Voldtægt

Kvinde voldtaget og forsøgt kvalt

Var indespærret i op mod ti timer. Gerningsmanden anholdt lørdag kl. 20.26

Foto: Michael Koch
Foto: Michael Koch

Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:55

AALBORG: En 51-årig kvinde er i op mod ti timer blevet tilbageholdt, voldtaget og forsøgt kvalt i en lejlighed i det sydlige Aalborg.

Det fortæller vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.

- Hun rettede henvendelse til os kl. 16.45 lørdag eftermiddag. Hun nævnte navnet på en 48-årig gerningsmand, som vi efter en eftersøgning har anholdt lørdag aften kl. 20.26 på en beværtning i Aalborg Centrum, siger vagtchefen.

Kvinden har forklaret, at hun mødte manden til en fest fredag aften, og at hun har været tilbageholdt i op mod ti timer. I den periode er hun blevet voldtaget, er blevet sparket over hele kroppen og forsøgt kvalt.

- Hun har spor efter vold på kroppen og på halsen efter kvælningsforsøg. Hun bliver undersøgt af en retsmediciner, og den mulige gerningsmand vil også blive undersøgt med henblik på at finde spor, fortæller Henrik Beck.

Vagtchefen oplyser, at vidner har fortalt Nordjyllands Politi, at man har hørt skrig.

- Vi har også fundet blod på trappen i opgangen, hvor overgrebet skal være sket i mandens lejlighed, siger Henrik Beck.

Nordjyllands Politi har været på jagt efter manden, siden kvinden henvendte sig.

Manden er i forvejen kendt af politiet for forseelser af samme slags.

Den 48-årige mand fremstilles i grundlovsforhør søndag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden