Lån en gratis grund af kommunen
Forvaltning foreslår, at borgerne skal kunne låne en gratis grund og bruge den som byhave

Teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V) forestiller sig, at man kan lave byhaver i en del af Karolinelund. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
AALBORG:Kommunalt ejede grunde, der ligger i dvale og venter på byudvikling kan i fremtiden give sorte negle til aalborgensere med grønne fingre.
Teknik- og miljøforvaltningen foreslår nemlig, at politikerne giver grønt lys til, at der etableres Aalborghaver, hvor kommunen gratis låner grundene ud til borgerne, der på ikke-kommerciel vis kan dyrke jorden med blomster, grøntsager og eventuelt mindre dyrehold.
I storbyer rundt om i vreden har trenden Urban Farming spredt sig, og nu er turen kommet til Aalborg. Tanken er, at passive grunde med ideen kan skabe ”værdi og glæde for byens borgere”.
- Hvis det er nogle arealer, der ikke står lige for med hensyn til byomdannelse, så kan de lige så godt komme folk til gavn, siger teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V)
Indtil videre findes der ifølge rådmanden ikke en konkret liste over arealerne, men der er ifølge forvaltningen tale om nogle af de arealer, der ”ligger i venteposition til byggeri (etape 2 og 3 af boligudstykninger) eller arealer til større vejanlæg”. Arealerne ligger ganske centralt i byen men bliver ikke brugt til noget i dag.
- Der hvor jeg selv har bedt om, at man kunne tage et initiativ, det er i Karolinelund, og så har jeg sagt til boligselskaberne, at det var en god ide, at de tog nogle af deres arealer og omdannede dem til små haver til beboerne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.