Stalker-kvinde dømt igen og løsladt
Kvinde fra Hjørring er igen dømt for at stalke familiefar trods tilhold
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:58
HJØRRING: En 44-årig kvinde fra Hjørring er ved Retten i Hjørring idømt 50 dages fængsel for igen at have overtrådt et tilhold mod at kontakte eller opsøge en familiefar i Hjørring. Hun er også dømt for at overtræde et tilhold mod at kontakte eller opsøge en anden mand, hun tidligere har været gift med.
I alt er hun dømt for 16 overtrædelser af de to tilhold. Heraf vedrører de 13 overtrædelser den familiefar, som hun igen og igen har kontaktet og opsøgt, selv om de ikke har relationer til hinanden.
Ved retssagen nægtede hun sig skyldig i de fleste af de forhold, hun var tiltalt for.
Varetægtsfængslet flere gange
Kvinden har i flere omgange været varetægtsfængsel for at overtræde tilholdet mod at kontakte familiefaren.
I juli blev hun idømt tre måneders fængsel for at have overtrådt tilholdet næsten 50 gange.
På det tidspunkt havde hun siddet varetægtsfængslet i sagen i to måneder, så hun blev dengang løsladt straks efter domsafsigelsen 3. juli.
I gang få timer efter løsladelse
Kun få timer efter løsladelsen begyndte hun igen at kontakte familiefaren, i første omgang via LinkedIn.
Hun har også kontaktet ham via sms, ringet til ham, opsøgt ham på hans bopæl, kigget ind ad vinduer og banket på døren, oplyser anklager Bjørn Fogh fra Nordjyllands Politi.
21. juli blev kvinden på ny varetægtsfængslet for at overtræde tilholdet, og er nu dømt for i alt 16 overtrædelser, hvoraf hun kun har erkendt to.
Da dommen lød på 50 dages fængsel, blev hun løsladt, fordi hun har siddet fængslet siden slutningen af juli.
Mentalundersøgt
Ifølge anklageren er der ingen relation mellem kvinden og den familiefar, hun bliver ved med at kontakte og opsøge.
- Begge har forklaret, at der ikke har været noget forhold mellem dem, fortæller Bjørn Fogh.
Da kvinden i juli blev dømt i stalker-sagen, var hun forinden blevet mentalundersøgt. Lægerne konkluderede, at hun var egnet til at modtage almindelig straf.
En straf som altså dengang lød på tre måneders fængsel. Anklagemyndigheden har bedt landsretten tage stilling til, om den straf skal skærpes, mens kvindens forsvarer har anket med krav om mildere straf.
Og inden landsretten har truffet afgørelse, har kvinden altså i mellemtiden fået en ny stalker-dom ved Retten i Hjørring.
Kvinden overvejer nu, om dommen skal ankes til landsretten.
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med kvindens forsvarer.
Læs mere om, hvad du kan gøre for at stoppe chikane og "stalking"Han eller hun må hverken henvende sig til dig personligt, mundtligt eller skriftligt, heller ikke ved e-mails, sms’er, beskeder via sociale netværk mv.
Det er ligegyldigt, om henvendelserne er fredelige eller uvenlige. Personen må altså heller ikke sende dig blomster eller gaver eller indtale venlige telefonbeskeder. Personen må heller ikke kontakte dig indirekte via sociale netværk - f.eks. ved at udtale sig om dig via sociale netværk eller i debatfora på internettet.
Kilde: Anklagemyndigheden.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.