I et land uden høje bjerge, en lun lille lærkerede, hvor vi drukner i magelighed og lunken Medova te og hvor vi efter at have fyldt vores vom med pølser og flæsk og fatters slidte fløjlsbukser-brun sovs efter en halv times tid, "føler os lidt brødflov" og må ty til en skive hvidt formfranskbrød med tandsmør og Gamle Ole ost, for "vi trænger" og vi havde været nær ved at dø tidligere på dagen, hvor en eller anden galning udelukkende havde købt rugbrød og så ovenikøbet rugbrød, fyldt med frø og kerner!? til eftermiddagskaffe og slet ingen kage!?

Ja i dét land uden høje bjerge, hvor udsigten og udsynet ikke strækker sig længere end til vores egen næsetip eller navle med sofapude-fnuller fra dagligstuen med de rød-hvid ternede gardiner, som vi står bag ved og skuer og skumler mistænksomt ud på alle "de fremmede", der ikke er "som os" og som vi trods den afgående regent, Dronning Margrethes formaninger om at få styr på vores dumsmarte bemærkninger og kolde skuldre eller Gnags swingende refræn, som alle skråler med på; "Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkooooooooooooooomen her"!?, mens vi gennem de årtier, der er gået siden Peter A.G. skrev de famøse linjer har forvandlet os til et slags hygge-mini Ungarn, lukket om os selv og der er ikke megen hjælp, om nogen, at hente hos landets politikere, når det kommer til at tale lidt moralpolitisk empati ind i folket. Tværtimod, det er politisk selvmord at opfordre folket til et anstændigt, inkluderende og tolerant menneskesyn.

I det land uden høje bjerge, hvor de fleste politikere og alt for mange skinhellige danskere kaster omkring sig med troen på Gud og vores faste rod i kristendommen som et adgangskort til en klub, der på forhånd udelukker og ekskluderer, især muslimer, et lille land hvor man i stigende grad (mis)bruger kristendommen som en hvidløgsranke mod vampyrer, mod dem man så ufint kalder nydanskere med ikke vestlig-baggrund, som for at sige, "i bliver aldrig én af os".