Det er en fornøjelig tanke, at vi alle gennem tiderne har spist hvidt brød og passet vores kirkegang den fjerde fredag efter påske.

I over 300 år har store bededag overlevet krige og kriser, den havde nok klaret sig igennem nutidens også.

Hele mit lange liv har den været et lyspunkt. Hvorfor skal mine børn og børnebørn snydes for det?

Det begyndte i skolen. Pludselig melder en fridag sig, hveder, hvis vi har råd, sove længe, ingen skole, ro derhjemme. 

Senere under uddannelse en fridag, måske brugt til eksamenslæsning, foråret på spring. Så hele arbejdslivet, en velkommen familiedag, hveder aftenen før, foråret venter. Som årene går, bliver dagen mere og mere skattet. Jeg bliver bevidst om dagens over 300 år gamle historie. Jeg er med til at holde eftertænksomhed i hævd.

I pensionisttiden er fjerde fredag efter påske jo også en fridag.

Men netop den dag bruges til at samle familien, til ro, til glæde over foråret, glæde over fællesskabet.

Jeg er tilfældigvis sat på Jorden, på denne plet i dette land, og jeg ønsker at bevare, hvad der er godt.

Der er nogen steder kompenseret for store bededag, så en fridag er puttet ind, hvor det er belejligt.

En fridag er en ligegyldig egoistdag.

En helligdag er et fællesskab og historie.

Vi har brug for fællesskabet og bør værne om det. Store bededag tilbage på kalenderen!