Efter Messerschmidts Djøf-angreb: Borgmester svarer
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Kære Morten.
Jeg vil gerne korrigere en fejlinformation, der forleden blev bragt i dit debatindlæg i Nordjyske med overskriften: "Har Aalborg Kommune virkelig brug for 76 kommunikationsansatte?"
Det korte svar er nej.
For det er faktuelt forkert, at Aalborg Kommune har 76 kommunikationsansatte.
Det korrekte tal er, at vi har 25 medarbejdere, der arbejder mere end 50 procent af deres tid med kommunikationsopgaver.
Fejlagtige oplysninger kan forekomme, men det er vigtigt at oplyse om de opgaver, de kommunikationsansatte løser. For de er i høj grad med til at bygge bro mellem borgerne og kommunen. Lad mig give et par eksempler.
Digital betjening
Hovedparten af Aalborg Kommunes kommunikationsmedarbejdere arbejder med borgerkommunikation, primært på hjemmesiden www.aalborg.dk, der har mere end 1,5 mio. besøgende om året.
I andre kommuner er dette arbejde organiseret i Borgerservice eller Digitaliseringsenheder, så det er meget forskelligt, hvordan kommunerne har organiseret eksempelvis dette arbejde.
Hos os har vi fokus på at skabe brugervenlig borgerbetjening digitalt, for de borgere, der kan og vil betjene sig selv. Det er for kommunen langt den billigste henvendelsesform og giver borgerne adgang til selvbetjening døgnet rundt.
For vi må erkende, at vores åbningstider for fysisk betjening ikke altid harmonerer med borgernes hverdag.
Vi har derfor en vision om, at der er let digital adgang til Aalborg Kommune året rundt, døgnet rundt.
Borgerne og virksomhederne skal have mulighed for at betjene sig selv i det digitale rådhus. Alle skal have mulighed for hurtigt at finde informationer og selvbetjeningsmuligheder. Det er vores erfaring, at det kræver en kommunikationsfaglighed at kunne skabe en brugervenlig opbygning af vores digitale løsninger.
Mange opgaver
Derudover arbejder en del af vores kommunikationsansatte med at sikre, at vi lever op til loven om webtilgængelighed, der handler om, at alle uanset handicap eller funktionsnedsættelse kan tilgå vores kommunikation.
Det handler blandt andet om at, man kan få den læst op med en skærmlæser, hvis man er svagtseende eller ordblind.
Kommunikationsmedarbejderne arbejder også med at bygge bro mellem kommunen og borgerne i forhold til vigtige beslutninger om for eksempel budgettet. Eller informere om vejarbejde, trafiksikkerhed, sundhedstilbud, ledige job eller lave borgerinddragelse i form af borgermøder og høringer.
Dertil kommer opgaver med at besvare pressehenvendelser og intern kommunikation. Den interne kommunikation er med til at styrke videndeling og skabe mening, motivation og medejerskab, som vi hos os tror på er vigtige for et godt arbejdsmiljø.
Stigende krav
De 25 kommunikationsmedarbejdere, Aalborg Kommune ifølge undersøgelsen har, er i øvrigt helt på linje med landsgennemsnittet i forhold til indbyggerantal.
Vi skal naturligvis altid spørge os selv, er det for mange eller for få? Vi arbejder hele tiden på at effektivisere vores kommunikation, men oplever også, at forventningerne til vores kommunikation stiger.
Og jeg må erkende, at når jeg taler med borgere og virksomheder i Aalborg Kommune om, hvordan de oplever vores kommunikation, er der indimellem fortsat plads til forbedringer. Derfor mener jeg, at vi har brug for vores kommunikationsansatte.