Måske er minkavlerne ved at overspille deres kort?
Minkavlerne skal have den erstatning, de er berettiget til.
Denne udtalelse går igen og igen i næsten alle udsagn lige fra Jacob Jensen, minister for landbrug, fødevarer og fiskeri, til Nordjyskes ledere og et hav af andre lægmandsudtalelser.
Sætningen er imidlertid meningsløs, så længe ingen vil definere præcist, hvad disse minkavlere er berettiget til at få i erstatning.
Det ser ud til, at det i nogen udstrækning er minkavlerne selv, der har fået lov til at definere, hvad de er berettiget til at få i erstatning.
Det ligger i fin forlængelse af den meget velvillige, meget positive særbehandling, minkavlerne har fået i Danmark igennem alt for lang tid.
Fiktive mink
Man må få det indtryk, at dansk minkavl har været en bærende søjle i dansk landbrugs økonomi og har sat verdensrekord i venlig dyremishandling. Ingen steder i verden er mink blevet behandlet så godt som i Danmark, og ingen steder er minkavlere blevet behandlet så godt af staten som i Danmark.
Jeg ville ønske, at den danske folkeskole blev behandlet lige så godt som minkavlerne, men jeg må nok forstå, at mink er en vigtigere kilde til rigdom i dette land end børn.
Måske er minkavlerne ved at overspille deres kort?
Erstatning for fiktive mink, hvilket krav! Fiktive mink kan både være dem, man aldrig nogensinde har haft eller vil få ud i den fremtid, som der også skal betales erstatning for.
Genialt!
Hvor mange mink ville jeg ikke kunne producere de næste ti år?
Biblen på sin side
Og så er der konflikten med miljøgodkendelser.
Min farm er godkendt til et vist antal mink. Jamen, hvem siger, at jeg ikke ville udvide min farm i de kommende år efter den kendte regel, som minkavlerne har henvist til: efter syv magre år kommer syv fede år! Minkavlerne har Biblen på deres side.
Miljøgodkendelse handler desværre også for minkavlerne om de mink, de allerede gennem tid har haft for mange af på deres farm. Altså i forhold til godkendelsen.
Jeg ved godt, at myndigheder ikke har forstand på minkavl ifølge minkavlerne, og jeg ved godt, at de for mange mink har haft det fantastisk på de danske minkfarme, der har verdensrekord i dyrevelfærd.
I takt med at så mange andre lande har forbudt minkavl på grund af dyrenes elendige vilkår, er det blevet nemmere at få en verdensrekord. Men dansk minkavl er i verdensklasse.
Også prismæssigt.
Husk det handler om at nedslagte minkene og afføre dem det kostbare skind. Det forlyder også, at erstatningerne til minkavlerne selvfølgelig er udregnet efter den højeste pris for skind på markedet. Det manglede da også bare.
Skulle dansk minkavl ikke honoreres fyrsteligt for sin enestående indsats for dansk økonomi og kompenseres rigeligt for den skændige, brutale behandling, erhvervet blev udsat for i en pandemisk krise for verdenssamfundet, hvor menneskeliv stod på spil efter en målestok, ingen havde nogen anelse om?
Mennesker bærer jo ikke pels – undtagen som modebetinget påklædning, men mink har en kostelig pels.
Og den skal der nu betales 30 milliarder for.
Men hvad er et menneskeliv værd?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.