Brønderslev

Kvinder er vejen til bedre integration

Velintegrerede kvinder med i integration af nye borgere

Knud Jørgensen: - Velintegrerede kvinder skal bistå med integration af nye borgere. Foto: Kim Dahl Hansen
Knud Jørgensen: - Velintegrerede kvinder skal bistå med integration af nye borgere. Foto: Kim Dahl Hansen

BRØNDERSLEV: Integrationsrådet i Brønderslev har taget initiativ til bydelsmøder, hvor velintegrerede flygtninge skal bistå med at integrere nye borgere.

- Der skal findes nogle kvinder, der er godt integrerede, og de skal så hver især skaffe tre-fire kvinder, der kan holdes bydelsmøder med, fortæller formand for Integrationsrådet, lektor Knud Jørgensen.

De kvinder, der skal stå for bydelsmøderne, skal på et 30 timers kursus, hvor der sættes fokus på blandt andet børneopdragelse, ligestilling, sexologi, skolegang, kultur med mere.

- Vi mener, at det er en god måde at integrere i første omgang kvinderne på. Dernæst bliver det mændenes tur.

- Vi er første kommune nord for Limfjorden, der gennemfører et sådant tiltag. I Aalborg er der bydelsmøder, og de er en stor succes.

- Det kan være svært at blive indført i den danske kultur, men det kan disse bydelsmøder bidrage til, mener Knud Jørgensen.

Sagen forelægges nu beskæftigelsesudvalget i Brønderslev Kommune, der skal stå for kursusdelen af tovholderne.

Bedre integration

- Vi håber og tror, at det vil give en bedre integration, påpeger Knud Jørgensen.

I forbindelse med integrationsarbejdet er Knud Jørgensen på jagt efter et lokale, hvor danskere og flygtninge kan mødes.

- Der er en række tiltag i gang inden for integrationen. Folkekirken, Apostolsk Kirke, Venligboerne, Røde Kors, Red Barnet med flere udfører et stort arbejde.

- Det kunne være godt med et lokale, hvor man kunne mødes. Der er nogle, der ikke vil komme i kirkerne, og andre ønsker ikke at komme i Mælkebøtten. Et neutralt sted ville være godt. Der kunne så arrangeres fællesspisning og andre ting, hvor danskere og nye borgere kunne komme hinanden ved.

Knud Jørgensen indrømmer, at det kniber meget, at Brønderslev-borgere melder sig som kontaktpersoner.

- Det går bedre i de mindre byer, som blandt andet Flauenskjold, hvor byens borgere og flygtningene, laver mange ting sammen.

Knud Jørgensen skal nu have en snak med borgmester Mikael Klitgaard (V) i bestræbelserne på at finde et lokale.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden