Kun underholdning?

Lørdag 28.1. har formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, et indlæg der - blandt en hel del andre skingre postulater - i en stærkt aggressiv sprogtone anklager kunstverdenen for "en farlig amoralitet", "blåstempling af Anders Breiviks ugerninger", "udbredt forkærlighed for alle lovovertrædere", "sygelig optagethed af det kriminelle og afsporede", "udviske gerningsmændenes personlige skyld" osv., osv.

Jeg har på tv set fru Kjærsgaard i sin vanlige stærkt forurettede og aggressive stil - iscenesat med et stort Dannebrogsflag som baggrund i dagligstuen - komme med de samme nærmest hadefulde angreb på Caféteatret og dets planlagte opsætning af Breiviks manifest. Og jeg har både ved dette syn samt ved gennemlæsning af fru Kjærsgaards indlæg undrende spurgt mig selv: "Hvad er den dames ærinde - ud over som sædvanligt at forsøge at skabe had, aggression og ufred omkring sig og i vort samfund?" Lad mig med det samme sige, at personligt finder jeg, at man af hensyn til de pårørende og vort norske broderfolk, der som nation med dets statsminister i spidsen har tacklet denne nationale tragedie umådeligt værdigt og smukt, måske kunne have ventet et par år til smerten og choket forhåbentligt har lejret sig på et sted, hvor man kan leve med den som med al sorg, som vi mennesker møder gennem et langt liv. Men det er jo en vurdering! For naturligvis kan denne skændselsgerning behandles kunstnerisk, og jeg er personligt ikke i tvivl om - med den kunstneriske tradition Caféteatret har - at det vil blive gjort helt forsvarligt såvel som lødigt. Det er kunstens opgave - ud over at underholde os - at gøre og klogere på livet og døden - også den del af tilværelsen der forekommer os bizar og stærkt ubehagelig. Og det gælder naturligvis alle kunstarterne: litteraturen, billedkunsten, teatret, filmen etc. Pia Kjærsgaard forudser nu, at vi i fremtiden kan se: "Amagermanden omsat til ballet", "en teaterforestilling i fire akter om Peter Lundins kærlighedsliv" m.m. Jeg ved ikke, om Amagermanden og Peter Lundin vil være specielt velegnet for teatret og balletten - men jeg ved, at filmindustrien gennem adskillige årtier - som blot og bar underholdning og uden offentlig diskussion - har præsenteret monstre fra virkelighedens verden som f.eks. "Bostonkvæleren" og "Jack the Ripper" - næppe nogle skabninger som Vorherre har været mere heldig med end Amagermanden og Lundin. Jeg tror, at Caféteatrets kunstneriske ambitionsniveau med Breiviks manifest er betydeligt højere end disse underholdningsfilm under genren "gysere" - nemlig et ønske om at klarlægge, hvad det er i os mennesker og i vort moderne samfund der skaber disse galninge. Det er selvfølgelig for nogen betimeligt og behageligt at hævde - som jeg f.eks. læser fru Kjærsgaards indlæg - at der blot er tale enkelte galninges medfødte ondskab - men måske er det ikke helt så enkelt!? Den hollandske dronning Beatrix blev i sidste uge stærkt bebrejdet af fru Kjærsgaards tro våbenfælle i Holland - Gert Wilders - at hun under et besøg i en helligdom i et muslimsk land i henhold til den stedlige tradition havde båret tørklæde. Dronningen replicerede, at det var noget "nonsens", og at hun i øvrigt mente, at "barske ord og handlinger ødelagde fordrageligheden i vore samfund". Eksponenter for disse barske ord har på det hjemlige plan - foruden fru Kjærsgaard selv - været hendes tro væbnere som Søren Espersen, Mogens Camre, Morten Messerschmidt samt præstefætrene fra Ribe-egnen. Når fru Kjærsgaard har så travlt med at lægge afstand til Caféteatrets opsætning, kunne det så være fordi, at hun inderst inde er nervøs for, at hun selv og en eller flere af hendes åndsfæller evt. kunne få "rosende omtale" i Breiviks syge manifest?