Debat

Hård kritik: - Det ligner en vennetjeneste

Sagen her handler om en stor entreprenørs pudsige opkøb og siden hen salg af en ejendom, skriver Jørgen Ravn Christensen.
Sagen her handler om en stor entreprenørs pudsige opkøb og siden hen salg af en ejendom, skriver Jørgen Ravn Christensen. Foto: Lars Pauli

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vennetjenester er som sådan ganske fine, bare ikke når kommunen er den ene part. 

Sagen her handler om en stor entreprenørs pudsige opkøb og siden hen salg af en ejendom.

Sagen skal endeligt behandles på kommunalbestyrelsesmødet 25. april under et lukket punkt, da den indeholder fortrolige oplysninger omkring noget af økonomien. 

Men det afholder ikke mig fra at gengive det, der for mig ligner en vennetjeneste mellem entreprenøren og det politiske niveau i Jammerbugt Kommune.

Sagen handler om et stort projekt i en af Jammerbugt Kommunes større byer. 

Her ønskede en stor entreprenør at gennemføre en større fornyelse og kom til kommunen for at få udviklet en ny lokalplan for området. Alt dette for nogle år tilbage, og lokalplanen er for længst vedtaget.

For at entreprenørens projekt skulle kunne lykkes, skulle der opkøbes nogle ejendomme, hvilket entreprenøren gik i gang med. 

Den ejendom, som jeg nu mener er en del af en vennetjeneste, blev opkøbt af entreprenøren i november 2021. Altså for knap 2,5 år siden. Alt er stadigvæk i den fineste orden.

Desværre sker der meget i verden, hvilket resulterer i, at entreprenørens store projekt pludselig ikke kan realiseres alligevel. 

Vi får på et møde i økonomiudvalget i februar 2024 lagt nye og mindre planer op for projektet. 

Planer som kræver et ændret plangrundlag for den før omtalte ejendom. Et plangrundlag som, for mig, ikke gør ejendommen mere værd. 

Faktisk ligner det nu mest en fejlinvestering fra entreprenørens side.

Alarmklokkerne ringer

Det er så her, at mine alarmklokker begynder at ringe. 

For nu skal vi i Jammerbugt Kommune pludselig vise velvilje overfor projektet ved at købe den pågældende ejendom af entreprenøren. 

Og det til en pris, der ligger over, hvad entreprenøren oprindeligt betalte for ejendommen, selvom plangrundlaget nu er ringere end dengang, entreprenøren købte ejendommen.

Jammerbugt Kommune opkøber ikke ejendommen med henblik på videresalg, men med den bundne opgave at rive den ned og bagefter indrette et bytorv på grunden. 

Alle medlemmer af kommunalbestyrelsen ønsker udvikling i vores kommune. 

Det ønsker jeg også, men det skal være på rimelige og ordentlige vilkår. 

Den her sag, synes jeg, er en urimelig begunstigelse af den pågældende entreprenør. Og ikke mindst er det borgernes penge, der finansierer begunstigelsen. 

Entreprenørens projekt indeholdt oprindeligt denne ejendom, så entreprenøren burde ikke kunne få en økonomisk gevinst ud af at lave et fejlkøb.

Det står fuldt og helt for min egen regning at kalde dette en vennetjeneste, for det er sådan, jeg ser på det. Jammerbugt Kommunes borgere må mene, hvad de vil om sagen. Nu er fakta i hvert fald lagt frem.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden