Undrer sig over billeder af magre, triste dyr: Få stoppet det her vanvid
Opdateret kl. 17:49
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Myndighederne ser passivt til, mens heste lider under kummerlige forhold, lige her i vores egen kommune.
I Klim og Bratbjerg i Jammerbugt Kommune har det stået på alt for længe.
Gang på gang ser vi billeder af magre, triste dyr, men intet sker. Hvorfor?
Vi har en moralsk pligt til at handle både lokalt og nationalt. Dyrevelfærd må ikke være en parentes i lovgivningen.
Det her handler ikke bare om et par forsømmelige hesteejere i Nordjylland. Det handler, for os at se, om et system, der fejler og svigter gang på gang, når dyr bliver vanrøgtet.
Når vi som samfund ikke griber ind, sender vi et signal om, at dyrevelfærd ikke har nogen reel betydning. Det kan og skal vi ikke acceptere.
I Jammerbugt Kommune har borgere i lang tid råbt op om forholdene for hestene i Klim og Bratbjerg.
Alligevel ser vi ingen konkret handling. Myndighederne gemmer sig bag regler og lange sagsgange, mens dyrene lider. Det er helt uacceptabelt.
Lokale politikere må tage ansvar. Vi skal ikke vente på en katastrofe, før vi handler.
Vi må få stoppet det
Samtidig skal vi have en national opstramning.
Hvis Fødevarestyrelsen mangler beføjelser, så må vi give dem det. Når straffen for vanrøgt er for slap, må den skærpes. Kommunen må foretage en politianmeldelse og ikke længere sidde på hænderne. Politiet bør rykke ud med det samme og få stoppet det her vanvid. Politiets dyrevelfærdsenheder, det såkaldte dyrepoliti, skal styrkes. For nok er nok.
I Dansk Folkeparti mener vi, at retten til at have dyr skal kunne fratages hurtigere, nemmere og mere konsekvent. Et dyr kan ikke tale for sig selv, det ansvar påhviler os. Og vi skal turde tage det ansvar.
Vi har i årevis talt om dyrevelfærd, men alt for lidt er sket. Imens lider dyr i stilhed, uden at nogen griber ind. Det er ikke værdigt for et land som Danmark. Vi må tage ansvar, både i Folketinget og i kommunerne.
Lovgivningen skal skærpes, og konsekvenserne skal mærkes. Vi i Dansk Folkeparti kræver handling nu.
Dyrevelfærd skal være det bærende. Ikke bare i festtaler, men i praksis. Systemer, bureaukrati og nølen beskytter afstumpede mishandlere, og imens står dyrene og lider, mens ingen gør noget. Nok er nok. Hestene skal reddes, og John Byrialsen skal fratages retten til dyr.
Det skylder vi dyrene. Det skylder vi os selv. Vi skal passe på dyrene, for det kan de ikke selv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.