Unge Venstre-folk: Hvorfor vil danmarksdemokrat blande sig i vores madvalg?
Opdateret 12. maj 2025 kl. 13:40
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Det sidste, jeg orker på en sen mandag aften, er en højlydt politisk diskussion foran mejerikøleskabet i Netto.
Jeg er her for aftensmad – ikke en ideologisk slåskamp.
Vi skal være taknemmelige for, at dagligvarebutikker ikke er politiske kamppladser, men en del af det frie marked. Det er jeg i hvert fald selv.
I selvsving over blandefars
Hvad vi skal være knap så taknemmelige for, er når politikere sniger værdipolitik ned i plastbakkerne i køledisken.
Danmarksdemokraterne er tilsyneladende gået i ideologisk selvsving over en pakke blandefars.
I en video på Instagram udtaler Hans Christian Skibby, hvordan “anti-kød-segmentet” og “kostpolitiet” vil bestemme, hvad danskerne skal købe – alt imens han står med en pakke blandet fars i hænderne og ser krænket ud.
Hvem dette “anti-kød segment” eller “kost-politi” egentlig er, får vi aldrig at vide. Det overlades til fantasien – eller konspirationsteoretikerne.
Man kunne blive bekymret for, hvilken type supermarkedsstyrende mafiaorganisation, Skibby har drømt op i sit hoved, men i Danmark er det altså stadig markedet, der bestemmer hvad der står på hylderne.
Ingen tvinger nogen til at købe noget som helst – ikke et "kostpoliti", ikke et ‘anti-kød-segment’.
Umyndiggørende kølediskretorik
Det eneste reelle forsøg på at blande sig i danskernes madvalg er netop Skibbys egen optræden i videoen – hvor han udtaler sig på vegne af os alle om, hvad vi har lyst eller ikke lyst til at spise.
Hans Christian Skibbys smag er hans egen – den skal ikke bruges som målestok for andres valg.
Den her kølediskretorik skal simpelthen stoppe, hvis man er forkæmper for det frie marked.
Der bliver lagt op til, at politikere skal diskutere og diktere, hvordan en god og dårlig vare ser ud på vegne af forbrugeren. Det er både umyndiggørende over for forbrugeren og voldsomt elitært.
Danmarksdemokraterne skal holde deres forbrugerstyrende retorik væk. Almindelige menneskers valg af dagligvare er det sidste, vi skal gøre til en politisk kampgrund.
Hvilke produkter, der ligger i disken, bestemmer markedet selv. Hvad du, jeg – vi forbrugere – lægger i kurven, bestemmer vi selv.
Slut, færdig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.