havde indtaget borgmestrestolen, lovede han at han og byrådet vil gøre det bedste.

Ligeledes lagde Mikael Klitgaard op til et bredt samarbejde i byrådet, så der skabes en god kommune.

Han sagde også, at der skal debat til i byrådssalen.

Byrådesmødet blev i øvrigt holdt i en meget munter tone.

Viceborgmester Karsten Frederiksen (K) konstaterede dog, at der er to gamle gnavpotter i byrådet, der nok vil snakke en del. Her henviste han tig sig selv og Arne M. Jensen.

Arne M. Jensen mener, at Karsten Frederiksen er gammel gnavpot nummer ét og Arne M. Jensen på andenpladsen.

Margit Chemnitz (V): - Nu skal I ikke skræmme de nye byrådsmedlemmer, inden vi kommer i gang med arbejdet.

En post var ikke på plads onsdag, da NORDJYSKE oplyste om, hvem der var blevet formand og næstformand i de stående udvalg.

Det står nu klart, at Christen Bager (S) bliver næstformand i social- og sundhedsudvalget, der får næstformandsposten, hvor Martin Bech er formand.

Beskæftigelsesudvalget skifter navn til beskæftigelses- og uddannelsesudvalget. Her er det Eskild Sloth Andersen, der er formand.

Byrådsmødet blev afbrudt af en generalforsamling i Brønderslev Forsyning, hvor Brønderslev Kommune er ejer.

Her godkendte generalforsamlingen, at Lasse Riisgaard (V) bliver formand, Jens Andersen (V) næstformand, og de øvrige medlemmer Erik Sørensen (DF), Johannes Trudslev (S) og Hildo Rasmussen (S).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden