Ældre Sagen: Nordjylland bliver særligt hårdt ramt af PostNords farvel til breve
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Trafikstyrelsen har gennemført en analyse af omdelingen af post (fra 2022), og den indeholder dårlige nyheder særligt for nordjyderne.
Analysen omfatter de to distributører PostNord og Dao og viser, at især Dao halter bagud i forhold til leveringssikkerhed.
Værst står det til i Nordjylland, hvor kun 85 procent af brevene sendt med Dao er registreret hos modtageren. Det betyder, at ca. hvert syvende brev forsvinder undervejs. Nogle venter forgæves på et vigtigt brev fra kommunen eller sygehuset.
På landsplan når kun 95 procent af brevene sendt med Dao frem til afsender. Til sammenligning når over 99 procent af PostNords breve frem i dag.
Ældre Sagen er bekymret
Fra 2026 er det ikke længere muligt at sende breve i Danmark med PostNord. Det bekymrer Ældre Sagen og de nye tal for Trafikstyrelsen gør bestemt ikke bekymringerne mindre.
Det er helt uacceptabelt, at så stor en andel af brevene slet ikke når frem.
Brevomdeling afvikles, røde postkasser forsvinder og kvaliteten af postleveringen halter. Det er et kæmpe problem for særligt ældre og andre, som er fritaget for digital post.
Cirka fem procent af befolkningen er fritaget for digital post, og de er derfor afhængige af, at posten bliver bragt fysisk ud. Hvad enten det skyldes sygdom, stress, handicap eller kognitive udfordringer, har de samme krav på at modtage deres post.
Problemet er særligt stort, når det drejer sig om vigtige breve med sygehusindkaldelser, afgørelser om hjemmehjælp eller oplysninger om pension.
Digitaliseringen har gjort hverdagen lettere for mange af os, men det dur ikke, hvis vi ikke kan stole på de analoge alternativer.
Det handler om mere end post
For Ældre Sagen er det ikke afgørende, hvem der deler posten ud, men vi mener, det er vigtigt at insistere på kvaliteten i postleveringen, også fordi det at få breve ikke kun handler om selve posten.
Det handler i høj grad også om at være med i et fællesskab og sammenhængskraft. Det at modtage en håndskreven hilsen kan forstærke følelsen af at være forbundne, selv om man er adskilt i tid og afstand.
Breve er en vigtig del af kampen mod ældres ensomhed og isolation, og når postkasser og breve forsvinder, forsvinder også et bindeled til ens omverden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.