Kvinde i livstruende tilstand efter overfald
Er overført med helikopter til Rigshospitalet på grund af brandsårsskader
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:09
NØRRESUNDBY: Lørdag morgen kort før klokken seks blev Nordjyllands Politi kaldt til Vangen i Nørresundby, hvor der i en lejlighed havde været knivstikkeri mellem en mand og en kvinde, som bor på stedet.
- Anmeldelsen kom fra bopælen, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.
Da politiet ankom til stedet, kunne de konstatere, at en 39-årig kvinde var kommet til skade. Hun var blevet stukket med en kniv i bagdelen og havde overfladiske snitsår, som var forårsaget af en kniv.
Havde brandskader
Den 39-årige kvinde havde desuden brandskader på overkroppen og ryggen.
- Det drejer sig om livstruende brandsårsskader, oplyser Karsten Højrup Kristensen.
Nordjyllands Politi har endnu ikke afklaret, hvordan brandskaderne var opstået.
Den 39-årige kvinde kørt i ambulance til Aalborg Universitetshospital, hvor hun blev behandlet for knivstik og brandsårsskader, og lørdag formiddag blev hun med helikopter overført til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.
Sigtes for drabsforsøg
Gerningsmanden, en 32-årig mand, som den 39-årige kvinde kendte, var forsvundet fra stedet, men han blev kl. 10.35 lokaliseret til en adresse på Voerbjergvej i Nørresundby, hvor han blev anholdt.
Han er sigtet for drabsforsøg, og fremstilles i grundlovsforhør søndag klokken 9.30.
- Vi forventer, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre, siger vagtchefen.