Det nuværende befolkningstal på knap seks millioner vil falde med flere millioner de næste tre generationer, hvis vi fortsætter med at få så få børn som nu.

Set med samfundsøkonomiske øjne er det skræmmende at tænke på. 

Vores bruttonationalprodukt vil falde markant, når vi kommer til at mangle hænder på arbejdsmarkedet, og de +70-årige bliver den største og bestemmende befolkningsgruppe ved folketingsvalg og kommunalvalg. 

Kina og Japan m.fl. lande er midt i tilsvarende udfordringer.

Senest har vores udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, på Moderaternes landsmøde sagt, at vi skal føde flere børn.

Visse fordele

Men er udviklingen nu så forfærdelig? 

Vi står med en klimakrise, en forureningskrise med dårlig økologisk tilstand i vores drikkevand, i vore søer, fjorde og havområder, en diversitetskrise (med risiko for manglende robusthed mod forandringer) og tillige råstofmangel på sjældne metaller til vores mobiler, PC'ere og biler. 

Desuden er fødevareproduktionen truet af klimaforandringerne.

Vi er simpelthen for mange mennesker på jordkloden, hvis vi skal brødføde og opretholde en høj og voksende velstand blandt jordens befolkninger og sikre en bæredygtig udvikling.

Så få bliver vi i Danmark

Danske kvinder får nu blot 1,5 børn i gennemsnit. Det kaldes fertilitetsraten. En befolkning kan ikke opretholde sin størrelse, hvis ikke kvinder får 2,1 børn.

Sådan vil befolkningstallet udvikle sig, hvis fertilitetsraten de næste tre generationer forbliver på 1,5, middellevetiden forbliver som i dag og indvandringen ikke øges.

2023: 5,96 millioner borgere

2053 (om en generation): 4,98 millioner borgere

2083 (om to generationer): 3,42 millioner borgere

2113 (om tre generationer): 1,99 millioner borgere

Kilde: Rune Lindahl-Jacobsen, professor i epidemiologi og demografi, leder af Biodemografisk Enhed Sundhedsvidenskab på Syddansk Universitet

Vi bør derfor hilse prognosen velkommen og indrette os på en faldende materiel levestandard. 

Men til gengæld får vi større held med at gennemføre en bæredygtig omstilling og udvikling, hvor naturen får mere plads, biodiversiteten igen øges, klimakrisen samt forureningen af vore vandområder stoppes og genanvendelse af sjældne mineraler kan fortsat sikre råstofforsyning. 

Vi må tage en ekstra tørn

Når der ikke fødes nok børn til at opretholde befolkningstallet, og andelen af ældre samtidig stiger markant og dermed - med tiden - et stærkt øget plejebehov, må vi igen til at overveje, om pensionsalderen løbende skal hæves. 

Vi skal jo ikke regne med, at der kommer nogen og afløser og tager over - medmindre vi accepterer import af udenlandsk arbejdskraft og/eller tillader stor immigration af flygtninge og aktiverer dem i vores samfund i et stærkt øget tempo.

Foreningsaktive har nok alle bemærket, at det kniber med at finde medlemmer til foreningsbestyrelsen, fordi mange medlemmer siger, at de har taget deres tørn. 

Det skal såmænd nok passe; men hvis ikke nogen af dem vil tage en ekstra tørn, kollapser vores foreningsliv.

Mon ikke mange af os raske pensionister godt kan tage en tørn mere, hvis alle giver en hånd med. Lykkes det ikke, så kan vi ikke sikre et godt liv. Det er jo gode arbejdsmæssige og sociale relationer, der er det allermest vigtige for et godt liv, og stopper foreningslivet og de relationer, vi får herigennem, går det helt galt.

Så vi må glæde os over, at jordens økosystem tilsyneladende igen formår at tilpasse sig og finde en ny og meget mere bæredygtig balance, uden at vi alle skal sendes ud i en ny stor verdenskrig for at rense ud i menneskeheden. 

Udviklingen giver jo faktisk håb om en bedre fremtid, hvor vi lever meget mere bæredygtigt med et væsentlig lavere materielt forbrug, og der bliver plads til mere natur og mad nok til alle, og tid nok til at pleje relationerne i en skøn natur.