Skolevæsen

Kursister skal fristes til at spise sundt

HF & VUC i Thisted har besluttet at lægge om til økologisk mad

Kantinen på Thy-Mors HF & VUC er forholdsvis nybygget og benyttes gennemsnitligt af cirka 150 kursister og ansatte i løbet af en dag. Foto: Peter Mørk
Kantinen på Thy-Mors HF & VUC er forholdsvis nybygget og benyttes gennemsnitligt af cirka 150 kursister og ansatte i løbet af en dag. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:41

THISTED: Inden årets udgang skal et sted mellem 60 og 90 procent af maden i kantinen på Thy-Mors HF & VUC i Thisted være økologisk. Det er det ambitiøse mål, som skolens ledelse og kantinens forpagter Andrea D’Ovidio i fællesskab har sat sig.

Beslutningen kommer fra skolens ledelse.

- Vi har faktisk i de sidste par år snakket om, hvordan vi kunne bidrage til, at vores kursister lever sundt. Men det er blevet ved snakken, indtil vi besluttede, at nu, hvor skolen i forvejen er i gang med så mange byggeprojekter og forandringer, skulle det være, fortæller økonomi- og administrationschef Kirsten Jensen.

Går efter sølvmærket

Ledelsen besluttede, at skolen skal gå efter at få det økologiske sølvmærke, som gives til storkøkkener, hvor 60-90 procent af råvarerne er økologiske. De blev også enige om, at skolen skal dække merudgiften til indkøb af de økologiske varer, så det ikke bliver dyrere for kursisterne at købe mad i kantinen.

Det vil sige, at man stadig vil kunne købe en tallerken med dagens menu for 22 kroner, eller en skål salat fra den righoldige salatbuffet for 13 kroner.

- Vi har altid haft kvalitet til lave priser, for mange af de unge er på SU eller er arbejdsløse, og det er vigtigt, at de har råd til maden, siger Andrea D’Ovidio.

Små puf til de kræsne

Helt bevidst har kantinen dog siden sommerferien droppet muligheden for at købe dagens menu til 19 kroner uden salat. Nu er der kun mulighed for at købe menuen inklusiv salat til de 22 kroner.

- Vi kan se, at kursisterne fylder tallerkenerne op med noget af hvert, og de tager måske lidt mindre kød, fordi salaterne også ser spændende ud, siger Andrea D’Ovidio.

Det er også helt bevidst, at hun ikke offentliggør ugens menukort. Kursisterne skal ikke på forhånd vide, om dagens menu består af fisk, frikadeller, vegetarmad eller noget helt fjerde.

- Der er mange, der har fordomme om mad og siger ”Jeg kan ikke lide spinat” eller ”Jeg kan ikke lide fisk”. Men når de så kommer ind i kantinen og finder ud af, at maden ser godt ud og dufter godt, så spiser de det alligevel, fortæller kantinelederen.

Farvel til cola og Snickers

Processen med at omstille kantinen til økologi er først lige begyndt. Et, for nogle kursister, drastisk skridt blev dog taget allerede ved skoleårets start:

- Vi har aflyst sodavand. Det var et chok for eleverne. Nogle plejer at starte dagen med en cola, fortæller Andrea D’Ovidio.

Nu sælges kun økologiske drikkevarer som for eksempel æblesaft og tranebærsaft.

Slik er også smidt væk fra hylderne. Det har været en udfordring for kantinepersonalet at finde på alternativer til dem, der har lyst til noget sødt.

- Vi kan jo ikke bare tilbyde folk gulerødder og tro, at de så køber det i stedet for en Snickers. Så vi arbejder med at finde på noget andet, som for eksempel små, argentinske kager, alfajores, fortæller kantinelederen, der selv stammer fra Argentina.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden