Kvinde stalkede mand igennem flere måneder
44-årig kvinde dømt for at have opsøgt og kontaktet en mand, hun havde et tilhold mod
Opdateret 21. juli 2017 kl. 13:25
HJØRRING: Over flere måneder opsøgte en 44-årig kvinde en mand adskillige gange, selvom hun havde fået et tilhold og ikke måtte komme i nærheden af ham eller kontakte ham. Det var først, da hun blev varetægtsfængslet, at stalkingen af manden stoppede.
Mandag blev kvinden så idømt tre måneders fængsel ved Retten i Hjørring for at have overtrådt sit tilhold knap 50 gange.
Den 44-årige kvinde kendte knap nok manden, men de havde overfladisk kendskab til hinanden igennem en forening. Ifølge mandens forklaring i retten, begyndte den 44-årige pludselig at vise interesse for ham, men han afviste hendes tilnærmelser og bad hende forgæves om at lade ham være, forklarer anklager Bjørn Fogh.
Varetægtsfængslet to gange
Det førte til, at kvinden fik et tilhold 31. marts. Men det fik ikke den 44-årige til at slå manden ud af hovedet.
Den næste måneds tid brød kvinden tilholdet næsten hver dag ved blandt andet at opsøge manden på hans adresse, skrive til ham på mail, sms og sociale medier, ligesom hun også kontaktede mandens børn.
Stalkingen blev først stoppet, da den 44-årige blev varetægtsfængslet 9. maj. En måned senere - 9. juni - skulle hendes sag så for retten, men sagen blev ikke afsluttet den dag, og derfor blev den 44-årige igen løsladt, indtil sagen senere skulle afsluttes.
Og det fik blot kvinden til igen at opsøge manden, og allerede en uge senere blev hun atter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, nu sigtet for endnu flere forhold.
Løsladt efter dom
I retten erkendte den 44-årige at have overtrådt sit tilhold 10 gange, men hun nægtede resten. Kvinden forklarede, at hun blot ville i kontakt med manden, fordi hun ville have ophævet tilholdet, der ifølge hende havde store personlige konsekvenser for hende, fortæller anklager Bjørn Fogh.
Den 44-årige var tiltalt for at have brudt sit tilhold 62 gange, men blev frifundet for en lille del af dem. Kvinden blev efter dommen løsladt, da hun allerede har siddet varetægtsfængslet i to tredjedele af straffens længde.
Hun udbad sig betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.